Nedarvede nedture
Puke Wolf sætter følelserne i centrum og lader vokalen diktere, hvor meget plads der er til instrumenter, på fornemt album om tilsandede forhold og nedarvet emotionel bagage.
Blood
Remnants
Oh God, what have we done?
De sprukne åndehuller i den tavse hævn
Hyena Laugh
Flowers
‘Descend’ handler om derouten, om nedturen om faldet. Om at overgive sig til det skænderi, man har haft tusind gange før. Om at tage mere, end man giver. Om grimheden i det, der burde være det skønneste, nemlig relationer mellem mennesker.
Efter den minimalistiske og isnende ‘Bær’ åbner Puke Wolf for post-rocken, støjrocken, elektronikken og de soniske lån fra film, fra verden. På den måde er det samme værktøjskasse, som trioen brugte på sine to EP’er, men der har været en opadgående formkurve på brugen af værktøjerne, og den fortsætter her med syv organisk og varmt producerede sange om selvvalgte nedture, transaktionalitet og dysfunktion. Det er en meget nærværende og engagerende lyd på ‘Descend’, som passer godt til følelsesfuldheden og som modvægt til det tunge og svære, lyriske indhold.
I midten af spillelisten, og som et voldsomt, nærmest brutalt centrum i pladen, har vi ‘Oh God, what have we done?’ med en velsyngende Peter Clement Lund fra Kollapse på gæstevokal. Det er et næsten overvældende nummer. Måske ligefrem mastodontisk, men det klæder albummet godt og får andre, mere nøgne passager til at leve mere. Jeg håber, vi får nummeret at høre live på A Colossal Weekend!
Også den lille, næsten vignetagtige ‘De sprukne åndehuller i den tavse hævn’ imponerer med stemningsfuld elektronik, inden ‘Hyena Laugh’ tromler os med et yderst ørehængende riff og musikalsk opbakning fra altid dejlige Demersal. Den hule, seidingløse lilletromme lyder så ensom, mens Sophia Larsdotters violin svæver henover. Du er lavet af sten, hvis du ikke kan mærke den her. Det samme kan man retfærdigvis også sige om ‘Flowers’, som lukker albummet på en lidt mere håbefuld grundstemning. Jeg kan godt lide kontrasten mellem de screamo-agtige vokaler og den næsten slacker-halvfemserrockede instrumental-side, og ikke mindst skinner Mai Soon Young Øvlisen med sit vokalbidrag virkelig her. "If you want me to / I’ll hold on to you", synger hun skønt, kort før hun lukker fuldt op for skriget: "The Flowers will grow once again". Det er tiltrængt i enden af et album, der er smukt, rørende og også en lille smule hårdt at høre for sensitive sind. Hvor er vi heldige, at nogen gider stryge os mod hårene på den måde.