Når alt er, som det plejer
Der er ingen overraskelser på Death Angels niende album. Thrashen er poleret, strømlinet og klar i spyttet, og selv de små variationer kan ikke undgå at give en vis metaltræthed i længden.
2. Divine Defector
3. Aggressor
4. I Came for Blood
5. Immortal Behated
6. Alive and Screaming
7. The Pack
8. Ghost of Me
9. Revelation Song
10. Of Rats and Men
Man ved, hvor man har Death Angel.
Femten år er gået, siden Bay Area-thrasherne blev gendannet og vendte tilbage med ’The Art of Dying’, og tre år er gået, siden de udgav den fine ’The Evil Divide’, det femte album siden gendannelsen.
Med ’Humanicide’ er vi fremme ved det niende i bandets samlede diskografi. Og vi ved, hvad vi kan forvente.
Respekterede af en årsag
'Humanicide' byder på stilet og strømlinet thrash, som man kender det med skarpe riff, lirede soli, en aggressiv rytmesektion, masser af breaks og en Mark Oseguda i vanligt god form i front.
Alt er med andre ord, som det plejer, men Death Angel er heldigvis leveringsdygtige og stabile i deres output – det er ikke uden årsag, at de fortsat er et højt respekteret navn i thrashkredse – og man skal da ikke langt ind i åbningsnummeret ’Humanicide’, før det står klart hvorfor: De indledende guitarharmonier afløses af speedpicket riffing, før det går over stok og sten, og Oseguda byder ind med en klassisk selvhævden (”this is who I am”) i hooket, før nummeret tre minutter inde bevæger sig over i en pulserende og stærkt medrivende breakdown-sektion, hvor også bassisten Damien Sisson får lov til at fylde ud med arpeggioriff bag guitarernes skarpe markeringer.
Ligeså med ’Divine Defector’, der er en effektiv skæring, men bandet udmærker sig mere, når de træder en smule ud af genreskabelonen. I den efterfølgende ’Aggressor’ og ’Immortal Behated’ dukker en synthesizer svagt op i lydbilledet under versene, og man kunne ønske sig, at det var et spor, de forsøgte at følge, som når ’Immortal Behated’ munder ud i en tyst pianoafslutning, der faktisk er nok så velintegreret.
Begyndende metaltræthed
Man kunne også ønske, at de udforskede NWOBHM-tendenserne i ’I Came for Blood’ noget mere, for med sit snothvalpe-punkede indledningsriff, catchy omkvæd og den koncise sangskrivning står det som albummets højdepunkt. Og når pladen bliver noget træg halvvejs igennem, så skyldes det, at de velkendte tricks ikke altid holder interessen fanget i tre kvarter eller mere.
Sådan adskiller ’Humanicide’ sig ikke meget fra andre nyere plader fra klassiske thrashbands som Testament, Anthrax og Metallica, der 30 år efter storhedstiden stadig vil vise, hvor skabet skal stå: Man kunne sagtens lave et lige så effektivt statement med en kortere spilletid, og selvom ’Humanicide’ med sine 50 minutters spilletid ikke er langt over smertegrænsen, så kunne det have hjulpet albummet som helhed på vej, hvis man havde skåret nogle af de afsluttende numre, såsom de forglemmelige ’The Pack’ og ’Ghost of Me’ (hvis største bidrag til albummet er et par hardcore-råbekor) og skubbet det velskrevne og hook-bårne midttempo-nummer ’Revelation Song’ længere frem.
Det er nu engang den stilrene thrash, Death Angel excellerer i, men på album kunne man godt ønske sig mere. Noget andet er det til gengæld live, hvor de kan vise sig i hæsblæsende storform, som da de for fire år siden spillede en af de bedste og svedigste thrashkoncerter, jeg til dags dato har set på KB18 i København. Hvis de leverer bare halvt så godt, når de besøger Aalborg Rock og Metal Festival om en lille uge, så har Jylland så sandelig noget at se frem til.