Årsliste 2014 - Kent Kirkegaard Jensen

2014 bød på lige dele gode oplevelser på plade med unge og nye kræfter, samt fejringen af tidløse klassikere og koryfæer på scenerne rundt om i Europa for Kent Kirkegaard Jensen.

Foto taget af Morten G. Vejlstrup til Aalborg Metal Festival 2014, hvor Kent Kirkegaard Jensen i lettere overrislet tilstand fik spurgt Lars Göran Petrov om "Would you like your picture taken with me?", hvor formuleringen naturligvis burde have været en anelse mere respektfuld. Det bemærkede LeGenden heldigvis ikke, men fotografen gjorde, pointerede det bagefter for skribenten, og denne har siden græmmet sig over denne grammatiske brøler af rang! (LG bør være beæret over at blive fotograferet sammen med en mand, der giver fanden i modepolitiet og ikke er bange for at bære en ærmeløs t-shirt uden på en t-shirt, red.)

Årets danske album:

1. Solbrud: 'Jærtegn' – Den plade er lækkert håndværk fra den sorte gryde. Melodisk, drømmende og gnistrende varmt. 

2. Rauncy: 'Vices.Virtues.Visions' – Raunchy er helt deres egen i dansk metal og gør intet for at skjule det på denne nye plade. Modet skinner igennem, og sangene er der.

3. Aphyxion: 'Earth Entangled' – Drengene har snart eksisteret som band i 40 år, og alligevel er de kun lige blevet 20 år gamle. De er musikalsk modne forud for deres alder, og det høres på denne fine omgang dødsmetal.

4. Defilementory: 'The Dismal Ascension' – Endnu et ungt dødsmetalband, der fortolker old-school dødsmetal på deres helt egen måde. 

5. Illdisposed: 'With The Lost Souls On Our Side' – Illdisposed har været en bastion i dansk metal i flere årtier og har med denne seneste plade øjensynligt ikke tænkt sig at fravige den plads. Ligesom de andre på denne liste gemmer de sig ikke bag prætentiøs sangskrivning, men er ærlige i deres udtryk. Det kan man høre, og det er rart.

Årets internationale album:

1. Behemoth: 'The Satanist' – Stort. Sort. Smukt.

2. At The Gates: 'At War With Reality' – Hvilket comeback. Det lyder jo, som om de har været nedfrosset i en tidskapsel siden 1996 og bare er gået direkte videre fra 'Slaughter Of The Soul'. Udmærket.

3. Nux Vomica: 'Nux Vomica' – Atmosfærisk og meget anderledes metal end resten af det, jeg har udsat mine ører for i år. De bliver nok aldrig særligt store hos ret mange, men for dem, der tager chancen, venter der sig muligvis en rigtig god oplevelse.

4. Triptykon: 'Melana Chasmata' – Tom G. Warrior synes at kunne blive ved med at krænge mørke skeletter ud af malmen i de schweiziske alper. 

5. Primordial: 'Where Greater Men Have Fallen' – Meget mod min vilje og mine principper lod jeg mig inspirere af andres begejstring for en plade og et band, jeg ellers ikke ville have allokeret tid til i min sparsomme af slagsen på denne jord. Heldigvis lod jeg mig overtale, for Primordial har begået en udmærket skive denne gang.

Årets internationale hit:

Arch Enemy: 'War Eternal' – Når jeg reflekterer over det, som Arch Enemy gjorde i sommer med ny forsanger og ny plade, så bliver jeg stadig mere imponeret over, hvor godt de har håndteret overgangsfasen. Derudover er Amotts guitarspil bare til stadighed noget, der kan hensætte mig i glæde og få smilet frem. At denne video desuden har nået over 3 mio. hits må nødvendigvis betyde, at de har gjort et eller andet rigtigt for ret mange mennesker. Poppet dødsmetal kan også være rart i ny og næ.



Årets danske hit:

Solbrud: 'Klippemennesket' – Fordi det både er objektivt unikt i dansk metal og subjektivt skidegod musik. Jeg bryder mig om det og den stemning, deres musik fremmaner i mig som lytter.



Årets genfundne klassiker:

Death: 'Leprosy' – Folkene, der varetager Chuck Schuldiners kunstneriske arv, fortsætter med at genudsende pladerne, og i år var det så tid til mægtige 'Leprosy', der selvfølgelig fik den forventelige behandling med demoer, tidlig koncert osv. Som ubetinget fan er det dejligt, når jeg får muligheden for at reklamere for det bedste dødsmetal, der nogensinde er lavet. Jeg er derfor naturligvis også til stede, når 'Death To All' hylder Chuck, bandet og pladen 'Symbolic' i Amager Bio søndag d. 22. marts 2015. Det markerer udover 20-året for 'Symbolic' også 20-året for den eneste koncert, jeg fik set med Death på netop 'Symbolic'-turnéen i Aarhus.

Årets DVD/Blu-Ray:

Dem blev det ikke til. Jeg fik dog læst nogle bøger om Metallica, Volbeat og black metal og vover derfor at citere min korrekturlæser, Mads Pedersen, hvis liv jeg hver uge forpester med mine forkrøblede og ubehjælpelige sætningskonstruktioner og aparte tegnsætning: 

"Jeg begyndte heller ikke at se dvd’er i 2014. Hvad skal man med dem? Læs en bog i stedet. For eksempel Dayal Pattersons ’Black Metal: Evolution of the Cult’, der er den indtil videre bedste bog om black metal."

Dog fik jeg set følgende igen:

Metallica: Some Kind Of Monster + This Monster Lives

Det er stadig den mest fantastiske og forfærdelige dokumentar om det band, hvis musik har betydet mest for mig. Den gør ondt at se på. 10 år efter dens premiere har bandet genudsendt den med den 25 minutter lange 'This Monster Lives', hvor de ser tilbage på filmen og reflekterer.

Årets koncerter:

1. Twisted Sister – Copenhell, 12-06-2014 – Hvilken fest disse chokrockere kunne levere. Det var ren nostalgi og en fejring af de farlige firsere. Fantastisk stemning.

2. Solbrud – Aalborg Metal Festival, 08-11-2014 – Tiltrængt afbræk fra megen dødsmetal, hvor de med deres drømmende black metal gav os i publikum en rar oplevelse. Som en sær, sort balsam for ørerne.

3. Emperor – Wacken Open Air, 02-08-2014 – Opførelsen af 'In The Nightside Eclipse' plus nogle tidlige demosange var en rar ting at kunne krydse af på sin liste over ting, man gerne vil have set inden koncerttræskoene stilles.

4. Iron Maiden – Copenhell, 11-06-2014 – Ligesom Emperor fejrede Iron Maiden i år en meget vigtig plade; 'Seventh Son Of A Seventh Son'. Der blev spillet mange numre derfra, inklusiv det lange titelnummer. Jeg blev 11 år igen og nød fremførelsen af en af de plader, der har betydet allermest for udviklingen af min musiksmag. Tak til Iron Maiden og Copenhell for en aften, jeg aldrig glemmer.

5. Metallica + Slayer – Imtech Arena, Hamburg, 04-06-2014 – Efter at have set begge bands dagen før i Horsens, var jeg egentlig klar til at smide håndklædet i ringen og bare nyde turen. Heldigvis var stemningen og lyden inde på det stadion noget helt andet og langt bedre. Publikum buhede ikke af den fan, der introducerede en sang, bare fordi han kom fra den forkerte by eller landsdel. Tværtimod. Vedkommende blev hyldet. Her viste tyskerne sig langt mere dannede end mine bøvede, jyske landsdelsbrødre. Lyden inde i stadion var også noget for sig selv, så jeg på et tidspunkt hev ørepropperne ud for at få det fulde drøn direkte ind i øregangene. Fabelagtigt.

Årets internationale navn:

Behemoth – Nergal spyttede kræftsygdommen lige i ansigtet, slyngede samtidig en af deres bedre plader på gaden og krydrede det med flotte og forstyrrende musikvideoer. Der blev sågar toppet med udmærkede koncerter på bl.a. Copenhell og Wacken Open Air. Polakkerne gjorde rent bord. Gennemført fra start til slut.

Årets danske navn:

Raunchy – Her i 11. time når Raunchy lige at offentliggøre, at de har fået ny sanger og smider så en perle af en plade på gaden. Dejlig melodisk og en befriende afveksling fra de mange bands, hvis stil minder alt for meget om hinanden. Raunchy står ud fra mængden og det på en positiv måde.

Årets nye internationale navn:

Nux Vomica – De har i flere år lusket rundt i undergrunden i Baltimore og Portland, men med den selvbetitlede tredje plade er de vist omsider klar til at tage springet ud over landets egne grænser og blive internationale. Spændende er deres musik i hvert fald. Du kan vurdere ud fra nummeret 'Reeling' her:



Årets nye danske navn:

Solbrud – at tage livtag med en sort genre og finde sit eget udtryk, efter at genren er blevet forvasket og grå af utallige kopister gennem de seneste 20 år, kræver mod og talent. Solbrud ser ud til at have begge dele. 

Årets comeback:

Det må næsten være en delt førsteplads til At The Gates og Raunchy.

Årets optur:

Der var flere. To dages road-trip med gode venner til Horsens og Hamburg for at se Metallica og Slayer. Musikken var nærmest bare bagtæppe for turene. Det handlede reelt mere om selskabet, end om hvem der stod på scenen. Det samme til Devilutions julefrokost. Twisted Sister og Iron Maiden på Copenhell står også som gode minder. 

Årets største skuffelse:

Machine Head – Live har de ligesom Volbeat været opvarmning for Metallica i så lang tid, at de har kopieret konceptet med hud, hår og negle. Det er trist at se på. Machine Head laver meget bedre musik anno 2014 end deres forbilleder, så at kopiere deres koreografi til koncerter er trist og bliver utrolig ensidigt og forudsigeligt at se på. Måske jeg bare skal nedsætte frekvensen af antal koncerter med såvel Machine Head, Volbeat og Metallica til et punkt, hvor maveindholdet knap så ofte når halshøjde.

Største ønske for 2015:

Privat.

Det glæder jeg mig mest til i 2015:

Jeg skal lige en tur til USA i januar for at se nogle NBA-kampe. Derefter fokuserer jeg igen på koncerterne, og her er sommerens festivaler m.v. altid et højdepunkt. Copenhell og Wacken Open Air er faste fikspunkter. Derudover en tur til Roskilde efter Roskilde Festival, når AC/DC gæster pløjemarken. Hvis sol og måne står rigtigt, så bliver det samtidig mine to sønners første rockkoncert. I slutningen af august runder jeg så sommerens togt af med en tur på Ullevi i Göteborg for at se Metallica. Da de spillede der i 2011 på 'Big 4'-turneen, knuste de reelt de tre foregående bands på plakaten med en fantastisk koncert, hvor de heldigvis undlod at spille 'Nothing Else Matters'. I mit stille sind håber jeg på en gentagelse, hvor de også undlader 'Sandman', 'Sad', 'Seek', 'One' og 'Master'. De vælger bare frit fem-seks andre fra Justice... /drømme-mode off.