Roskilde '17: Legestue for voksne
Populær
Primalskrig, koklokke og harpesoloer skal ikke undervurderes. Det skal den højere musikalske enhed dog heller ikke, og uden en større mening med galskaben forbliver Svin desværre et eksperiment for eksperimentets skyld.
Har du set 'Lost Highway'?
Husker du scenen, hvor Bill Pullman er på en natklub og indtager scenen med det lokale hus-jazzband, hvor han bevæger sig ud i en saxofon-solo i frigear af bedste højfrenetiske skuffe?
I så fald har du en idé om, hvad der fandt sted denne fredag eftermiddag. Den lille scene Gloria har fra dag et haft fokus på de snævre, mere søgende subgenrer, og Svin er et glimrende eksempel på de skæve periferier, som Gloria udmærker sig inden for. Det store spørgsmål, man så kan stille sig selv, er, om disse eksperimenter primært er et udtryk for udfordring i sig selv, eller der bag al denne legesyge også gemmer sig en form for forløsning, katarsis, om man vil. En time og en masse åbne ender senere er vi ikke i tvivl om, at det i Svins univers er midlet, der helliger målet.
Trioen er fra det københavnske eksperimentalmusik-miljø. Det lader sig heller ikke skjule, at der bag deres jakkesæt og hawaiiskjorte gemmer sig en vilje til at stå ud fra resten af musiklandskabet, hvilket blot bliver yderligere bekræftet af første nummer, der starter i det harmonisk jazzede hjørne, men abrupt ændrer karakter ud i retning af det frenetiske, ikke helt ulig de italienske jazzmetallere fra Zu. Efter et længere sonisk sax-angreb går vejene mod det abstrakt rockede, hvor deres gæsteharpist Mija Milovic folder sig ud med dissonante primalskrig af den hidsige slags. Meningen med galskaben er noget uklar, og hvorfor Milovic tager en guitar på i denne anledning, når hun slet ikke benytter sig af den, virker som et unødvendigt spil for galleriet.
Forvirringen forstærkes yderligere af deres selvproklamerede dansesang 'Hits'. Hvis dette er deres dansesang, er der ikke tvivl om, at træbenet får lov at spare kræfterne til senere på dagen, og det er velsagtens også de færreste, der er kommet til Svin for at danse. Der kommer dog mere kropslighed i foretagendet, da saxofonist Henrik Melbye og gæstekeyboardist Rasmus Kjær bevæger sig ud i hypnotisk dronerock, inden formerne atter skilles ad, og Milovic får solotid med sin harpe. Der er momenter af storhed, især i momenter som disse, men de overskygges desværre alt for ofte af tilsvarende momenter af tomgang og eksperimenter blot for eksperimenternes skyld. De ambiente, langstrakte lydflader med sax og koklokke i front til sidst bidrager dog til at sende Svin op i en højere enhed, hvor forløsninger får frit spil i højere grad end det enkelte medlems noodlede musikalske tankegang. Lidt skuffende, at de gemmer disse stunder til så sent i sættet, når talentet jo tydeligvis intet fejler. Men den røde tråd kommer aldrig frem, og den større forløsning træder aldrig for alvor i karakter, og således har Gloria endnu engang vist sig som scenen, der primært gør sig i hits and misses langt uden for normalitetens rækker.