Årsliste 2025 – Sebastian Bach

2025 var et skønt år, med masser af musikalske fornøjelser. De, der matcher dette forum, og de, der burde matche. Det var ligeledes et år, der bød på rum, perspektiv og et stigende had rettet mod ejendomsmæglere. 

Hvad var 2025? Det var et dejligt år - helt basalt. Der udkom vanvittigt meget god musik, både i udlandet og herhjemme. Noget af det var endda en art rock eller metal. Der sker meget og på samme tid ingenting, men året var på mange måder vildt – jeg var vild. Der har været rig mulighed for at høre spændende kunstnere og bands, der gerne vil alt og ingenting – så kunne man frit vælge, om man ville være kedelig eller søge at få udvidet horisonterne og prøve nyt. Det har været et slaraffenland af fornøjelse – selv hvad angår danske rock- eller metaludgivelser, der ellers har en tendens til at være 1. ikke så gode, 2. konfliktsky, 3. tilbageskuende. Ikke at man nødvendigvis skal være fremadskuende, men så skal man da i hvert fald være god.

Et voilà, således elegant fremme ved årets bedste danske albums ... sådan rock og metal-orienteret, ikke: Sej musik for seje mennesker!   

1. Skt. DeLarge: ‘Ritualer er det eneste vi har at holde om...’ – Spændende, udfordrende, anderledes. Et godt projekt med masser af plads til udvikling og mere afsøgning af, hvad aggressivitet kan være.
2. Spawner: ‘Air is getting stranger’ – Hvis man var ung i 90'erne og fan af grunge, så bør Spawner gå lige i hjertet. Et solidt debutalbum med et hav af referencer. Den her plade er et fremragende eksempel på, hvordan 3. kan fungere, hvis 1. er tjekket af. 
3. Cabal: ‘Everything Rots’ – Insisterende og beskidt plade, der bliver ved med at finde vej til min afspiller. Cabal har gennemgået en sund udvikling de senere år, og man kan kun håbe på endnu mere udvkling af lyd.
4. Heathe: ‘Control Your Soul's Desire for Freedom’ – Kaos og skrål, det lyder alt sammen ret godt og vinder på lysten til at udfordre og eksperimentere. 
5. Snuggle: ‘Goodbyehouse’ – Imponerende udgivelse af international karakter. Eneste grund til, at den ikke er højere oppe, er, at jeg grundlæggende ikke er superfan af shoegaze – at albummet er inkluderet, siger meget om, hvor god den egenlig er. 



Generelt er det mit indtryk, at der er kommet flere gode danske udgivelser. Eyes skal have det obligatoriske skud, men sandheden er vel, at 'Spinner' ikke fanger mig i samme omfang som tidligere udgivelser. Sådan lidt afdanket metalcoret, ik!? Orm har vel også udgivet noget godt... som sædvanlig. Jeg har ikke hørt pladen, men tænker den er EN HYPERSONISK SANSEOPLEVELSE, så den er der nok også om 10 år. Der er også kommet meget mere føle-hardcore med dejlige, unge mennesker, der skriger om smerte og fortvivelse. Apropos, Trold - sikke et år, hva? Det er bare dejligt. Hardcoren har det også helt fint, ik? ... vi snakker vel også stadig om Neckbreaker, uden nogen rigtig ved hvorfor? Der er meget man kan huske dansk metal anno 2025 for hvis man vil, tænker jeg. 

Årets internationale album:
1. Melt Motif: ‘Feeding the Error’ – Nine Inch Nails, Massive Attack og EDM har fået et barn, og det laver musik.



2. Author & Punisher: ‘Nocturnal Birding’ – Dejligt støjende plade med masser af kant og karisma. Et must for alle ornitologer.



3. Shadow Of Intent: ‘Imperium Delirium’ – Der har været flere stærke deathcore-udgivelser i år. Den har var den bedste. Shadow Of Intet skuffer sjældent, når det ikke er live.  



4. Sierra Veins: ‘In The Name Of Blood’ – Et stort skridt fremad for Annelise Morels. Man fristes til at sige, at fortidens skygger brænder i neon. Ja, det kan man faktisk godt sige.



5. Mirar: ‘Ascension’ – Den franske duo får djent til at lyde fedt igen. Ingen vokal, bare en god guitar, der synger sin sang. 



Hertil udgav The Callous Daoboys et af årets bedste, 'corede udgivelser, mens Between the Buried and Me på vanlig vis holdte prog metal-fanen højt med en dejligt funky plade. Den unge duo ALT BLK ERA havde også succes med at give undertegnede en spændende lytteoplevelse, mens Whitechapel decideret tog røven på mig og udgav at brag af en comeback-plade - på højde med Shadow Of Intents udgivelse. Ada Rook fortsatte vavidsrittet med endnu en sprudlende gang punk/hardcore/edm-kaos (ikke bare en, men to udgivelser), og Nine Inch Nails udgav det bedste soundtrack, jeg har hørt i mange år. Vel at mærke til en film jeg næppe kommer til at se. Og så var der Maruja, der trykkede på alle de spændende knapper, mens Calva Louise ditto formåede at underholde mig - og endelig lykkedes det langt om længe HEALTH at skrive en plade, der kunne mere end et par lyt. 

Der var ingen der havde forudset dette, ekstremt vellykkede cover. Tak for vanvidsmusik...



Årets danske hit:
BÆNCH: ‘Let Your Lover Change You’ – Det er måske lidt friskt at sætte et nummer fra oktober på som årets danske hit, men det er virkelig en ørehængende banger. Dumt navn, fed musik, lækker single – det bliver spændende at høre mere til BÆNCH.



Årets internationale hit:
Violent Magic Orchestra: ‘Channeling lurking demons’ – Opgiv det gøgl du laver og lyt – 2025-zenit er lige her. 



Årets genfundne klassiker:
LEGO Black Falcon's Fortress model 6074 – Den prægtige model 6074 fra 1986 er et fremragende eksempel på LEGOs tidlige Castle-tema og en af de mest elegante borgmodeller fra denne periode. Da Black Falcons-fraktionen blev introduceret i midten af 1980’erne som en ny gruppe riddere, afspejlede 6074-sættet en moden udvikling i LEGO’s designæstetik med mere detaljerede bygninger og en stærkere tematisk identitet end de tidligere, simple slotte.

Med sine 435 dele og 6 minifigurer tilbyder sættet en perfekt balance mellem kompleksitet og legbarhed, og det ikoniske design — især den hængende port, tårnene og det særprægede, halvtømrede, gule bagbyggeri — skaber en visuelt engagerende struktur, som både ser flot ud til udstilling og fungerer godt i leg. Hertil inkluderer modellen en række unikke elementer. Det blå flag med Black Falcon-våbenet og det gule vægpanel er begge sjældne og eftertragtede i samlermiljøet, hvilket bidrager til modellens status som en klassiker.

Historisk set var dette sæt det sidste, store Black Falcons-slot før franchisens nedgang, og det blev genudgivet i 2002 under Legends-linjen, hvilket vidner om dets vedvarende popularitet. I dag har den oprindelige 6074-udgave opnået betydelig værdi på samlermarkedet, både som ny og som brugt model, hvilket afspejler dens ikoniske placering i LEGO-historien.

Jeg har syv 6074 modeller.

Årets koncerter:
1. Warrington-Runcorn New Town Development Plan, Roadburn, Tilburg, d. 19. april: En helt igennem vanvittig live-koncert, der rørte på alt og intet. 
2. Lorna Shore, Copenhell, København, d. 19. juni: Et zenit i bandets danske live-historik, der næppe bliver overgået.
3. LũpḁGangGang, Stengade, København, d. 6. februar: Vildt fed koncert, og jeg var mere eller mindre den eneste til at opleve det unge band.
4. Nine Inch Nails, Roskilde Festival, Roskilde, d. 5. juli: Gennemført fed koncert med en skøn og vel sammensat setlist, der også bød på småjusteringer og tilpasninger af de enkelte numre. 
5. The Browning , Stengade, København, d. 14. august: Technocore ftw! 

Udover at være et år med masser af gode koncertoplevelser var 2025 også året, hvor en eller anden tænkte, at fremtiden er mere end metal ... lad os give vores skribenter endnu mere at skrive om, hvorved vi fik "Årets ekstrametalliske indslag". Hurra. 
Det er her, livet i 2025 for alvor bliver fedt. Ush, hvor har der været mange fede og spændende plader, der stikker i øst og vest. Plader og kunstnere, der vil en masse – eller giver utroligt meget. En flod af musikalske oplevelser, der skaber en emotionel reaktion. Sårbarhed, vrede, håb og eufori smelter sammen i lydspor til vores tid. Musik, der både spejler verden og giver et frirum fra den. Det er her, man mærker, hvorfor det stadig er magisk at opdage nye sange, nye stemmer og nye universer.
Årets ekstrametalliske indslag:

1. Paul Kalkbrenner: ‘The Essence’ – Det her er uden tvivl en af de plader, jeg har haft størst fornøjelse af i 2025. Eminent edm til fest og til afslapning – varm, pulserende techno, der forener eufori med eftertænksomhed. Det er følelsen af bare at drifte gennem livet i fornøjelse, for momentvist at stikke hovedet indenfor og deltage i et rave.
Det er samtidig en plade der byder på masser af overraskelser, lige fra Depeche Mode remix/reference på 'Dream On', over det stille nik til Blacks 'Wonderful World' til den eminente support-vokal fra Stromae. Skøn, skøn plade.

 

2. clipping.: ‘Dead Channel Sky’ – 'Dead Channel Sky' er et stærkt bevis på clipping.s unikke evne til at forny hiphop. Albummet blander industriel støj, futuristiske beats og Daveed Diggs’ intense flow til et kompromisløst og medrivende lydunivers. Det er både udfordrende og underholdende – en plade, der belønner nysgerrige lyttere / folk, der gerne vil have et liv, der er mere end gennemsnitligt. 



3. Lily Allen: ‘West End Girl’ – ...er en pageturner af en plade. Fordi Lily Allen er cool, selvsikker, fuld af personlighed og en fremragende fortæller. Albummet fungerer som en medrivende fortælling, hvor sangene fungerer som kapitler i hendes liv. Vi får hårde følelser; vrede, tvivl og sårbarhed, pakket ind i legende melodier og en næsten uskyldig poplyd, der giver en fed kontrast og musikalsk kant og hjerte. Sikke noget med ham der David Harbour ... "I didn't know it was your pussy palace, pussy palace, pussy palace, pussy palace".



4. Charlotte de Witte: ‘Charlotte de Witte’ – Næstved-techno. Sluk hjernen og rave med. 



5. Potochkine: ‘Sang D'encre’ – Potochkines frankofile lyd rammer med en mørk, rå kant, der skærer direkte ind i nervesystemet. Pladen emmer af desperation, vrede og skønhed på samme tid, pakket ind i tunge beats og intense stemninger. Det er musik, der ikke vil behage, men udfordre. En kompromisløs oplevelse, hvor følelserne bløder, og hvert nummer (undtagen de afsluttende) føles som et punktum, der huskes. 



Årets danske navn:
Sebastian Bach – Ikke ham, men mig. Den skaldede version. I år havde jeg ti-årsjubillæum med Devilutions rock- og metalquiz. Det hele startede godt nok tidligere, men det var alligevel et skarpt hjørne at kunne markere ti år med dejlige, månedlige hyggestunder med glade folk og højt humør. Der er mange at takke for den bedrift, Voodoo Lounge og Luke's naturligvis, Live Nation, Stengade, Pumpehuset, Vega, Loppen og alle de dejlige mennesker, der gennem tiden har hjulpet mig på den ene eller den anden måde. Og naturligvis en kæmpe tak til alle de dejlige mennesker, der har deltaget – uden jer, ingen quiz.  

Årets internationale navn:
As I Lay Dying – More like, årets mest retarderede, internationale band. Sikke et shitshow af et pølleband. Skyd dig selv i ansigtet, min ven. 

Årets nye danske navn:
DETHKOAN – Medicin for den nødvendige, skøn musik for os andre. Bandet kom og gik sammen med 2025. 



Årets nye internationale navn:
Mirar – Ja, ja, der var nogle EP'er i 2024, men fuldlængdeudgivelsen kom i år, og den blæste mig bagover. Sikke et sejheds-band. Federe end alt det gøgl, de andre skriver på deres lister – og det' helt uden at have en vokalist. Ingen grund til det, når man kan få guitaren til at synge. Klap, klap. 



Årets comeback:
Volbeat – Jeg kan generelt ikke lide Volbeat, men jeg har hørt hele deres seneste plade, og den var ok. Derudover var det året, hvor Devilution dækkede Volbeat igen. Efter mange, mange, mange år blev vi endelig trætte af at værne om alt det der med frihed for presse. Hurra. 

Årets fysiske udgivelse/bog/film/bokssæt:
Efter et par år i lejlighed, har jeg igen handlet på det københavnske boligmarked. VILDSKAB! I den sammenhæng har jeg fået genbekræftet min fordom om, at ejendomsmæglere er ærgerlige mennesker. Her er en hurtig top5 over de bedste salgsargumenter jeg er blevet præsenteret for i min købsprocess:

1. "Hvis den her bolig lå på Rudoplhs Bergs Gade, ville den være meget mere værd" – sagt om en lejlighed der lå på Lyngbyvej (for de uvidende: helt skør sammenligning). 

2. "Det er en kærkommen mulighed for at skabe mere luft i lejligheden" – sagt om det hul, den tidligere ejer havde smadret ind i væggen til stuen, uden at gøre videre ved det hul. 

3. "Du FINDER ikke tilsvarende størrelse lejlighed til den pris på Østerbro" – sagt af en mægler, der fremviste mig en tilsvarende størrelse lejlighed til cirka samme pris, fire dage forinden.

4.  "Er det virkelig så vigtigt for dig med en lavere pris, det er jo minimalt hvad du skal betale ekstra over 30 år" – køkkenet skulle total renoveres, og det var ikke medregnet i prisen.

5. "Hej, jeg hedder Chloe Lee" – sagt af mægler, efter hun kom et kvarter for sent uden at give besked. Gå væk.

Det overså jeg i 2024:
Die Arkitekt: 'The Death of Postmodernisme' – Det der med at finde en kunstner og skamlytte musikken, for at opdage, at han udgav en plade året før, som jeg IKKE fangede. Den havde røget straight på min top 5. Violin, edm og dark synth i et vanvittigt godt mix. Snyd ikke dig selv, for den oplevelse, den plade – og kunstneren i sig selv – er vild.



Årets optur:
Mens den lettere usmagelige pengemaskine, der er Copenhell, i højere og højere grad bliver et nej tak fra min side, har det været et high at opleve festivaler som Roadburn og Brutal Assault. Sidstnævnte høre sig til 2024, mens jeg debuterede på Roadburn i år. Det var en rigtig god oplevelse - med rigtig mange, rigtig gode koncertoplevelser. Et tidligt high i mit 2025, der i høj grad har været præget af selvudvikling og perspektiv. Personligt som musikalsk, hvor det i højere grad har været de skæve indslag, der har givet de store oplevelser. 2025 har været et vildt år.

Og så kommer vi næppe uden om den helt store giraf. I år var året, hvor jeg fik overdraget det interne Devilution-ansvar for alt, der var Deicide-relateret. Det har ikke kun været en enorm ære, men også en udsøgt fornøjelse at dykke grundigt ned i Tampa-bandet og bringe løbende nyheder. Jeg takker for tilliden til hele Devilution-holdet. Det sagt, må jeg også erkende mine begrænsninger. Min tvivlsomme smag for edm, Linkin Park og den søde 'core er slet ikke trve nok til Deicide, og i mit stille sind kan jeg kun håbe på, at en handlekraftig nordjyde af art vil melde sig, træde til som en konge inden for genren og tage denne enorme byrde af mine skuldre.

Årets største skuffelse:
Jeg har egentlig ikke så meget at brokke mig over i år. De skuffelser, jeg påpegede sidste år, er stadig gældende – ingen grund til at bruge mere negativ tid på det. Det sagt, så har det været utroligt skuffende at navigere i en verden, hvor bands som Lorna Shore og Sleep Token kan udgive middelmådige, hvis ikke halvdårlige udgivelser, og stadig får så skide meget positiv opmærksomhed. Det samme kan siges om President, der pt. er de nye darlings, uden at være ... en skid. Andet end en kendt forsanger og et massivt markedsføringsbudget. Kan vi ikke højne kravne til de her store kunstnere, bare en lille smule? Der går vel ikke så længe, før Metallica skal udgive skrald igen, og så er det godt at have trænet det lidt.

Derudover: Tim Lambesis og alle ejendomsmæglere.

Største ønske for 2026:
2026 kunne passende være året, hvor vi besluttede at aflive alle bands, der skriver dårligere musik, end man kan ved hjælp af generativ AI. Lad os blive enige om, at det er minimumsniveauet man skal kunne ramme, for at udgive musik?

Joke aside, så går vi en spændende diskussion i møde – og den skal udvikle sig til mere i 2026. Ser man på tværs af 2025, er det tydeligt, at vi har en online diskurs fokuseret på, at man ikke må benytte generativ AI inden for vores felt. En diskurs, der i bedste fald er unuanceret. I første omgang bliver vi nødt til at skelne mellem AI og generativ AI – det er ikke det samme, men begge dele vil være en del af vores fremtid. Begge, men især det sidste, er værktøjer man som kunster bør overveje at bruge. Album-covers, support i sangskrivning, videoer, skabt som co-creation mellem menneske og maskine. Naturligvis skal det også reguleres, så vi ikke får falske udgivelser under regulære kunstneres navne, men at boycotte bands for at udnytte de værktøjer der er givet, er helt absurd. Så er der i hvert fald andre og bedre steder at starte: Nike, Lego, Arla – alt og alting. 

Er det konkurrenceforvridning og unfair for de, hvis erhverv bliver berørt? Nej, det er udvikling. Det er naturligvis på ingen måde rart at være ramt af, men det er stadig en udvikling. Mange erhverv er gennem tiden blevet berørt af udvikling, de fleste indenfor de erhverv havde succes med at omstille sig. 

AI og især generativ AI er en kærkommen mulighed for at højne bundniveauet. For at stille større krav til nuværende og kommende kunstnere. Brug de værktøjer til at skabe noget bedre, udnyt mulighederne og tag styring. Præcis, som alle virksomheder i erhvervslivet gør det.

Det glæder jeg mig mest til i 2026:
Mere god musik. Flere gode oplevelser inden for det mørke spektra og frihed til ikke at begrænse sig.