Melankolsk og progget trilogi-starter
Tag dig tiden og lad melankolien vokse, så Green Carnations første kapitel i en lovet trilogi rigtigt kan synke ind.
Af et band, der blev dannet i 1990, så er det ikke meget, vi her på Devilution har skrevet om dem. Green Carnation fra Norge. Men det er også et band, der fås i flere kapitler, hvor det første måske blev afbrudt af brødrene Botteris og Anders Kobros samtidige virke i In the Woods..., og med hvem de fortsatte en årrække, og så igen havde en overlappende periode i slutningen af 90'erne, hvor Green Carnation tog karrieren op igen.
Fra den sidste del af det, man kan kalde bandets andet kapitel, har vi anmeldt 'The Quiet Offspring' og 'Acoustic Verses'. Sidstnævnte et album, som sendte bandet på en problemfyldt tour i USA, og som resultat medførte det fravær fra scenen, som Green Carnation havde efter 2007. Indtil 2016, hvor ProgPower Festival havde held med at vække bandet til live for en koncert, og som åbenbart gav smag på mere og gjorde bandet aktivt til et tredje kapitel fra 2017.
En tidlig idé
Det nye album, 'A Dark Poem Part 1: The Shores of Melancholia' har været en idé længe. Green Carnation tænkte i en trilogi allerede, da bandet skrev kontrakt med Season of Mist ved tilbagekomsten, hvorfor der blev skrevet kontrakt på fem albums, så idéen lige kunne brygge lidt. Men nu, efter 'Leaves of Yesteryear' fra 2020, er projektet så klar til sit vidnesbyrd for os alle.
Stemningen sættes skarpt på åbneren 'As Silence Took You', der har en slags ikonisk klagesangs-hook på guitar. Det klinger næsten af violin, så der er ikke langt til My Dying Brides univers her. Men nordmændene er anderledes: Det er overordnet mere rocket, til tider ganske progget, og så er Kjetil Nordhus' vokal måske ikke så intuitivt, dramatisk og klagende, som en Aaron Stainthorpe. Det var også anken i sitets første møde med ham på 'The Quiet Offspring', hvor vi beskyldte ham for at synge for pænt.
Det er også lidt udgangspunktet ved de første par lyt på det nye. Man kunne have ønsket sig mere af den vinkel, som Nordhus tog på forgængerens 'Sentinels', hvor han ramte noget, der havde en snert af Keith Caputos sans for forvrængning med indbygget smerte i en skrøbelig vokal.
Delikat og med vokseværk
Men flere lyt skal der til, og gøres denne indsats for at få albummet ind under huden, så åbner værket sig også. Der viser sig ikke blot smuk musik, men også fine, delikate melodilinjer i vokalen, hvor lyrikken også rammer i fraser som "I am not living, I'm just alive", det relatérbare "If you only knew the things, I do to get over you" eller når det formidable stemningsskift i 'In Your Paradise' skærper sanserne, og man lytter bedre med på stykket, der starter med "The fear of the unknown" og viser en mere bidsk udgave af den rene vokal.
Rent teknisk er vokalen veludført og klinger mestendels af en Jón Aldarás (Iotunn m.fl.) rene vokal, når denne holdes i det mere simple og ikke leger i det høje register.
Det er et værk, der er værd at bruge tid på. Det vokser lyt for lyt, og den pæne overflade fra produktion og vokal har masser at byde på under sig i de mange lag i musikken. Efter god introduktion på pladens knap 15 minutter over to numre, så kommer variationen snigende.
'Me, My Enemy' bygges op fra et vildt lækkert, basdrevet groove i en slags ballade, der undervejs får ganske højt til loftet. 'The Slave That You Are' byder på growl og et nummer, der lyder som lidt ældre Enslaved, hvilket ikke er en sær association, da Green Carnation måske selv har set det og inviteret Grutle Kjellson med til den rallende, hæse vokal. Og et nummer, der for halvdelen af tiden er ganske anderledes aggressivt end resten af albummet. Et omvendt åndehul på et smukt album.
Stærk afslutning
Albummets to sidste numre udgør en stærk finale. 'The Shores of Melancholia' er sangen med det lettest tilgængelige omkvæd, og var derfor fornuftigt nok også en singleudgivelse til albummet. Der afsluttes derefter med den næsten 10 minutter lange, fortrinlige 'Too Close to the Flame' som har et rocket groove og fedt, hammond-agtigt orgel i baggrunden flere steder, så der kommer lidt syre og 70'er stemning til albummets afslutning. Progressivt lir, som ikke taber lytteren undervejs.
Det er melankoli på højt niveau her på den varslede triologis første livstegn. På albummet læner Green Carnation sig lidt op af andre store stemningsskabere som Soen og Katatonia, men nordmændene har ligesom de to andre bands også fundet sin egen lyd.
Guitarleads, keyboardlag og den vokal dér ... som bare vokser og vokser flyder om ørerne på lytteren. Alt imens trommer og bas holder styr på form og format og sørger for groove og detaljer, når man lige er opmærksom på rytmegruppens lirede bidrag i gruppens fundament.