Coronafluff
Mike Patton har genoplivet Tomahawk for at udgive et coronaalbum, som han selv trækker ned i dyndet i grænselandet mellem det ulidelige og det halvvejs medrivende.
2. Valentine Smile
3. Predators and Scavengers
4. Doomsday Fatigue
5. Business Casual
6. Tattoo Zero
7. Fatback
8. Howlie
9. Eureka
10. Sidewinder
11. Recoil
12. Dog Eat Dog
Det er ingen nyhed, at Mike Patton er en travl mand. Historisk var han det særligt omkring årtusindeskiftet, da Faith No More faldt fra hinanden. Og selvom Mr. Bungle nærmest spillede straight rock på ‘California’ i 1999, så markerede Tomahawk, den første supergruppe, han blev del af, sig hurtigt som Pattons mest tilgængelige post-Faith No More-toner. De var go to-bandet for dem, der var stået af, længe før toget nåede til Fantômas og John Zorn.
Foruden Patton bestod Tomahawk af guitarist Duane Denison, hvis band The Jesus Lizard også lige havde trukket stikket, trommeslager John Stanier, som kort forinden havde forladt Helmet, samt bassist Kevin Rutmanis fra de uforlignelige noiserockere Cows, der kørte død i 1998.
Tomahawks selvbetitlede debut landede således på et tørt sted mellem The Jesus Lizard og Faith No More, tordnet frem af Staniers kreative takter til Denisons umiskendelige riffs. Sangene var stemningsfulde som små noirkortfilm, og Patton nåede nye højder (måske dybder?) med sine creepy tekster. 2003’s ‘Mit Gas’ var næsten lige så god, og samme år spillede gruppen på Roskilde og gav dagen efter en siden legendarisk, uanmeldt koncert på Stengade. Gode tider.
Og det var så Tomahawk, lod det til, indtil bandet minus Rutmanis i 2007 satte et midlertidigt punktum med bizarre ‘Anonymous’, der bestod af indianerhymner arrangeret for rockband og Pattons vokal. I retrospekt slet ingen dårlig plade, der sågar gav bandnavnet mening, men et chok for fansene og et endestation for Tomahawk, mens Patton gendannede Faith No More.
Hvorfor?
Fast forward til 2013, og Tomahawk udsender pludselig den sært uengagerede ‘Oddfellows’, der udkom i de glemte pladers måned, januar, og ikke blev bakket op af en turné. Et hyggeprojekt, fornemmede man, men hvorfor så udgive skidtet – ud over alene for at vedligeholde den linde strøm af Patton-udgivelser? Og nu, otte år senere, presser samme spørgsmål sig på ved udgivelsen af ‘Tonic Immobility’, der blev surprise-præsenteret i januar i år.
Det er et coronaalbum forstået på den måde, at Mike Pattons tiltagende ulidelige tekster tager udgangspunkt i verden, som den har set ud det seneste år, men især fordi hvert medlem har indspillet for sig selv. Organisk er i hvert fald ikke første ord, der falder for, mens man lytter.
Musikalsk forsøger Tomahawk som på ‘Oddfellows’ at trække tråde til og genoplive storhedstiden fra de to første plader. Det nummer, der lyder som ‘Flashback’ fra debuten, har man sågar valgt at kalde ‘Fatback’ for ligesom at understrege pointen, og det ender også som et af pladens få højdepunkter. I det mindste, selvom det ikke siger så meget, er ‘Tonic Immobility’ en smule bedre end ‘Oddfellows’, og i det mindste er de to frygtelige numre, som blev sluppet før udgivelsen (‘Business Casual’ og ‘Dog Eat Dog’), med afstand albummets værste.
Pattons pis
Efter en skæv start med især ‘Valentine Shine’, der lyder som et Helmet, der spiller The Jesus Lizard (og det er ikke en kompliment!), lander ‘Predators and Scavengers’ som en underholdende hybrid af Faith No Mores ‘The Gentle Art of Making Enemies’ og Ramones’ ‘Blitzkrieg Bop’ med underligt svævende vokaler på toppen. Den vil noget nyt, mens sange som ‘Doomsday Fatigue’, ‘Tattoo Zero’ og ‘Howlie’ på den anden side har lidt af den mærkelige dunkle texmex, som Tomahawk til at begynde med perfektionerede.
Men ak, når den reserverede glæde har lagt sig, og man er kommet sig over at høre nye toner fra Duane Denison, så er der ikke meget at komme efter, og de barske realiteter melder sig: Staniers trommer lyder oftest, som om de er ringet ind via Zoom i forbifarten, Mike Patton raller og skriger ofte. Vel at mærke ikke som han plejer, men på en mere skabagtig måde, så man bliver i tvivl om, om han tager pis.
Det føles som at betale ved kasse ét for tåkrumning, når Mike Patton synger om at betragte “the honeys twerk while the hobos jerk”, mens han andre steder pludrer om sit “Covid smile” eller beskriver stilhed som at kunne høre “a mouse pissing on cotton”. Det er mere udueligt og anstrengende end herligt og bizart, og i øvrigt er hans vokal bemærkelsesværdigt nok albummets svageste facet.
I dét lys er det derefter en ringe trøst, at eksempelvis det dronende mellemstykke ‘Eureka’ egentlig fungerer, at Pattons vokale forsøg på at gøre grin med autotune-pop, ‘Recoil’, næsten er sjovt, og at den klaverdrevne og næsten episke triphop-ballade ‘Sidewinder’ viser lovende takter, når alle de formildende skæringer omgives af så meget fluff.