Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Morgendagens stjerner - Essence

Populær
Updated
Morgendagens stjerner - Essence

Vi kickstarter en ny artikelserie, hvor vi interviewer morgendagens stjerner, og lægger ud med 13 tunge spørgsmål til Lasse Skov fra Essence.

1. "Hvem er med i bandet?"

Vi er fire medlemmer i bandet - helt nøgternt og uden ‘dikkedarer’. Der skal fire personer til at spille old skool ’AC/DC-JYDETHRASH’, og derfor prøver vi at holde det så simpelt som muligt. Martin Haumann på trommer, Nefer på bas & kor, Mark Drastrup på leadguitar & kor og jeg selv, Lasse Skov, på leadguitar og leadvokal. Vi er fire meget forskellige 21-årige personligheder, og tilsammen skaber vi den lyd og de sange, som musikinteresserede kan rocke med til på vores debut album, LOST IN VIOLENCE, som er indspillet i legendariske Medley Studios i København, med producer Søren Andersen. Pladen er dog først mixet færdig om små tre uger, og dernæst skal vi beslutte det endelige selskab til udgivelsen. Men sangene kan høres til vores shows! Husk at holde øje med advarselskiltet (Essence’ logo, red.) på plakaten, når vi spiller i nærheden af DIG næste gang - det kan kun blive vildt!

2. "Hvordan startede bandet?"

Vi startede for fem år siden, da Mark og jeg tilfældigt mødte hinanden i en Fona forretning, gennem en fælles bekendt - min daværende kæreste. Hun nævnte at Mark spillede lidt guitar og lyttede til Metallica, og at jeg gjorde lige så. Så var der egentligt ikke mere i det, og et par uger gik. Jeg havde hørt at det var sjovt at være i et band, så derfor skrev jeg til superhelten, og spurgte om vi skulle mødes og spille lidt sammen. Det foregik på Frederikshavn Gymnasium, hvor vi i de efterfølgende måneder brugte mange timer på at stå og spille Metallica sange. Ingen af os var særligt dygtige til at spille guitar, men vi havde det super sjovt med det!

Martin og jeg havde mødtes for at jamme et par år i forvejen i den lokale ungdomsklub i den lille havneby Aalbæk, nær Skagen. Det blev dog aldrig til mere end et par møder, og så skiltes vores veje. Da Martin var den eneste trommeslager jeg kendte, så spurgte jeg Mark om vi ikke skulle kontakte ham, og høre om han havde lyst til at spille nogle covernumre med os, af Metallica. Skønt han ikke kendte til Metallicas musik, så indvilligede han i at tage turen fra Skagen til Frederikshavn, for at møde os i musiklokalet. Her jammede vi og kunne til sidst spille et halvt covernummer sammen, sådan næste da.

Nefer og jeg har kendt hinanden fra barnsben, hvor vi gik i børnehave, folkeskole og på gymnasiet sammen. Han har spillet i band med Martin før Mark og jeg mødte hinanden, og efter at han hørte om det nyopstartede metalband i Frederikshavn, hvori to af hans venner spillede, så blev vi enige om at det nok var bedst at han tog sin bas med ned til lokalet, fordi han lagde den sidste og endelige brik for at få puslespillet til at gå op.

Der var stort set ingen andre at vælge imellem for nogen af os på den tid i Frederikshavn, da der ikke var andre musikere med interesse for at spille metal. Vi dannede derfor et fællesskab med ønsket om at blive bedre end de få andre bands der var på egnen. Der skulle ikke meget til, før det allermørkeste af Nordjylland, spidsen af det danske land, blev ‘vores’. Det skete ret hurtigt, da der ikke var andre til at konkurrere med os, og det var en af de ting der virkeligt gav os blod på tanden i de første år. Der var ikke andre i de år til at holde os nede, der var frit slag på alle hylder; selvtilliden, sammenholdet og viljen til at ville, var skabt på et stærkt fundament! Os fire mod resten af verden... one for all, all for one - kill ‘em all!

3. "Hvor var jeres første øver?"

Den var som sagt indledningsvis i Musiklokale 1 på Frederikshavn Gymnasium. Et dejligt sted, for der var alt vi havde brug for. Vi havde kun vores instrumenter og trommestikker med til øvning, og ellers var der det udstyr vi skulle bruge. Det var ikke beregnet til metal, men det betød ikke så meget for os - vi havde det hammersjovt med det!

4. "Hvor var jeres første koncert?"

Den allerførste koncert vi spillede som band, var på Frederikshavn Gymnasium i 2007 til et lille MGP for de lokale gymnasiebands. Vi havde tre covernumre klar til begivenheden. Vi spillede under navnet ‘Speed Heads’, og koncerten gik egentligt meget fint. Vi husker i hvert fald lidt for tydeligt, hvor højt folk sang med på ‘Seek & Destroy’. Publikum var så engagerede at de endda lavede deres egen tekst, som gik noget i retningen af, ‘sæt jer ned, sæt jer ned, sæt jer neeeed’ - det glemmer vi ikke! Uanset hvor skidt det end er gået og end må gå til koncerter i fremtiden, så er vi godt rustet til at tackle det, på baggrund af den koncert. Vi fik dog taget revanche et år senere, da vi spillede til ‘café’ igen. Her sang folk rent faktisk de rigtige ord, og klapsalverne var der efter hver sang! Vi har været nede og ramme bunden, hvilket er sundt for alle bands at prøve. Det gør sammenholdet og viljen endnu større, og det styrker karakteren på personerne i bandet. Det gjorde det i hvert fald i vores tilfælde.

5. "Hvem fik øje på jer, og lod jer spille X og Y steder?"

Der har som sådan ikke været nogen der fik øje på os, og tog os under ’vingen’, som man siger. Vi har klaret det hele selv, og har hen ad vejen fået koncert muligheder og PR-muligheder fra forskellige mennesker. Vi sætter en ære i at kunne komme frem uden hjælp, for kan vi alene bygge et netværk op, så kan vi helt sikkert klare os den dag et pladeselskab/management tager os ind. Vi sidder ikke og venter på at nogen skal gøre tingene for os, men opsøger i stedet de ting vi gerne vil, og gør alt vi kan for at få dem til at lykkes. Man kan komme langt ved at være venlig og imødekommende. Vi har altid et smil på læben og en åben positiv attitude når vi spiller, og det samme gælder for vores opsøgende arbejde i musikbranchen.

6. "Hvad har været jeres største koncert?"

Vi er så heldige at vores koncerter altid er blevet ét skridt sjovere for hver gang vi optræder. Derfor er det altid en fornøjelse for os at komme ud og spille, og på den måde er hver koncert den bedste. Vores sidste show til Rock Shock Festival i Aars var super godt, og vi havde en fantastisk aften iblandt venner! Vores første opvarmning for Artillery er ligeledes en af de aftner vi aldrig glemmer, fordi vi er så begejstrede for bandet og deres musik.

7. "Hvad er det sværeste ved at være nye i gamet?"

Det sværeste er at bygge et solidt netværk op, og at træffe de rigtige beslutninger, hvad enten det gælder sangskrivning eller forretning. Vi er nødt til at være professionelle, til trods for at det til tider er meget svært. At erkende overfor sig selv at en sang ikke er så god som den kunne være, eller at sige ja til de rigtige muligheder og nej til de forkerte. At vi ikke altid kan gøre eller sige præcist hvad vi vil, medmindre vi vil spænde ben for os selv. Det er nogle af de ting som vi har lært gennem de seneste år, og vi bliver ved med at lære af alle de ting vi går igennem.

Vi lægger stor vægt på at vi i bandet har det godt sammen, og at vi får talt ud om de ting der ligger os på sinde. Jeg tror, at det sværeste som et band, uanset hvem man er og hvor i systemet man er, er at blive ved med at have det godt sammen. Det er hårdt arbejde at være gode venner, og det er ofte stædighed og ærekærhed som får bands til at stoppe. Det er ligeledes vigtigt at få sagt undskyld, hvis man i en diskussion har sagt nogle ting, som man måske ikke burde. Man bør huske de ting man har sammen i det store billede, og ikke på den sidste samtale. Det er altså i sidste ende respekten for de andre individer i bandet, som driver værket. Man må nogle gange sætte egne meninger til side, og gå på kompromis, for at få et band til at fungere godt. Det handler jo om musikken og om at have det sjovt og selvtilfredsstillende med netop denne, og det opnår man kun ved at tale åbent om tingene. Et band er ligesom et forhold! Bare liiii’ med en anelse mere skæg end damen har… eller…

8. "Hvordan har det været at indspille jeres debutplade?"

Det har været en kæmpe udfordring, og en utrolig spændende oplevelse, først og fremmest! Vi har lært mange nyttige ting, og ikke nødvendigvis kun om at indspille en plade. Der har været en lind strøm af branchefolk og kolleger, og vi har derved fået muligheder for at suge til os af deres viden om faget. Miljøet i Medley Studios indbyder til samtale, og det har vi haft stor glæde af. Søren Andersen er et utroligt behageligt og erfarent mennesket, som har fortalt os meget om hvordan branchen er skruet sammen. Han har introduceret os for nogle dejlige mennesker, hvis viden og kontakter vi nu kan trække på. Sådan er branchen, og dét er netværket alle taler om. Det er altså smilet og den oprigtige interesse i andre mennesker, som deler vores interesser for musik, der har været i højsædet under indspilningerne.

Alt i alt har vores tid i studiet været en endnu større investering i vores fremtid, end vi oprindeligt havde antaget at det ville blive. Det er ikke bare at lægge musik ned på nogle spor, men tusinde ting når man begiver sig i studiet. Det er i hvert fald vores opfattelse og tilgang til vores arbejde – koncerter, arrangementer, interviews eller hvad end! Vi er altid repræsentanter for vores virksomhed, og det har vi konstant i baghovedet.

9. "Hvad er jeres inspirationer"

Vores inspirationer er mange forskellige ting. Det er ikke nødvendigvis kun metal musik! Vi henter vores inspiration fra mange andre genre, og fra verden omkring os. Fx kan en TV-reklame inspirere til et riff eller et tema, mens en frasering i en popsang kan inspirere til rytmer i et helt vers. Vi er åbne overfor alt i vores livsverden, og på den måde støder vi på mange interessante melodier og rytmer. Hvis vi udelukkende hører metal, og udelukkende finder inspiration i metal, så kan tingene ofte blive ensporet for os. For mange andre bands er det netop kun andre metalorkestre, der giver anledninger til kreative øjeblikke, og vi erkender blankt at det ikke virker for os. Det betyder selvfølgelig også at vi hver især genererer rigtigt mange idéer, og på den måde har vi et bredt sortiment af materiale til opbygningen af vores sange, som vi kan vælge ud fra.

10. "Hvad er jeres drømme?"

Vi drømmer om at blive de bedste og om at spille for tusindvis af mennesker! Hvis man ikke gør det, så mener vi, at man lige så godt kan smide sit band på hylden, og finde noget andet at lave. Der er så mange dygtige musikere derude, så derfor er det uhyre vigtigt, at man virkeligt brænder for at blive bedre end ’de andre’. Den konstante udviklingslyst hos det enkelte bandmedlem er afgørende for et bands levetid. I Essence øver vi os konstant, for på den måde får vi nødvendig erfaring og bedre færdigheder, hvad enten det gælder vores evner som sangskrivere eller vores tekniske kunnen. Vi lægger stor vægt på at vores musik er spændende at lytte til, og ikke vægt på at vi skal vise vores tekniske færdigheder – de skal bare være der, så at sige. Man kan komme uendeligt meget længere med gode sange, frem for at være teknisk dygtig. Der er mange i metalverdenen som øver sig konstant på at spille sindssygt, men i undertiden glemmer de at fokusere på komposition og ’den gode melodi’. God musik er god musik, uanset genre – det bør man lade sig inspirere af!

11. "Hvordan vil I nå dem?"

Vi vil nå vores drømme igennem vores sammenhold, og vores brændende ønske om at blive dygtigere til det vi gør. Vi vil ligeledes blive ved med at udvide vores netværk, og skabe kontakt til nye spændende mennesker, som måske vil kunne hjælpe os med at komme ud i verden. Thrash metal er ikke den mest populære genre i et land som Danmark, hvor –core genrerne har en tendens til at herske. Dog er det old school lidt på vej ind igen, efter at fantastiske bands som SuperCharger og Star*Rats bliver tildelt mange koncerter og priser i både ind- og udland.

12. "Hvordan vil I virkelig IKKE ende"

Når vi en gang stopper Essence, så ønsker vi at se tilbage på en tid hvor vi havde det godt sammen, og på en tid hvor vi gav den gas på scenerne, og skrev hvad vi mener, er god musik. Vi vil kunne se tilbage på en periode af vores liv, hvor vi gjorde alt med et helt hjerte, og gav alt vi kunne. Hvis vi kan det når tæppefaldet indtræffer, så er vores mission lykkedes. Det værste vil være, hvis vi fortryder at der var ting vi ikke fik gjort eller prøvet, fordi vi ikke gav bandet opmærksomhed nok. På sin vis er lykken for os at spille koncerter og skrive musik, uanset hvilket plan det er på. Kan vi bare få lov til at give den gas og have det sjovt, så kan vi ikke ende med bitterhed og ærgerlighed over hvordan tingene end gik.

13. "Hvor meget opbakning har du/I fra baglandet (forældre, skole, venner, job etc.)?"

Vi har en utroligt stor og dejlig opbakning fra hele vores bagland. Vi er så heldige at være omgivet af mennesker der støtter os 110%  i det vi laver, og det priser vi os lykkelige for. Uden den opbakning fra familie, venner, og de investorer vi har, så ville vi aldrig kunne gøre det vi gør. Vores respektive uddannelser kører fint i spænd med bandet, da det er konservatoriet og universitetet der udgør vores dannelsesbaggrund. For mig er der plads til bandet og universitetet, og med dem er jeg godt beskæftiget. Jeg ville ønske at der var 25 timer i døgnet, men da jeg får lov til at spille med de mennesker jeg holder af, og til at studere det jeg vil, så kan jeg ikke være mere lykkelig! Jeg føler mig utroligt privilegeret, og mine personlige drømme er dem jeg lever i disse tider.

Essence udgiver senere på året deres debutplade "Lost In Violence" gennem Essence Metal I/S. Nordjyderne mener det alvorligt. Se frem til en anmeldelse af selvsamme plade her på NRG Magazine på udgivelsesdatoen.