En stemning af desperation
Populær
Anubis Gate har valgt en inadvendt vej på deres syvende album. De går dygtigt i den retning, men får ikke hele bandets sjæl med.
2. The New Delhi Assassination
3. The Combat
4. Too Much Time
5. A Journey To Nowhere
6. Black
7. Blacker
8. Blackest
9. Operation Cairo
10. From Afar
Da Anubis Gate i 2014 udgav ’Horizons’, gav vi den mange rosende ord med på vejen, og vi var i særdeleshed begejstret for de stærke melodier. Nu er de progressive jyder tilbage med deres syvende album ’Covered in Black’. Som titlen antyder, er det en langt mere dyster sag.
Der er blevet åbnet til introvert univers, der kun langsomt kan lukkes op. Et album, der helst skal høres fra start til slut, før det rigtigt giver mening (Det er muligvis derfor promotion-pakken også indeholder en udgave, hvor alle sange er lagt sammen til et langt nummer).
Vokalmelodierne er langt mindre dominerende end tidligere hørt, og væk er meget af det umiddelbare, som i stedet er erstattet af en overbevisende desperation i Henrik Fevres stemme. Men det er instrumenterne, som fylder, og albummets stærkeste kort er de lange mellemstykker, hvor passagerne hele tiden tilføjes ekstra lag i jagten på at skabe stemningen af lidelse og frustration. Det har dog også den bivirkning, at ’Covered in Black’ er meget udfordrende at lægge ører til, og de kaotiske elementer er hele tiden lige på grænsen af at være overgjorte.
Det er derfor en decideret lettelse, når pladens højdepunkt hen mod slutningen dukker op: En Pink Floyd-inspireret afslutning ikke ulig ’Wish You Were Here’ og ’Dark Side of the Moon, der gudesmukt åbner alting igen og vækker følelsen af håb efter en lang rejse i tristesse. Albummet virker som helstøbt værk, men man kommer ikke derfra med melodier siddende i baghovedet og det er lidt en hæmsko for oplevelsen, at man lettere husker stemningen end musikken.
&feature=youtu.be