Halvskuffende Ozzy
Populær
De første gennemlytninger af 'Scream' er lammende. Det ene intetsigende nummer afløser det andet. Men hold fast i albummet, for flere af numrene åbner sig.
2. Let Me Hear You Scream
3. Soul Sucker
4. Life Won't Wait
5. Diggin' Me Down
6. Crucify
7. Fearless
8. Time
9. I Want It More
10. Latimer's Mercy
11. I Love You All
Lad det være sagt med det samme. Investerer du i medicinsk miraluløse Ozzy Osbournes nye udspil 'Scream', investerer du i hans til dato ringeste album. Så er du advaret!
"Men det behøver albummet jo ikke være dårligt af", kan du med rette indvende. Og væbner du dig med tons af tålmodighed, vil du opdage, at albummet rent faktisk har kvaliteter og ikke er så ligegyldigt, som det til at starte med virker til at være.
Der er ingen 'Mr. Crowley'. Ingen 'Bark at the Moon' eller 'Killer of Giants', ingen 'Secret Loser', 'Revelation (Mother Earth)', 'Breaking All the Rules'. Slet ingen 'Perry Mason', 'No More Tears', 'Mama, I'm Coming Home'. Og ingen 'Facing Hell'.
'Scream' lyder slet og ret som et uinspireret opkog af forgængeren 'Black Rain', som heller ikke er et langtidsholdbart album. Altså, vel at mærke efter de første gennemlytninger. Man sidder tilbage med fornemmelsen af, at det her er for grumt til at være sandt. Det ene intetsigende nummer afløser det andet. Man bliver sgu deprimeret. Men så vil man da godt lige lytte sig lidt ind på albummet, og det er lige præcis det, der er formlen: Tålmodighed. Giver du ikke op, vil du få et album, hvor der er musikalske og sangmæssige højdepunkter, numre der sparker fint igennem – og en ny guitarist, som gør, hvad han kan for at holde liv i noget, som måske burde have holdt sig til reality-genren. Eller endnu bedre: levere musik med hjertet og glimt i øjet i stedet for ud fra kolde kalkuler.
Før indspilningen af 'Scream' sagde Ozzy farvel til den hammerseje guitarist Zakk Wylde – og goddag til græske Gus G fra det melodiske powermetalband Firewind. Noget af et skifte. Men Gus G gør altså sit for at fastholde varemærket, Zakks dystre skævheder – og fedt, at det sker uden de konstante guitarhvin, som Zakk aldrig har kunnet slippe. Og vores nye fyr giver den så lige nogle powermetalliske tak deropad, hvilket ikke gør noget. Gus G vælter dog ikke denne anmelder af pinden på samme måde, som Randy Rhoads, Jake E. Lee og Zakk Wylde gjorde det. Nej, Gus G er en del af et kompetent – men sjæleløst – håndværkersjak, som er hyret ind til opgaven.
Uhørt svag start
'Scream' er et underligt disponeret album. Det starter uhørt svagt og tamt med 'Let It Die', der hverken kan eller vil noget af det, som Ozzy står for. Og det bliver kun værre. Det uhørt hypede 'Let Me Hear You Scream' er i særklasse Ozzys mest intetsigende og irriterende nummer. En slagsang med en lam rytme, der som det første af to numre på albummet referer til de tre sætninger, som Ozzy brøler mellem hvert nummer, når han optræder live. Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at al kvalitetskontrol har svigtet i Ozzys bagland. Sådan et nummer må bare ikke komme med på et album med Ozzy Osbourne. Og så er det fandenfåkkemig første single og video!
'Soul Sucker' er albummets tredje nummer, og det ville tidligere være et nummer, man glædede sig til i overdreven grad på grund af den seje titel. Men efter mødet med de to første numre frygtede man derimod det værste. Heldigvis er 'Soul Sucker' et nummer på det jævne og slet ikke lige så ringe som de to foregående. Nummeret har oven i købet et uptempo mellemspil, som giver fine minder om de gode, gamle Ozzy-dage. Næste nummer, 'Life Won't Wait', er en powerballade, som vokser, og som bestemt har sine kvaliteter – bl.a. et melodisk fint omkvæd, og Gus G viser lidt tænder i en hidsig solo. Og så gør guitar-referencen til 'Iron Man' i slutningen slet ingenting.
Glædelige overraskelser
Og så kommer albummets første, store glædelig overraskelse – nu, hvor de tre første numre har sørget for et forventningspres under gulvbrædderne. 'Diggin' Me Down' indledes med noget, som leder tanker og følelser hen mod introen til 'Killer of Giants' fra 'The Ultimate Sin'. Den fine, akustiske start ledes over i et Iommi-agtigt Sabbath-riff, og så viser Gus G for første gang noget af det, han kan: knivskarpe staccato maskinpistol-riff til røvsparkende powermetalliske rytmer. 'Diggin' Me Down' er så absolut albummets højdepunkt, et nærmest progressivt anlagt nummer med dybde og flere forskellige kongeriffs. Det er her, Ozzy henter halvanden stjerne ud af tre.
'Crucify' er et livligt, opskruet metalnummer, blandt de bedre på albummet, mens 'Fearless' er ligegyldigt og ubrugeligt. Og så kommer andet musikalske højdepunkt, 'Time', som er det tætteste, vi i denne omgang kommer på en powerballade i topklasse. En stille, melodisk start med en sangstemme, hvor Ozzy simpelthen lyder så meget som sig selv (hvilket han ellers ikke gør på resten af pladen), at man bliver helt glad i låget. 'Time' bygger sig fint op til omkvæd, som virkelig tager damer! En insisterende og vedholdende melodi og et skarpt lille riff fuldender det, som giver den næste stjerne. Det her nummer og så 'Diggin' Me Down' er hele albummet værd.
'I Want It More' og 'Latimer's Mercy' er blandt de skandaløst få numre, som ikke skuffer. 'I Want It More' rykker godt igennem og byder os et monstrøst riff, mens 'Latimer's Mercy' er ovre i den mere tunge boldgade. Og så vælger Ozzy at slutte albummet af på en noget søgt måde – med nummer to sang, der bygger på en af de tre sætninger, han messer mellem hvert nummer ved hans koncerter. Dette nummer en lille, meget kort afslutningsfidus kaldet 'I Love You All'. Og nej, jeg tager ikke pis. Vi mangler faktisk bare et nummer med titlen 'Let's Go Fuckin' Crazy'.
To numre i Ozzy-klasse er dejligt, men temmelig skuffende. Og det er altså helhedsindtrykket fra et album, som kommer til at varme sin faste plads i cd-hylden. Hvor ville det være skønt, hvis Ozzy kunne finde tilbage til sulten, glæden og glimtet i øjet. 'Scream' virker for overfladisk og kalkulerende. Og det fortjener hverken vi eller Ozzy.
Se Ozzy skræmme folk på Madame Tussaud's i London:
