Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Halvhjertet kyndelmisse

Populær
Updated
dør

Med den originale forsanger Johan Langqvist tilbage i folden var der grund til at drømme om, at der gemte sig en ny 'Epicus Doomicus Metallicus' bag Candlemass' doom-dør. Vi blev dog meget klogere.

Kunstner
Titel
The Door to Doom
Dato
22-02-2019
Label
Genre
Trackliste
1. Splendor Demon Majesty

2. Under the Ocean

3. Astorolous – The Great Octopus

4. Bridge of the Blind

5. Death's Wheel

6. Black Trinity

7. House of Doom

8. The Omega Circle
Forfatter
Karakter
3

Da Candlemass i 2012 udgav deres 11. album, 'Psalms For The Dead', lå det i kortene, at det skulle være sidste udspil fra de svenske doomlegender. Grundlægger, bassist og hovedkomponist Leif Edling meldte ud, at de kun ville fortsætte som liveband, men der skulle dog ikke gå mere end fire år, før de med den indskiftede Mats Levén, som Leif Edling kendte fra sit andet projekt Krux, havde nyt ude i form af den noget ujævne ep 'Death Thy Lover'. Til gengæld skulle Levén ved flere lejligheder, senest på Copenhell 2017, vise sig at være en fantastisk frontmand, og det var derfor overraskende, da meldingen september sidste år kom ud, at de var gendannet med Johan Längqvist, der kun var med på debuten 'Epicus Doomicus Metallicus' fra 1986. Det faktum, at Längqvist har holdt sig fra mikrofonen lige siden, gjorde det forefaldende at tænke tanken, at Candlemass måske her trak det nemme kort med den frontmand, der var med på et af de mest celebrerede værker i bagkataloget, og at styrken i genforeningen således primært ville være på papiret. De oplagte spørgsmål er derfor, om Längqvist stadig har røsten, og hvad han kan tilføre Candlemas anno 2019, men selvfølgelig også, om det har tilføjet mere inspiration til Leif Edling og guitaristerne Mats Björkman og Lars Johansson, og om de genvækker fordums storhed.

Lad det være sagt med det samme: 'The Door to Doom' er intet nyt mesterværk. Eller for den sags skyld i nærheden af at være det. Ikke at det Längqvist skal lastes for det, for han leverer som sådan en fornem præstation fra start til slut, dog uden at indfri de helt store forventninger, men den kraftfulde, uforcerede vibrato sidder stadig, som den skal. Det største problem er derimod albummets gennemgående forglemmelige karakter.



Man er ingenlunde i tvivl om at det er Candlemass, man lægger ører til, lige fra vi åbner dørene ind til den indledende skæring, 'Splendor Demon Majesty'. Riffene groover, trommerne lægger vægten tungt på de enkelte anslag, Längqvists dunkle røst ligger klart i mixet, og alting lyder for så vidt meget velkendt, som det skal lyde. Desværre er nummeret glemt, så snart de fem minutter er overstået, og den efterfølgende 'Under the Ocean' lider af præcis samme problem. Der er selvfølgelig en kunst i at have en lyd, der stadig over 30 år inde i karrieren lyder så umiskendeligt unikt Candlemasssk, men hvis sangene blegner ved siden af fortidens bedrifter, er det en sølle trøst. 'Astorolus – The Great Octopus' indfrier til gengæld bedre forventningerne, med slæbende tunge riffs og stærke leads, blandt andet fra Edlings indlysende forbillede Tony Iommi, og kun det langsommelige vers hæmmer nummeret fra for alvor at nå de øvre luftlag.



Underligt nok viser 'Bridge of the Blind' sig at være en dyster, underspillet ballade, der skiller sig ud fra det forventelige, hvilket måske er en af årsagerne til, at den er en af albummets stærkeste skæringer. Den uforcerede melankoli har et storladent skær, og Längqvist leverer en af sine stærkeste præstationer i karrieren. Desværre er den færdig efter knap fire minutter, hvorefter følger 'Death's Wheel' og 'Black Trinity', der på trods af at vise mere tænder end resten af pladen lider under den lidet memorable sangskrivning, der indledte albummet. Genindspilningen af vokalen på 'House of Doom' fra ep'en fra sidste år, hvor Mats Levén leverede den en knivspids lysere end den nye version, er måske lidt uventet, men tilføjer ikke meget nyt til helheden, og så må det være lytterens egen vurdering, om man foretrækker Levén eller Längqvist.

Ikke desto mindre kommer vi ikke uden om, at det, den banale lyrik til trods, fortsat er en af de stærkeste skæringer, Candlemass har produceret i årevis, og med længder det bedste, 'The Door to Doom' har at tilbyde. 'The Omega Circle' rammer momentvis samme episke storhed og er uden tvivl det mest eksperimenterende indslag, men lider af samme grund under en vis mangel på struktur. Stykkerne virker som rester, der er sat tilfældigt sammen, uden at der er kælet for opbygningen, og selvom den har endnu en af de stærkere vokalpræstationer på albummet, ikke at forglemme det modbydeligt catchy omkvæd, der som et af de få huskes, havde den været bedre tjent med at være blevet tildelt ekstra tid i øvelokalet.

'The Door to Doom' er i det store og hele en lidt middelmådig comeback-plade. Numrene holder sig inden for en overskuelig sanglængde, og vokalen er bedre, end man kunne have frygtet for en sanger, der ikke har sunget i over 30 år. Problemet er bare, at halvdelen af skæringerne er glemt, lige så snart de er overstået, og som helhed gør pladen ikke noget overvældende for at overbevise os om, at denne nye gamle inkarnation af Candlemass skal kunne tilføje noget væsentligt nyt til sangskatten. Det er nemt at forfalde til vanerne og smide debuten eller 'Nightfall' på, som man plejer, og dette opus giver kun undtagelsesvis lyst til at overveje at bryde med traditionerne. Man kunne have ønsket sig noget mere mindeværdigt doom bag døren, og tiden må så vise, om de enkelte stærke øjeblikke er dem, der vil anvise vejen for Candlemass i de kommende år. Man har jo stadig lov til at håbe.