RF '22: Reportage: En rigtig Roskilde-fredag i smatten

Fredag på Roskilde var arketypisk med alt hvad det indebærer af umulige valg, traveri og ... regn.

Fredag på Roskilde var på mange måder arketypisk for de minder, jeg har om Roskilde tilbage i 90'erne. Hvor vand og mudder og højt solskin gik hånd i hånd med stivfrosne fingre, der krampagtigt holder fast i fadøllen – indtil den også bliver efterladt et sted for blot at blive erstattet af en ny.

Det blev også en dag, hvor svære valg skulle træffes – i sig selv en præstation på en festival, hvor programmet ikke var det mest imponerende for sådan en halvgammel tudse som undertegnede.

Duften af Roskilde
Det var lykkedes at få fri fra job denne fredag, så derfor var også den første fulde festivaldag. Kombineret med det yderst voksne overnatningsvalg i egen seng i Kongens København, var det dog ikke den tidligste start vi fik. Således gik vi ind på festivalområdet til tonerne af Rolo Tomassi på Avalon, dog uden at vi fik set koncerten. Det var en festlig omgang hvis man skal tro de let overrislede venner. Vejret slog om i løbet af natten og i stedet for bagende sol og afslappet stemning på pladsen fik vi nu festivalens anden side at se: stille, men insisterende regn og festivalgæster i alskens farvede plasticposeregnslag, der måske, måske ikke holdt det værste vand ude. Med regnen kom også den helt særlige “duft” af Roskilde. Alle, der har været på pladsen på et eller andet tidspunkt, ved hvad jeg taler om. Den særlige lugt af tis, mudder og råddenskab, som måger og gribbe elsker, men som får menneskenæser til at slå en baglæns salto. Vi har savnet festivalen, men lugten er ... speciel.

Afrikansk varme i silende regn
Første punkt på programmet var en fadøl, og udstyret med en sådan, gik den korte tur til Gloria i regnvejr, hvor Ydegirl skulle give sit show. Vi så første gang Ydegirl for år tilbage i en collab med Xenia Xamanek under navnet X&Yde på Journey Fest. Det slog i den grad benene væk under os, og derfor var det naturligt at opsøge den ene halvdel her på Roskildes fredagsprogram. Desværre var vi ikke de eneste, der havde fået den ide, og således lykkedes det aldrig at komme ind, hvilket måske understreger Gloria-scenens største svaghed. Når festivalen undervurderer populariteten hos de optrædende på Gloria, er der bare ikke noget at gøre. Enten må man sidde på en æggestok (jep!) i Glorias foyer og høre det, der nu kan høres udefra, eller også må man traske videre. Så det gjorde vi, og ind kom vi heldigvis til African Express Presents C in Mali på Avalon, hvor de fik sat hofterne i svingninger og gjort hjertet blødt og rart med deres afrikansk-inspirerede kraut i opsætningen af et moderne klassisk værk fra 1968. Aldeles fortryllende koncert, som du kan læse meget mere om her. Nu er regnvejr og teltscener en særlig kombination, fordi de lige så ofte tjener som ly for regnen, uden at dem, der er der, nødvendigvis er kommet for musikken. Det var en generel ting på årets festival, at der blev talt meget og højt under koncerterne, som til gengæld ikke havde verdens højeste lydniveau. Det er latterligt forstyrrende og man kan med fordel forlægge sin pludren til et sted, der er egnet til formålet. Fx en æggestok-bænk i Glorias foyer.

Jorden rundt på 2 timer
I vanlig roskildestil kan man komme kloden rundt på 2 timer, og fik vi gik derfor direkte fra lækre afrikanske hofter til bindegal jap-punk, der gav os et indblik i hvor sammensat et land, der ligger derovre østpå. Det var en koncert, jeg sent glemmer, selvom jeg stadig føler mig forvirret af den kaotiske blanding af My Little Pony grafik, japansk høflighed og ditto vrede. Den anmeldelse kan du nyde her.

Det lidt tynde program på Roskilde dette år gav anledning til en velfortjent midtvejspause, som blev brugt i godt selskab rundt omkring og med fadøl i hånden det meste af tiden. Selskabet blev opløst af forskellige prioriteter, og mens nogen gik til Thomas Helmig, fik jeg testet det nyindkøbte regnslag og Meyers veganske karryret, mens vi ventede på Gggolddd, der skulle indtage Gloria 20.30. Gggolddd har vi set ved flere andre lejligheder både i ind- og udland, og dette år kom der en fin lille fotoreportage ud af besøget. Milena Eva er v som så ofte skrevet om før – en intens sanger med noget på hjerte, og således også denne gang, hvor de opførte værket “This Shame Should Not Be Mine” fra ende til anden. Det sparkede benene væk under vores anmelder, og du kan læse hele anmeldelsen af koncerten her. Her fik vi endnu et lille snakke-moment, hvor en dårligt opdraget festivalgænger gav sig til at tale og grine højlydt under det mest stille og sårbare stykke i nummeret Invisible. Altså cirka et minut efter, at Milena med knækket stemme havde fortalt publikum, at det var et nummer (og en plade), der handler om et overgreb. På hende selv. Jeg tror aldrig jeg har set SÅ mange vrede gæster vende hovedet, og jeg tror ikke, han nogensinde har fået så meget skældud, som han fik, da nummeret fik lidt mere lyd. Tak til dig, der gav ham en skideballe!

Prioriteter prioriteter prioriteter
Desværre betød Gggolddd, at jeg missede shamanerne i Ak Dan Gwang Chil, der lød ualmindeligt interessant under forberedelserne til festivalen. Men nogle koncerter er bare must-sees, så her måtte interessant og nyt vige for det fænomen, som Gggolddd er til hver eneste koncert. Heldigvis var der kloge mennesker i anmelderkorpset, der fik set koreanerne, og den anmeldelse kan du læse her. Efter Gggolddd gik der lidt diskussion i den om valg af koncert - Konvent og Zulu optrådte samtidig i hver sin ende af pladsen, og som sådan noget så ofte går på Roskilde, fik vi set ingen af dem. Det er ikke fordi hverken Konvent eller Zulu er dårlige eller uinteressante, men tiden går bare på en anden måde, når man er på festival, og vi fik en god snak med gamle venner og nye venner og bare folk i almindelighed under Vega-barens velsignet vandtætte overdækning. Heldigvis havde nogen på redaktionen prioriteterne i orden og fik således slået fast, at vi gik glip af en aldeles fremragende koncert med kvintetten Konvent. Den anmeldelse kan du læser her.

Alt slutter i fremtiden
Glad som jeg er for grunge i almindelighed og Alice in Chains i særdeleshed, var Jerry Cantrell naturligvis markeret på programmet. Desværre spillede Teto Preto også koncert omtrent samtidig og igen i den dimentralt modsatte ende af pladsen. Dermed blev det kun til 3 numre med Mr. Cantrell, der lavede en hæderlig (nogle vil sige fantastisk) koncert, og beviste med både sit tidlige og sene materiale, at han ER mr. Alice in Chains. Heldigvis nåede vi at få nummeret 'Them Bones' med, der til dato stadig står for mig, som den mest flabede måde at åbne et album på. Man skal eddermame kunne sin lille tabel for at følge med. Det var dog (desværre) sådan lidt gammel vin på gamle flasker for mig, og der var ikke så meget nyt at komme efter. Så under parolen: “Fremtiden er nu”, møffede vi ned til Teto Preto, hvor vi fik en koncert, der mest af alt mindede om at medvirke i en bindegal remake af Strange Days. Den anmeldelse kan du læse her.

Og selvom Årabrot, der kom på programmet sent som erstatning for Primitive Man, måske burde have fået et besøg, for ikke at tale om chefredaktørens nyeste darling, Moscow Death Brigade, så er festivalformen ikke, som den har været. Vi er blevet lidt ældre, lidt stivere og når man også er udstyret med nogle utroligt irriterende sarte fødder, så var det kærkomment at nappe et lift retur til København og egen seng ved 1-tiden. Vi fik lidt af det hele – om end i små doser, og fredag blev meget typisk Roskilde.