Gang i butikken?
Sepultura har været i karantæne og bikset et album med genindspilninger sammen. Det er, i bedste fald, "fint nok".
2. Cut Throat feat. Scott Ian
3. Sepulnation feat. Danko Jones
4. Inner Self feat. Phil Rind
5. Hatred Aside feat. F. Lira, A. Burns, M. Puertas
6. Mask feat. Devin Townsend
7. Fear, Pain, Chaos, Suffering feat. Emmily Barreto
8. Vandal's Nest feat. Alex Skolnick
9. Slave New World feat. Matthew K. Heafy
10. Ratamahatta feat. Joao Barone & Charles Gavin
11. Apes of God feat. Rob Cavestany
12. Phantom Self feat. Mark Holcomb
13. Slaves of Pain feat. Fred Leclerq & Marcello Pompeu
14. Kaiowas feat. Rafael Bittencourt
15. Orgasmatron feat. Phil Campbell
Sepultura har, ligesom sådan ca. alle andre i verden, haft omtrent halvandet år væk fra det hele. Det har de håndteret ved at lave et karantæne-podcast ”Sepulquarta” og spille gamle numre sammen med deres venner og bekendte fra resten af musikverdenen, hvilket så er blevet til den forhåndenværende udgivelse.
På den måde kan man sige at Sepulquarta albummet er en slags dokument over hvordan de fik 2020 til at gå med trods alt at lave et eller andet der handlede om musik og som kunne feje de værste spindelvæv af både instrumenterne og de kreative kunstnersjæle.
Jeg ved ikke hvor rige Sepultura er, men mit bud er at de godt kan mærke halvandet år med aflyst turné, manglende merchandisesalg og så videre, og så videre. Så på den måde er der egentlig ikke noget at sige til, at de faktisk udgiver dét, de har lavet, for at få lidt penge i kassen. Der skal jo, både kreativt og økonomisk holdes gang i butikken. Det skal man være mere end almindeligt idealistisk på andres vegne, for at få ondt i røven over.
Men hvordan er dette historiske dokument/karantæneprodukt så, som album betragtet?
Tjaeh, altså, deet…
Sepultura kan naturligvis sagtens spille deres egne numre og de har heller ikke inviteret nogle gæster med, der er totale musikalske analfabeter, så på den vis kan man ikke sige så meget andet, end at hvis man er interesseret i, hvordan ’Territory* mon lyder med David Ellefson på bas, eller hvordan det lyder når Phil Campbell spiller guitar på et cover af hans eget tidligere band, ja, så lyder det da helt oplagt fint nok - sådan formelt set.
Men hvis man ikke er Sepultura superfan og samler, eller har fulgt deres podcast og synes det kunne være sjovt at have pladen som en slags souvenir fra karantænetiden, ja, så kan man sgu nok godt klare sig uden.
For altså, pladen har forhåbentlig været sjov at lave (og hvis jeg havde vist podcastet fandtes og havde fulgt det, så havde jeg måske også syntes det var sjovt at høre produktet) og forhåbentlig har Sepultura nok af den slags fans, der køber alt hvad de laver, til at det giver mening at udgive den. For som sagt; den lyder ikke dårligt. Det er bare meget svært som lytter, der ikke på forhånd har en stærk følelsesmæssig grund til at holde af pladen at føle noget videre for den.
Man savner simpelthen at der, rent kunstnerisk, var mere gang i butikken – og ja, ja, de havde selvfølgelig lige udgivet et album i 2020, hvor de havde spenderet al deres kreativitet og det er bare et karantæneprojekt og i det mindste er der ikke super grelle ting som en udgave af ”Roots” med Alissa White-Gluz på gæstevokal, eller lignende. Men det er bare stadig ikke videre interessant for os andre at høre på.
Når alt det er sagt, så håber jeg de får lov at komme på turné snart, for der er i min erfaring altid ”gang i butikken” på den gode måde til en Sepultura koncert. Så skal jeg også nok købe en t-shirt.