Knæstrømperne vokser ikke ind i himlen
Deftones har gennemsøgt arkiverne efter det, der gør Deftones til Deftones, men har ikke formået at samle det til noget, der er værd at anbefale. Sæt hvad som helst andet med dem på i stedet.
Ceremony
Urantia
Error
The Spell of Mathematics
Pompeji
This Link Is Dead
Radiant City
Headless
Ohms
Deftones har aldrig kunnet sættes i bås. Men selvom deres stil har forandret sig markant siden de go'e gamle 'Adrenaline'-dage, kan man stadig genkende dem på flere kilometers afstand. Det skyldes i allerhøjeste grad de enkelte medlemmers bidrag til at skabe noget unikt, og hvert album indeholder en smule af sine forgængere uden at forfalde til rent plagiat.
Så da lejligheden bød sig til ikke blot at skrive en anmeldelse af et band, som er lyden af min ungdom, men tilmed at høre den i selskab med en anden gammel fan, var der ikke meget at rafle om. Således udstyret med sparringspartner og lyttelyst kunne jeg give mig i kast med et album, jeg havde set frem til at lade mig forføre af.
Bored
Og vi skulle ikke mange sekunder ind i første nummer, ’Genesis’, før jeg kunne sætte hak i boksen ”lyder stadig som Deftones”. En kort synthesizerintro skulle gøre det ud for forspil, inden vi for alvor kunne gå ombord i 'Ohms'. Men allerede her sneg der sig en uvelkommen tanke ind: ”Jeg håber ikke, det bliver
et problem for dem, at de er så nemme at genkende …”. Vi skulle da heller ikke langt ind i 'Ceremony’, før vi i fællesskab kunne konstatere, at man virkelig skal være fan for at holde af den her plade. Til trods for den smukke, glidende overgang – den første af mange – føltes det blot som et opkog af tidligere udgivelser uden den kant, de havde i nullerne.
Faktisk stod det pinligt klart allerede på tredje nummer, at min kollega og jeg talte om Deftones i datid, og det nærmede sigefterhånden mere en eulogi end en anmeldelse. Lidt bedre gik det trods alt på 'Error', som, med min kollegas ord,lider under at ”være spillet sikkert og forudsigeligt”. Og det kan jeg egentlig godt se, for Chino Moreno har nærmest fået mundkurv på. Han synger pænt, bevares, men hans næsten empatisk smertefulde skrig er reduceret til lige ved og næsten. Og lige ved og næsten er vist ret godt til at forklare, hvad jeg synes om den her plade.
Dog skal 'The Spell of Mathematics' have 10 point for den næsten sjofelt perfekte overgang. Her titter det rå lidt mere frem, flankeret af Delgados kompetente baggrundsfyld. Men det er samme formel, blot en tarvelig kopi, som stjålne designs solgt i Netto. Det eneste problem er, at Deftones kopierer sig selv.
'Pompeji' er temmelig anonym, men spiller på de klassiske Deftones-dyder: skiftene fra det blide og beroligende til det intense og det eksplosive, og, selvfølgelig, hvordan vokalen, uanset styrke, passer sammen med musikken. Min kollega bemærkede, ganske snedigt, at Vangelis nok har ligget og luret i baggrunden, og jeg får lyst til at se 'Blade Runner' igen, i stedet for at bruge mere tid på det her.
Shove it
Med cirka halvdelen af pladen overstået, delte jeg min kollegas holdning: Sker der ikke noget snart, kommer jeg nok ikke til at høre den her plade igen – hvilket er lidt trist, da næste nummer, 'This Link Is Dead' også er en ligegyldig affære. Der er trods alt lidt mere fokus på Chino Morenos evne til at lyde, som om hans stemmebånd er lavet af glasuld, og jeg savner, at der var givet mere plads til deres kantede og kalejdoskopiske sider på de øvrige numre.
Men på pladens tre sidste numre sker der endelig noget. 'Radiant City' formidler vildskaben gennem en næsten hysterisk vokalpræstation, og jeg bliver mindet om, hvorfor jeg er så glad for Chino Morenos stemme: hans omskiftelighed, evnen til at skifte leje fra et ord til et andet, og hvordan den altid følges ad med musikken.
Efterfølgeren ’Headless’ åbner med en dyster, langsom og besnærende intro. En for Deftones klassisk tilbagelænet præstation, som suger én ind i det univers af musikalsk origami, de møjsommeligt har bygget op gennem årene. Den konstante lyd af Frank Delgados bidrag hænger i luften og forstærker bassen, der ellers ikke har gjort det store væsen af sig. Nummeret bærer noget velkendt i sig, men føles stadig som sit eget, men desværre drukner den en smule mellem de to omkringliggende numre, og bølgebrydereffekten udebliver. Det sidste nummer, titelnummeret, åbner med en næsten irriterende positiv atmosfære, og selvom der kommer lidt mere uld på strengene, emmer nummeret af optimisme.
Death Blow
Således desillusionerede måtte vi begge to erkende, at knæstrømperne ikke vokser ind i himlen. Talentet er ikke blevet mindre med årene, men Deftones' evne til at konstant finde nye måder at udtrykke sig på er gået tabt, og i stedet for en fremsynet plade, der kan holde os beskæftiget, til de udgiver den næste, falder den her igennem med et brag. De har muligvis forsøgt at kombinere både de ironisk distancerede øjenrul fra ’Around the Fur’ og den ligegyldige halvfemser-attitude fra 'Adrenaline' med den nærgående intimitet fra både ’Saturday Night Wrist’ og ’Diamond Eyes’, men charmen og oprigtigheden fra disse plader udebliver komplet.
Jeg sagde forud for at have lyttet, at Deftones aldrig så sig tilbage. Jeg må konstatere, at jeg har taget fejl. 'Ohms' føles som en opsamling, bare med b-sider i stedet. Det hele er hørt før og tilmed meget bedre; musikken er ikke dårlig, den er bare heller ikke god. Jeg springer over at sætte den her på
igen, for alt andet, de har lavet, er meget, meget bedre end denne.