Festen er slut!
Hollywood Undead har stor succes med at være det stik modsatte af, hvad der engang var kvintettens mantra og styrke. Med enkelte undtagelser er det tørt, kedeligt og forudsigeligt at lytte til bandets voksen-nu-metal.
Heart Of A Champion
Already Dead
Empire
Killin It
Enemy
Upside Down
Second Chances
Nightmare
Det er nu små 15 år siden, den amerikanske kvintet Hollywood Undead for første gang så dagens lys. Siden da er det blevet til 6 studieudgivelser og en genremæssig overgang fra kompromisløs bad-boy rapmetal til mindre festlig, mere voksen, nu-metal med hints af metalcore. En naturlig udvikling for de fleste bands. Alle bliver ældre, får andre prioriteter og lyst til at prøve nyt. I Hollywood Undeads tilfælde har den overgang været særdeles svær.
Forrige udgivelse, ’Five’ (2017), var et skizofrent mix af indhold og lyd. Selvom kvintetten havde succes med at skrive nogle ganske fine, seriøse numre, kunne amerikanerne ikke holde sig fra den nemme fest-banger. Derved led pladen af manglende konsekvent retning, ganske som bandet selv.
’Five’ var overgangspladen, hvilket kun bliver cementeret af titlen på bandes seneste udspil. Som ’New Empire, Vol. 1.’ også angiver, er det et Hollywood Undead version 2, der nu ser dagens lys.
Med få undtagelser er der ikke meget rap-metal eller bad boy-attitude tilbage. Så lang så godt. I stedet er vi overladt til 9 kompositioner, der bærer præg af nu-metal. Med enkelte metalcore-elementer.
Det kammer nærmest over i ren nu-metal-kopiering på ’Heart Of A Champion’. Enhver med forkærlighed for genren kan høre, at bandet har fundet måske lige nok inspiration i Linkin Parks ’Papercut’. Generelt er der ingen tvivl om, at det netop er Linkin Parks tilgang til nu-metallen, Hollywood Undead gerne vil adoptere. På førnævnte nummer lykkes det ganske fint, trods plagiat, men på resten af pladen er det magert med godt materiale.
Ét af få andre højdepunkter er ’Already Dead’. Nummeret er nær definitionen af nu-metal, og man kan næsten høre Chester Bennington løfte den klassiske nu-metal-tematik i omkvædet: "You wanna hate me / You wanna try and break me / But you can't kill me / 'Cause I'm already dead".
Dylan "Funny Man" Alvarez gør ubetinget sit bedste vokalmæssigt og har egentlig fin succes med foretagendet. Desværre er kompositionerne sjældent i nærheden af at matche forsangerens kompetencer. Det er for sløvt skrevet, for kedeligt, for forudsigeligt og ikke i nærheden af at have den catchiness, der tidligere har undskyldt kvintetten.
I det hele taget er Hollywood Undead bedre, når Alvarez' vokal får lov til at spille overfor Jorel "J-Dog" Decker og Jordon "Charlie Scene" Terrell; når kompositionerne er bygget op om vokalspillet i stedet for de forudsigelige guitar-eskapader.
Ud over de to førnævnte numre er det kun to atypiske rap-orienterede numre, semi-balladen ’Nightmare’ og bølle-bangeren ’Killin It’, der musikalsk er mere end kedelig, generisk tomgangssangskrivning. Det er sjovt, når kvintetten tør udfordre, og kedeligt resten af tiden.
’Five’ var et glimrende eksempel på, at Hollywood Undead godt kunne kombinere et mere modent udtryk med god sangskrivning. Til trods for stilforvirringen var der flere vitale og spændende kompositioner, hvor kvintetten legede med elementerne og skabte et velklingende univers. Den del er næsten ikke at finde på ’New Empire, Vol. 1.’. Her er blot kedelig, ufarlig nu-metal. Den slags nu-metal, der i højere grad sender associationer til alle Linkin Park-klonerne frem for originalen.
De amerikanske bad boys er for alvor blevet voksne og følsomme, og det klæder dem ikke. ’New Empire, Vol. 1.’ er med få undtagelser en kedelig oplevelse, der ikke efterlader mig med lyst til en Vol. 2.