Delikat fra skrig til skrål
Borknagar peger i adskillige retninger med deres proggede metal, der stadig har sine black metal-momenter, men som også har syng-med-elementer i fokus, tætpakket med keyboards og synths.
Der er udskiftet lidt i geledderne hos Borknagar, der tre år efter 'Winter Thrice' er tilbage med et solidt, nyt album. Der er sagt farvel til Baard Kolstad (Leprous m.fl.) på trommer, langvarigt medlem Jens Ryland på guitar og ikke mindst vokalist Vintersorg. I forhold til sidstnævnte, så har Borknagar dog aldrig manglet dygtige sangere med både Lars A. Nedland (også kendt som Lazare fra sit andet band Solefald) og ICS Vortex (solo, ex-Dimmu Borgir) i folden. De to træder derfor ind som vokalister med ICS Vortex i den mest fremtrædende rolle, men der er i den grad også plads til Nedland.
Borknagar fortsætter flirten med det progressive, de flotte og pompøse toner, og selv når den grumme black metal-vokal får plads, så er det stadig yderst delikat black metal. Elegant og flot. Der lægges ud med 'Thunderous', et langt nummer, som lever godt op til sin titel. Der bliver hærget godt igennem, og Jens Bogren har igen sørget for at binde elementer sammen, så den bombastiske lyd passer både til et nummer som åbneren og de af albummets sange, der er kraftigt inspireret af folkemusikkens ballader.
'Up North' er uptempo tju-hej med en fest på synths og en dreven, energisk og flot vokalmelodi. Det har et 70'er progget feel. I 'The Fire That Burns' udfolder vokalsamarbejdet sig smukt fra high pitch-vokal til Nedlands nasale vokal over raspende blackgrowls. 'Lights' ser Borknagar sætte igang på en meget poppet facon indtil der bliver skreget lidt. Det er ikke langt fra Ghost i det første halve minut, men sangen flytter sig og når vidt omkring på sine næsten fem minutter.
Ude på ballade
Albummets deciderede ballader har forskellige udfald. 'Wild Father's Heart' har nogle musikalske indslag på instrumenterne, som giver sangen en vis berettigelse og interesse for øret, men nummeret er alt for let og pænt, især i vokalmelodien, så det lander et eller andet sted mellem en vuggevise og et musicalnummer. Flot udført, javist, men dræbende kedeligt ved gentagne lyt, trods nummerets store arrangement.
Til gengæld er afslutteren 'Voices'' repetitive og opbyggende facon ført an af en yderst smuk vokal fra Nedland anderledes bjergtagende. Det er ikke metal, men det er dystert og smukt, så hårene på armene rejser sig i respekt. Har man hørt 'Higher Ground' med Rasmussen, der deltog i Melodi Grand Prix, så kan man måske se ligheder i stilen, men Borknagar rammer bare en dybere nerve.
Stadig plads til bæstet
Bæstet kigger frem i 'Mount Rapture' og 'Tidal' og giver et lille hint af det, man måske husker fra bandets tidligere karriere. Der er dog fortsat masser af ren vokal og melodier i de to numre. Uanset hvad vej musikken peger, om det er mod det smukke, folkede, eller mod den bidende kulde, så er det hele velspillet og ikke mindst velproduceret.
Albummet hænger sammen produktionsteknisk til trods for, at det af logistiske årsager er indspillet på adskillige lokationer fra trommeindspilning i Strand Studio i Oslo til bandmedlemmernes egne hjemmestudier. Eller sådan da. For produktionen prøver heldigvis ikke at lægge en dæmper på sangenes vilde udstikkere mod 70'er prog og syre over en raseren i den klassiske black metal til viking/folk-metal med store vokaler. Det er mangfoldigt og kræver en del af sine lyttere. Men mestendels så fungerer det særdeles glimrende.