Syv numre, ét kloakrør
Ingen flugtvej, ingen ilt: Pustulant Flesh kvæler dig med dødsmetal direkte fra kloaksystemet.
Cadaver Creation
March of the Ravenous Dead
Dødsangst
A Singl Muscle Twitches as I Wrest My Blade from Your Gut to Your Throat and Leave You Dying, Helpless and Alone
Carrion Offspring
Gurgling Pustulance
Der er noget umiddelbart tilfredsstillende ved et ungt hold, der vælger at rode i kloakken til åbent skue. Noget ufiltreret. Noget, der ikke forsøger at forklare sig selv eller legitimere sin eksistens med ironisk distance eller overdrevne greb. Pustulant Flesh lyder sådan; som om de ganske enkelt har åbnet et dæksel til Københavns undergrund og ladet indholdet vælte op i fuldt dagslys – klamt, levende og lifligt.
‘Gurgling Pustulance’ består af syv numre fordelt på tyve minutter, og det passer perfekt til genren. Den rådne, lettere fordærvede og ormstukne udgave af dødsmetalgenren, der balancerer på kanten af alvor og komik. Bandet får på de tyve minutter nemlig sagt, hvad der skal siges – det er hverken langtrukkent eller oppustet. Det er koncentreret, målrettet, og især er det leveret med en ungdommelig fandenivoldskhed, der smitter.
Lyden er rådden, men ikke tilfældig. Lyden er omhyggeligt grim og velspillet, samt udført med en bevidst slaphed, der giver musikken en fornemmelse af at være i konstant nedbrydning. En tung og konstant råddenskab, der er klassisk for genren, men som understreger, hvor Pustulant Flesh befinder sig.
Og gerne vil befinde sig.
Man kan nemlig ikke undgå at placere Pustulant Flesh i slipstrømmen af den nyere, men klassiske, københavnske dødsmetalskole. Den rådne tone, de tunge slæbende riffs og den jordslåede produktion er en tydelig tradition, som især har været forfinet gennem de seneste femten år – måske allertydeligst i form af bands som Undergang. Samtidig føles albummet ikke som et nostalgisk projekt; det er måske snarere et moderne take på den gamle lyd – i hvert fald en ny energi skabt af yngre musikere, der er vokset op med råddenskaben som reference.
‘Gurgling Pustulance’ indeholder gode idéer, riffs, der sætter sig fast, og små melodiske afkroge, der dukker op i mudderet. Det er hele tiden ulækkert og komfortabelt på samme tid, og generelt er udgivelsen ækel og klam uden at tippe over i det parodiske, hvilket er kunsten i denne genre. Det skal balancere på et knivsæg – en kunst, som Pustulant Flesh brillerer med på debuten. Forrådnelse, død og kropsligt forfald – leveret i tegneserieform, men med en alvor, der gør det overbevisende.
Numre som’ March of the Ravenous Dead’ og ‘Carrion Offspring’ er eksempler på, hvordan bandet rammer balancen mellem råddenskab og umiddelbarhed. Det er nærmest umuligt ikke at rocke med. Sejt, krybende grooves, breakdowns, der rammer tungt og præcist, og en vokal, der lyder, som om den er trukket op fra en gæringstank med surströmming. Det er klamt, tungt og melodisk – og virkelig effektivt.
‘Gurgling Pustulance’ revolutionerer ikke noget som helst, men det beviser, at der er liv i den rådne gren af vores lokale dødsmetalgenre. Stafetten tages videre af gode, ambitiøse mennesker – det mest spændende, og det vigtigste, er dog det, der endnu ligger forude. Man fornemmer allerede konturerne af en mere personlig lyd, der kan vokse frem, hvis bandet tør skubbe endnu mere til deres grænser. Udgangspunktet er ideelt: De er unge, de er teknisk stærke, og de forstår genrens sprog. Med lidt mere egenart kan næste kapitel blive endog rigtig interessant.
Pustulant Flesh’ debut er ikke kun et solidt og udmærket udspil med klassiske kloakdyder – det er også en klam, levende påmindelse om, at dødsmetallen stadig kan lugte, leve og sparke fra sig nede fra afløbet, og man kan ikke andet end at stå tilbage med en blanding af genkendelse og glæde over, hvor ubarmhjertigt tro mod formlen de er.