Melodød med mere
PopulærMelodøden er inficeret med samples, synths og anden elektronik, og selvom der er klare spor af andre bands, der flirter med den slags, så har Killing Gandhi deres egen tilgang til det på bandets anden fuldlængde.
Københavnske Killing Gandhi er nu ude med opfølgeren til ’Cinematic Parallels’ fra 2015. Igen har de bevæget sig ud i den melodiske dødsmetal, men givet den et lille twist med brugen af samples, elektroniske lyde og nogle symfoniske synths i baggrund. Som anmeldelsen fra 2015 også gjorde opmærksom på, så giver det visse associationer til Illdisposed, hvor trommebasker Rasmus Schmidt også har slået sine folder. Det kan også trække lidt hen mod Aphyxion, i hvert fald i den overordnede stemning, for Killing Gandhi måske er lidt mere riffbaserede, end Aphyxion var på deres seneste udgivelse. Endelig er der også et behageligt pust af hedengangne Urkraft i den lidt moderne tilgang til metallen visse steder.
Bandet nævner selv, at det er i Arch Enemy, Children of Bodom og sågår en smule Dimmu Borgir, at man skal finde influenserne på ’Aspirations of Failure’. Og det er heller ikke skudt helt forbi, man kan i hvert fald godt høre passager, hvor man tænker, at her er det et af de nævnte bands, de har tænkt på, når der skulle skrives ord om, hvad der kan forventes af denne opfølger.
Variation på flere fronter
Det er Jacob Hansen, der har mixet og mastereret. Det fremgår ikke, om der også er indspillet hos Hansen, men det er nærliggende at tro, at der ikke er. På godt og ondt. Det gode er selvfølgelig, at den kritik, der har været om, at Hansen-produktioner kan være ens, ikke gælder her, men man kan også tro, at bandet har indspillet selv, og at det på en eller anden vis har begrænset Hansen i outputtet på skiven. I hvert fald savnes lige den sidste energi eller fylde i lydbilledet.
Det skal dog ikke tages for mere end som så, for Killing Gandhi brænder alligevel godt igennem med mindst en håndfuld rigtigt gode numre som fx ’Art of Silence’, ’The Great Escape’ og ’Farewell’. ’The Painter and the Sleeper’ med den storladne slutning med snakkevokal og kvindevokal er også i den helt skarpe ende. Og det er skønt, at bandet i sangskrivningen rammer noget, der sætter sig dybere end bare velspillet melodisk dødsmetal, for i den genre er der og har været mange om buddet, og så er det let at blive glemt i massen. Killing Gandhi rammer noget særegent adskillige steder på albummet og får lavet sig deres egen lille stikvej på den velkendte melodøds-sti. De resterende numre er ligledes fine, her er snuden blot ikke lige så langt fremme, og de rammer ikke helt så instinktivt plet.
Albummet udkommer på Massacre Records, der også huser Illdisposed. Det er et skifte fra norske Crime Records, og det skal blive spændende at følge, om det kan give bandet et boost fremad.