Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

ACW ’23: Fredag – Den danske Roadburn-feeling

Updated
J1002608

Tyngde var fredagens fællesnævner. SVINs jazzede flair tilføjede ekstra bredde til helheden, mens Messa og Shy, Low skød skarpest gennem Colossals genre-filter.

Titel
+ Soldat Hans + Shy, Low + SVIN + Liturgy + Messa + Norna + Shaam Larein
Spillested
Dato
12-05-2023
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter

Efter et kvarters ventetid på det gule pressearmbånd går turen ned i Basements mørke kælder. I dag måske endnu mørkere end vanligt, da Shaam Larein og hendes svenske følge kl. 16:40 åbner scenen på andendagen. 
Kun små prismer af lys toner scenen, som svenskerne går på med Larein selv i centrum. Hendes dystre leje flankeres som vanligt af de søgende arme, der flyver rundt som for at finde vejen ind gennem det næste hypnotiske crescendo. Desværre denne gang kun akkompagneret af keyboardisten og ikke den ekstra sanger, de havde med på Winter Metal Magic i februar, hvorfor vokalsektionen taber en smule på bredden. Backingbandet ligger til gengæld på slaget og får også lejlighed til at syre lidt ud undervejs, mens Larein trækker sig tilbage for en stund. Et virkemiddel, de gerne må bruge mere flittigt i live-situationen for netop at fremhæve musikkens hypnotiske kvaliteter, hvor de har holdt sig lidt mere til manuskriptet de fire gange jeg har set dem indtil videre. Ikke, at manuskriptet fejler noget, men det ulmende mørke kan snildt udforskes nærmere end tilfældet er indtil videre fra scenekanten.

J1002674.jpg

I gården lader det sig slet skjule, at A Colossal Weekend på mange måder er en festival, der trækker i vækstlagene. Flere bands, der ikke selv spiller på festivalen, er rigt repræsenteret, lige såvel som pressen og øvrige branchefolk, der har fået øjnene op for festivalens betydning herhjemme. Som fast Roadburn-gænger er der i hvert fald visse åbenlyse paralleller at drage, om end vi lige her overvejende kan forvisse os om at få dækket en lidt højere kvote af post-rock, doom og stoner. 
Således også med Norna, der som næste navn på Basement netop sværger til stoner-doom af tungeste kaliber. Store muskler og macho-attitude er doktrinen, og de smager som fanget i en spændetrøje, der bider dem selv i halen i én lang, ensrettet konstruktion, fordi de ikke rigtig har andre tricks i ærmet. Så er det da altid noget, at vi ikke befinder os meget længere end en medvindsanløben spytklat fra Enghaveparken, hvor vennelaget drikker King og rosé for at fejre solens komme. En gerning man dårligt kan forklejne, selvom tiden begynder at være knap før undertegnedes hovednavn er dagens første booking på Lille Vega. 

En betydeligt mindre scene end, da vi sidste år så Messa folde sig mere ud på Roadburns hovedscene med gæstemusikere på både mandolin, keys og oud. I dag får vi den kontante vare uden unødig omsvøb, hvor især guitarist Alberto Piccolo demonstrerer de mange facetter til hans guitarspil. Vi bærer over med, at lydmanden så af uforklarlige årsager ikke giver Sara Bianchin mere volumen til at udfylde stemmepragten, for den fejler tydeligvis intet – den er simpelthen bare underligt lav. Bandet får dog en betydeligt mere rocket og direkte energi frem i numrene her i dag, som sammen med den betydeligt mere intime setting gør denne time til en betydeligt mere nærværende og bevægende oplevelse end sidste år på 013.

J1002747.jpg

Nærvær skorter det heller ikke på, da SVIN gæster Basement umiddelbart derefter. Indledningsvis i en form for overgearet spacerock med hårde bækkensmæld og blæsende sax, før guitaristen spørger: ”Are you ready to daaaaance?”. Publikum vælger at sidde opfordringen overhørig, mens trommeslageren banker den militante rytme op til, hvad der vel bedst kan betegnes som deres eget take på krautet freejazz. Vi får da også hurtigt bekræftet af bandet selv, at det altså er et jazzband vi står overfor, men i praksis er vi nu nok snarere ude i en trio, der utvivlsomt har en fælles baggrund i jazzens verden, men mere bruger denne fællesramme til at kaste et andet lys på de mere eksperimenterende dele af rockgenren. For en håndfuld år siden føltes det på Roskilde Festival mere som ”et eksperiment for eksperimentets skyld”, men det er tydeligt, at mellemtiden har samlet dem mere som gruppe uden at tabe sine lyttere på gulvet i eget noodlet hjernespind, hvor vi i dag føler os betydeligt bedre underholdt.

J1002835.jpg

At jeg så vælger at gå videre efter en halv time skyldes ikke så meget SVIN som det fortsat gode selskab, der trækker i Enghaveparken, inden de søger videre mod andre græsgange. Selv har jeg også, efter et par skrækkelige forsøg med at forstå mig på Liturgy i live-sammenhæng, besluttet at ignorere dem så vidt muligt. Efter at have vendt prioriteterne på årets Brutal Assault er vennelaget dog løbet tør for våde varer, og således skilles vi, mens Hunt-Hendrix og hendes eksperimenterende black-sondringer kun lige er startet et kvarter forinden. Umiddelbart lidt mindre diskant end de tidligere erfaringer på Roadburn, men stadig ikke mere spiseligt end, at jeg er mættet efter ti minutter. Underligt nok, eftersom den repetition, Liturgy spiller på i de ti minutter, i mange andres tilfælde ville bidrage til indlevelsen, hvor det til gengæld her bliver så enerverende skåret ind i hjernebarken med hvinende hyl, at det er decideret ubehageligt at lægge ører til. Liturgy deler vandene, og jeg vælger fortsat at holde mig i forsvarlig afstand fremadrettet.

Til sammenligning føles trafikken på Enghavevej nærmest helt katarsisk rolig, mens vi afventer, at Shy, Low står som næste punkt på Ideal Bar. Et orkester, der lægger sig lunt i det instrumentale post-rock-sving med fræsende tremolo og store armbevægelser, fordi hvert breakdown naturligvis afkræver meterhøje hop, så man kan se hvor langt riffen bryder ned. En stiløvelse, der kan virke enormt formularisk på plade, men Virginia-kvintetten har den her bombastiske energi, der netop slår stærkt ind i live-situationen, hvor også lyset bruges effektivt til at tydeliggøre hvornår numrene tager en ny drejning, mens den ene af de tre guitarister det meste af sættet står på gulvet og bruger hele kroppen til at føle alle de peaks & valleys, der driver lydbilledet frem.

J1002959.jpg

Måske er det netop den energiudladning, der gør efterfølgende Year of No Light så blodfattig. Mere instrumental post-rock, men uden samme ungdommelige vildskab, der rev os med et kvarter forinden. Mørket ulmer til gengæld i de mere post-punkede sekvenser, som da fx den The Cure-inspirerede ’Aletheia’ sætter en dyster tone halvvejs inde i sættet, eller da lidt synthede keyflader antyder inspiration fra den italienske doomscene. De to trommeslagere akkompagnerer også hinanden glimrende, overvejende ved at følge hinanden 1:1, men også i sekvenser bryde ud i mere komplekse modspil, hvor den ene antager percussionens mere fundamentale rolle. Kreativiteten kommer på den vis frem i momenter, men for længe imellem til, at franskmændene for alvor gør sig bemærket.

J1002978.jpg

Soldat Hans tager sig sikkert også bedre ud, hvis ikke jeg her holder mig kørende på 19. time, så at gå yderligere ned i funeral doomet gear er mere end mit søvnbehov kan fordøje. Dagen har da også budt på nok af højdepunkter, nok til at kunne betakke sig med én dag i Colossal-felten for i år, når det virkelige liv trykker, og chancen for et gensyn med Lingua Ignota alligevel heller ikke viste sig mulig om søndagen. Vi kan fint prise os lykkelige for at have en festival af Colossals kaliber herhjemme – også selvom post-rocken og doom-/stoner-ånden til tider fortjener lidt mere modspil fra scenekanten…

J1003004.jpg