Frygt ikke, når dine lunger ikke længere trækker luft ind
Aveilut er hebræisk og betyder sorg, og det enorme tomrum, døden efterlader sig, føles ekstremt nærværende på en overvældende, og overvældende god, plade.
II
III
IV
V
Scarcity fra New York spiller mikrotonal black metal med solid inspiration fra den alternative rock, altså musik, hvor de skæve punkter mellem de 12 halvtoner per oktav, som vi kender fra traditionel vestlig harmonik, benyttes. Ikke helt ulig Oregon-bosatte Vivian Tylinskas musik under navnet Victory Over the Sun. Hun deler oktaven op i 17 lige store dele og opnår derved en vildtfremmed tonefornemmelse, og sådan er det også med Scarcity, om end deres konkrete metode er en lidt anden. Blandt andet benyttes et harmonisk system, hvor oktaven deles op i 72 toner. Den uvante harmoniske sammensætning i pladens ene, 45 minutter lange nummer, som er opdelt i fem satser, fremmer en fornemmelse af ubehag, fremmedgørelse og andethed. Det er musik, som er svær at være i, og som ikke ønsker at gøre det nemt for lytteren, men det er desto mere givende, når man giver sig tid til at synke ned i Scarcitys dynd af bortgang og tomrum, men som også indeholder glimt af håb. Døden er også nådig. Den sparer os for fremtidens pinsler.
’Aveilut’ blev til, mens Covid-19-pandemien var på sit højeste i New York. Multiinstrumentalisten Brendon Randall-Myers, som i øvrigt, efter dennes død, har overtaget rollen som dirigent for Glenn Brancas legendariske støjguitarensemble, skrev pladen, efter at to mennesker, som stod ham nær, gik bort. Og vokalisten Doug Moore boede under den hårde lockdown lige ved siden af en begravelsesforretning, hvor han havde frit udsyn til pandemiens helt konkrete, morbide horrorshow, så det er ikke sært, at død, sygdom og sorg gennemsyrer alle aspekter af gruppens langstrakte, dybt rørende og voldsomt ubehagelige eksperimenterende black metal.
Første sats er et meditativt bølgende væv af sustainede guitardroner, som følges op af sorgfyldte gulvtammer. Pludselig fordobles tempoet, og de tidligere klassisk harmoniske guitarlag begynder på deres små mikrotonale skred. At lytte til dette nummer føles, som når man pludselig indser, at noget er helt galt. Jeg tror ikke, jeg har oplevet en bedre og mere præcis formidling af den rædsel og sorg, der fyldte verden under Covid-19. ”They are never truly gone / Those who have shed their forms / Their shadows linger on / Presence in absence / Their promised resolved / The world cannot rush in to fill their void,” som Doug Moore skriger i første sats, og som han growlende gentager i fjerde sats, hvor lag af elektronisk støj og en monstrøs, doomet tyngde føjes til. Vokalstykkerne forankrer ikke alene betydningen i form af lyrik, de bruges også som et kompositorisk element, som et opbrud i de nådesløst følelsesmæssigt rystende lag af guitarstøj, og takket være Moores inspirerende vokalarbejde, griber det en mindst lige så hårdt om det emotionelle apparatur.
Der er også plads til andre tempi på ’Aveilut’. Anden sats har et dundrende rockantrit, som minder mig om no wave-gruppen Band of Susans, som sjovt nok var dybt inspireret af og del af samme scene som førnævnte Glenn Branca, og femte sats byder på en mere klassisk black metal-lyd tilsat tårevædede synthstrygere. Denne sidste sats er også der, hvor Moores vokal er allerbedst. ”For evigt hviler din skygge over os,” synger han til allersidst. Døden vinder altid, også på denne fremragende plade.