Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF '22: Vestafrikansk magi

Updated
_XTD5352
_XJD5021
_XTD5331
_XJD4984
_XJD5081
_XJD4939
_XJD5095
_XTD5347

Vemodig og drømmende dansefest til de tålmodige på Avalon 

Dato
01-07-2022
Koncertarrangør
Fotograf
Jacob Dinesen
Karakter
4

Publikum var stadig valfartende til et, i forvejen, propfyldt Avalon, da jeg nåede gennem den store menneskemasse og hen til Africa Express Presents In C Mali. Og så endda i øsende regn. Hvilket stod perfekt til de forventningsopbyggende trommerytmer, der langsomt begyndte at danne fundamentet af Terry Rileys kalejdoskopiske værk ’In C’ i bedste vestafrikanske stil. Ensemblet bestod naturligvis af trommer, men også instrumenter som kalimba, kora, imzad, balafon, n’goni og fløjte og de var intet mindre end 12 mennesker på scenen, som blev dirigeret flot af en høj, dansende violinist. 

Under første del af koncerten, som var en lang opbygning og musikalsk fangeleg musikerne imellem, fik jeg associationer til Jim Jarmusch og hans univers i samarbejde med SQÜRL og deres fælles soundtrack til filmen ”Only Lovers Left Alive”.  Vemodigt, melankolsk og drømmende, på den smukke måde. Udover den næsten hypnotiserende stemning Africa Express havde skabt, tilførte de derudover både spoken word og sagte sang, der fik hårene til at rejse sig. 

Der var desværre utroligt meget støj og snak fra de mange mennesker på Avalon, som åbenbart ikke havde tænk sig at holde kæft på noget tidspunkt, hvilket var rigtigt ærgerligt. Jeg tror de havde forventet at de skulle danse. Heldigvis, for os andre, tyndede det hurtigt ud i det snakkende publikum, da det gik op for dem at dette ikke var tilfældet – i hvert fald ikke lige med det samme.

For i andet set af koncerten var der rig mulighed for at danse. Musikerne, der ellers havde siddet ned, rejste sig, der var sang og liv og glade dage, og vi fik altså en over nakken af de afrikanske trommerytmer. Dette til stor begejstring hos det tålmodige publikum der blev og fik det hele med. En smuk oplevelse.