RF 25: Om torsdagen er Satan kinda cute
Anmelderen reporterer her fra en torsdag, der bød på sidelæns vindmodstand, men som også bød på fine, indfølte øjeblikke. Og på vabelplaster. Noget af det mindst fine i verden.
Da jeg er en gammel naturvinselsker med hang til komfort og blidt nakkestøttende puder, blev nætterne tilbragt i egen seng på Amager, langt væk fra festivalens ungdommelige liggeunderlag, men denne torsdag var det lykkedes mig og min livspartner at være tilbage på Dyrskuepladsen i tide til at se den brasilianske legende Seu Jorge spille. Nogle husker ham måske fra Wes Andersons smukke film ‘The Life Aquatic with Steve Zissou’, hvor han spillede Bowie-covers på portugisisk. Sidevinden gav en phaser-lignende effekt på lyden, som ikke just klædte Seu Jorge og hans virkelig lækkert velspillende band, men selv om vinden er fjenden, så var det ikke nok til at ødelægge humøret, men det var også tid til at styrke krop og sind med en afogato fra den nærliggende Coffee Collective-bod. Der er noget ved kombinationen af flødeis og espresso, der virkelig kan noget, selv om jeg erkender, at det styrker mit image som let arrogant aldrende levemand, hvis dage som nakkeknækkende ungdomssvin er fjern fortid, men sådan må det nu bare være. Jeg kan hverken løbe fra min alder eller min overlegne smag i nydelsesmidler.
En herlig bonus var dette klistermærke, som jeg er helt enig i. Satan er sgu kinda cute. Satan could get it.
Nå, men det var tid til at lægge cuteness og bittersød kaffe bag os og hanke op i kæresten, som allerede på dette tidspunkt haltede rundt på vabelramte fødder, og gå mod Gloria, hvor Couch Slut ventede. Hvordan det spændte af, kan man læse i min anmeldelse af den rystende, rørende koncert, som endte med at efterlade mig med flere spørgsmål end svar, men som også havde været en stor oplevelse. Er man medskyldig i en persons selvskadende adfærd, når man overværer en koncert med vedkommende, hvor hun tæver og flår sig selv til blods? Er man en del af en helingsproces eller tilskuer til en skadelig cirkelproces? Jeg har ikke nogen svar på de spørgsmål, men det var en vild oplevelse at få stillet dem, og Couch Sluts voldsomme og medrivende sludge passede smukt ind i Glorias mørke jungle! Jeg måtte straks hen i pressecenteret, en staldbygning i Backstage Village med plastborde, ekskommunale stole og en sort væske, der ikke er fuldstændig ulig kaffe, i store beholdere. Det betød samtidig, at jeg gik glip af Wisp, som jeg egentlig gerne ville have set, men jeg kunne forstå på min kollega, at det ikke havde gjort så meget, at jeg sprang den over.
Med tankerne nedfældet på papir – eller i hvert fald i Libre Offices digitale version af det – kunne jeg nu bevæge mig mod Arena og Beth Gibbons, som min kollega anmeldte . Jeg må indrømme, at Couch Slut-oplevelsen stadig fyldte så meget i mit sind, at det var svært at tage Gibbons smukt spillede og sungne koncert ind. Man har også brug for de der low-key-koncerter, som mere er afslapning end intenslytning. Jeg kunne godt høre, at det lød virkelig smukt, men der var ikke plads til mere i min hjernekiste lige der. Derfor satte vi os for at begive os ud på campingpladsen, mod apoteket, der havde mere vabelplaster til min partners ømme fødder. En festival består mindst lige så meget af fravalg som af tilvalg, og i en bedre verden havde jeg både set Omar S og Sanam, men det tillod programmet og vor lineære tidsopfattelse simpelthen ikke. Damn you, fysikkens love.
Grusomme valg
Og dermed kom vi til det helt onde fravalg; Bissesvinets religiøst frijazzende hymner eller FKA Twigs’ udenjordiske performance i krydsfeltet mellem moderne dans og elektronisk r’n’b/techno-fusion. Jeg valgte det sidste, og selv om min kollega mener, at Bissesvinet leverede festivalens bedste koncert, så fortryder jeg bestemt ikke mit valg. FKA Twigs koncert var lige dele smukt leveret koncert og medrivende danseperformance med et vildt og overraskende nærvær i den stramt komponerede og mesterligt udførte koncert. Det var et perfekt skud med ingen hvide heteromænd. Ikke at der er noget galt med os hvide heteromænd, men når man beskæftiger sig med metal, så skorter det ikke på oplevelser, der primært er skabt af og til denne befolkningsgruppe, og også derfor er det vidunderligt at opleve andre stemmer. Metalscenen er fantastisk, og der er bestemt diversitet der også, men jeg har både brug for afogato og lysristet pour-over, både pet nat og IPA. Og FKA Twigs’ koncert var så fremragende, at min partner ikke var totalt skuffet over at måtte strække våben, så jeg fulgte hende til busterminalen i East.
Herefter var der lige tid til at gå glip af Kumo 99, Knocked Loose og Arca og vandre over mod Amenra, som skuffede ret hårdt med deres lidt for åbenlyse og genrekonventionelle post-metal. Selskabet var hyggeligt, og musikken trykkede på alle de rigtige tangenter, men det var måske det sidstnævnte, der var problemet. Er man meget optaget af at gøre alting helt rigtigt, er der ike så meget plads til at injicere lidt personlighed i musikken. Jeg måtte videre, og der var pisseærgerligt nok ikke tid til at se noget af Bela på Gloria, inden jeg måtte hen til Orange for at se, om rygtet talte sandt. Skulle SYL spille med den maskerede rapper og sanger D1MA? Samme dag var hans single ‘N1YA’ udkommet, og sidste nummer af tre på den udgivelse er ‘BRÆNDER’, som er et samarbejde med netop SYL. D1MAs show var imponerende stramt og stort opsat – man må beundre hvor vidt han har drevet det, og hvor store ambitionerne er, og da vi tidligt i koncerten fik ‘BRÆNDER’, må det have været et stort øjeblik for SYL, hvis musik måske ikke er af en slags, som ender på Orange, selv om man da har lov at håbe. Uanset hvad fungererede ‘BRÆNDER’ godt. Og D1MAs lyse r’n’b-vokal og Benjamin C. W. Hviids brøl klæder hinanden godt. Det må være en god sommer for SYL, og denne nat føltes det også som en god sommer for mig, da jeg travede ned mod bussen mod København.