KTDF 26: Torsdag – Det hellige stank face

Førstedagen på Kill-Town Death Fest er gensyn, håndtryk og mennesker fra alle verdenshjørner. Og så er det naturligvis også dødsmetal. Først lidt søvnigt, siden særdeles levende.

Hold nu kæft, hvor er mange ting bare federe, når det ikke regner.
Men det gør det, og står man i Pumpehusets Byhave med festivalarmbånd på håndleddet og fire dage med international undergrundsdød i sigte, går det hele nu nok.

Allerede inden koncerterne begynder, starter den egentlige Kill-Town Death Fest. Ansigter dukker op. Nogle kender man godt, andre genkender man måske kun herfra. Der gives hånd, krammes og udveksles hilsner med mennesker, man ikke deler modersmål med og i visse tilfælde knap nok har ført en rigtig samtale med tidligere. Alligevel ved man godt, hvem hinanden er. Det er en af de særheder, der efterhånden føles helt selvfølgelig ved KTDF. I fire dage eksisterer Pumpehuset som et lille, internationalt parallelsamfund, hvor svensk, spansk, finsk, engelsk, tysk og en håndfuld andre sprog driver rundt mellem borde, fadøl og hidsige mosh pits.
En fyr deler flyers ud for Bucharest Death Fest. Andre står i kø for at få del i den officielle KTDF-merch, inden størrelserne er udsolgt.

Døden vågner 
Indenfor har Morbific fået den utaknemmelige opgave at åbne årets arrangement.
Det er altid en svær position. Klokken er 18:00 på en helt almindelig hverdag, nogle er stadig ved at få armbånd på, andre står med dagens første øl, og kroppene foran scenen har endnu ikke forstået, at de forventes at bevæge sig. Det har finnerne nu heller ikke helt de første minutter.
Morbific kommer sløvt fra land, men måske er det netop passende. Der er noget næsten sympatisk ved, at vi alle sammen lige skal vågne.
Et kvarters tid senere har både band og publikum langt bedre fat.

Morbifics musik lever i temposkiftene. Trommeslageren banker sig fra ægte højtempo ned i passager, der næsten bliver doomede, mens de to vokaler lægger sig forskelligt hen over den rådne masse. Guitaristens lidt lysere stemme mod bassistens dybe growl fungerer fremragende, og der er næsten ingen tid mellem numrene. En kort anerkendelse fra gulvet, og så videre igen.
Jeg når på et tidspunkt at tænke, at her faktisk kun lugter lugter moderat af sved og overraskende lidt af prut. Cirka 16 minutter inde ankommer den første. Så er festivalen officielt i gang.
Lidt længere tilbage står jeg et øjeblik ved lyd- og lyspulten, og herfra bliver koncerten pludselig til noget andet. Fingre bevæger sig konstant over knapperne. Blikket slipper næsten ikke scenen. Lyset korrigeres sekund for sekund; op, ned, mørkere, skarpere. På en festival, hvor musikken dyrker det primitive, er maskinrummet bagved alt andet end det. Burde lyd- og lysfolkets navne egentlig ikke også fremgå af plakaten på et produkt, der netop blandt andet består af lyd og lys?

Det hellige stank face
Vi når noget mad omkring Shrieking Demons, for sådan er festivaler også. Man kan lave nok så ambitiøse planer hjemmefra, men selv om mennesket ikke skal leve af brød alene, skal det dog have en form for jordisk næring, tale med folk og engang imellem sidde ned.

Da Father Befouled lidt senere indtager Main Stage, er der til gengæld ikke meget hvile over noget.
Instant stank face.
Amerikanerne rammer hårdt fra begyndelsen.
Dobbeltpedalerne sætter ind, trommesættet ser efter ganske få numre ud til at være udsat for en personlig vendetta, og bassisten spiller med en indlevelse, der efter to numre har fået selv hans underarme til at skinne af sved.
Det langsomme materiale er sublimt og hældes sløvt og aggressivt ud over os som et tungt blytæppe. Vi mærker det helt ned i gulvet, der vibrerer, vi mærker det i brystet.
Father Befouled er hårde, spilleglæden mærkbar.


Foran os står en mand, der tydeligvis er enig. Hans bevægelser veksler mellem en hulemand, der banker på en enorm port, og en anden hulemand, der truer selve himlen med tæsk. Han forsøger også at starte en pit. I en periode er han dens eneste beboer.
Father Befouled har en særlig forkærlighed for at fylde enhver pause ud med guitarfeedback. Den trækkes, strækkes og vokser, indtil næste soniske angreb næsten føles som en befrielse.
Midtvejs kommer et af aftenens alvorligere øjeblikke, da bandet spiller et nummer knyttet til deres afdøde trommeslager, Mike. Dødsmetallens teatralske omgang med død står i nogle øjeblikke mærkeligt stille foran den faktiske. Bandet, og især forsanger og guitarist Justin Stubbs, er tydeligt berørte.
Kort efter kastes patches fra scenen. De når knapt gulvet.

Seismiske forhold i kælderen
På Black Stage er Phenocryst i gang med at bevise, at lyd også kan fungere som massageapparat for indre organer.
Alt vibrerer. Det er den slags lydtryk, hvor man mærker dobbeltpedaler og blastbeats nøjagtige placering i kroppen. Hvis Father Befouled var høje og vægtige, er dette i hvert fald meget højere. Også så højt, at det kan være svært at høre detaljerne.
Ti skridt tilbage gør en bemærkelsesværdig forskel.

En tilkommen kammerat konstaterer, at koncerten får både bøvser og tarmluft til at melde sig, fordi hele mave-tarmsystemet bliver masseret af lyden. Det er ikke en medicinsk vurdering, nogen som sådan har efterspurgt, men observationen synes både plausibel og ædruelig.
Phenocryst har godt fat i publikum. Black Stage er pakket, bandet bevæger sig meget, og på papiret er det svært at finde ret meget at sætte en finger på. Alligevel letter det aldrig helt. Ikke for os. Indimellem er det bare sådan med koncerter.
Alt kan være rigtigt, og alligevel er summen mindre end de enkelte dele. Vi går ovenpå igen.

Purtenance er meget finske, og det er et kompliment. Oldschool på den helt klassiske, nordiske facon, grumset og uden behov for at gøre væsen af andet end selve dødsmetallen.
Og fedt endelig at se dem på dansk grund.

Senere kommer Mutation med et sæt, der har lige præcis nok “vred køter” i sig til at vække en festival, som så småt er begyndt at gabe. For det sker omkring midnat. Gabene.


De ses rundt omkring i Pumpehuset som små tegn på den indlysende udfordring ved fire dages ekstremmetal, der starter på en hverdag. De navne, mange har glædet sig mest til, spiller ofte på det tidspunkt, hvor ens biologiske system helst vil have dyne på. I hvert fald, hvis man har dagarbejde eller små børn, der vågner alt for tidligt. Det er præmissen.
Heldigvis har Kill-Town Death Fest nærmest kun hovednavne.

Det afgørende skub
Funebrarum er bedøvende ligeglade. Amerikanerne entrerer Main Stage med store fagter, knyttede næver, power-poses og et veloplagt: “Copenhagen!!”, og det er forfriskende. Dødsmetal må gerne være alvorligt. Dødsmetal må også gerne være et fucking show.

I begyndelsen forsøger bandet forgæves at dirigere publikum ud i en pit, men efterhånden som showet kommer i gang, får de tændt gløderne.
Gabene forsvinder. Vi tændes. Og så bliver der skubbet! Der bliver moshet. Der bliver stagedivet i ét væk. Det hele eksploderer faktisk, og pludselig render folk rundt og leder efter kasketter, telefoner og briller, som de få sekunder tidligere stadig havde siddende på hovedet.

Funebrarum har fremragende lyd og spiller med den slags professionelle overskud, der kun kommer af mange år på samvittigheden. De balancerer hurtighed og sløvt, melodisk forfald på præcis den måde, der får midnat til at føles mindre sent. Absolut en af dagens bedste, mest hidsige koncerter. Bandet fylder stort set hele deres time. Lækkert nok. Men når man har eksisteret siden slutningen af 1990'erne, ved man formentlig også, hvordan sådan et show skal skrues sammen.

Da vi igen bevæger os ud i Pumpehuset, føles luften pludselig køligere, og den første, forsigtige festivalstemning er for længst væk.
Folk er varme nu.
Stemmerne er lidt hæsere.
Gulvene lidt mere fedtede.

I morgen gør vi det igen.