Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Flænsende hurtigt, deprimerende og brutalt

Populær
Updated
Flænsende hurtigt, deprimerende og brutalt

Stærkt debutalbum fra en garvet samling musikere, hvis ekspertiser hver især kommer tydeligt til udtryk på 11 komprimerede numre.

Titel
World Grave
Dato
30-09-2014
Trackliste
1. World Grave
2. Transgression
3. Spawn Of The Scorned
4. From The Lips Of The Dead
5. With A Foot In The Grave
6. The Purification Process
7. Modern Enslavement
8. Fury Of Vengeance
9. Pulse Of Existence
10. Silent Genocide
11. Where The Broken Resides
Karakter
4

På dette års Copenhell stod Devilution sammen med Hi-Fi Klubben for tiltaget ’Bashelvedet’. Et telt, hvor vi blandt andet stod for quiz, interviews og en del lyttesessions for kommende album.

Death Comes Pales debutalbum ’World Grave’ var et af dem, og den officielle releasefest blev afholdt i lørdags på Backstage i Århus. Bandet, der lige har spillet på Ålborg Metal Festival, er fra Århus og har spillet sammen i godt 10 år, men har kun en enkelt ep fra 2010 i bagkataloget.

’World Grave’ er et miks af dødsmetal med forskelligartede elementer både fra black metallens hurtigt pumpende trommer, hvad trommeslager Martin Kilic med stor energi mestrer til perfektion, men også med mange melodiske islæt der gør, at man ikke taber pusten helt oven på de vanvittigt hurtige riffs, der går igen på mange af numrene, der somme tider lider under en vis ensartethed.

Albummet udkommer på amerikanske Deepsend Records, som Death Comes Palede signede med i februar i år, og som også har udgivet flere andre danske bands, blandt andet Corpus Mortale, Deus Otiosus, Spectral Mortuary, Dawn Of Demise og The Cleansing. Stilen er dermed lagt, og Death Comes Pale passer, både hvad genre og niveau angår, optimalt ind i Deepsends øvrige udbud, der primært består af black-, dødsmetal og enkelte ekstrembands.

Materialet er en dybsort lydside til en solid depression, tempoet som sagt overvejende i voldsom fart, men også med plads til passager med en mere tilbagelænet tyngde og kraft. Selvom ’World Grave' i sin helhed er et gennemarbejdet og vellykket debutalbum, er der to ting, der skiller sig ud og bliver et særligt plus for Death Comes Pale. Den ene er frontmand Kasper Hornstrup, der også slår sine folder i Pariah Syndicate. Vokalen er afvekslende, men helt gennemgående også bare brutal, lige på og ærlig, og han hiver slet og ret niveauet op.

Det andet omdrejningspunkt er de rivende guitarmelodier, der somme tider lægger sig tvingende ovenpå en hurtig bund og pulserende trommer og både fungerer som numrenes drone og bandets signaturlyd.

Trods de insisterende melodisekvenser er 'World Grave' et meget mættet album. Der levnes ikke et minimum af plads til ørerne, der er på hårdt arbejde alle 11 numre igennem. På den ene side er det en demonstration i styrke, på den anden side det, der gør albummet til en meget komprimeret og intens oplevelse, og de få afbræk, der bryder lydmuren, er mere end tiltrængte.

Albummets bedste skæring er 'From The Lips Of The Dead' der overlegent demonstrerer og sammenfatter Death Comes Pales styrke som band. Hør nummeret og resten af albummet 

">her og oplev Death Comes Pale d. 28. februar 2015 på Studenterhuset I Århus, hvor de spiller sammen med Defilementory og All Trays For Venom.