RF 25: Når klubbens mørkeste hjørner bliver til alter
Sydkoreanske Bela åbnede porten til dødsriget, men viste ikke vej derind.
Bela er en sydkoreansk producer og DJ, der har base i Berlin. Fra det tyske har de kastet sig over at eksperimentere med metal, koreansk folkemusik og dekonstrueret klubmusik – alt sammen i én pærevælling. Til tider fungerer de tre ovenstående fint sammen, hvor resultatet bedst kan beskrives som midnatsmesse på en teknoklub, hvor du på forunderlig vis er det eneste menneske blandt tusind dansende flagermus. Til tider knuses musikken under sin egen vægt.
Det var derfor en meget nysgerrig anmelder, der trådte ind på Gloria lidt efter midnat. Koncerten tog afsæt i Belas nyeste udgivelse, albummet 'Noise and Cries 굉음과 울음', der blev præsenteret som ét langt, uafbrudt værk. Koncerten var præget af massiv bas og nogle tunge, industrielle trommer, der fik laden til at ryste. Lydmuren var så tæt og tyk, at det blev svært at dechifrere, hvad der var hvad. Dog opstod der sprækker i denne lydmur i form af growls, skrig og forvrænget tale, der tilbød navigation i moradset. Med andre ord var koncerten tro mod sit materiale.
Tilstedeværende var også kortvarige og atmosfæriske, hymnelignende stykker som variation til den dybe og hæse growlen – de var et tiltrængt åndehul i en til tider kvælende lydmur, hvor Bela stod forhøjet og mindede om en misantropisk skikkelse, der kaldte på publikums underkastelse. Normalt er denne anmelder begejstret for kunstnere, der henvender sig til deres publikum, men i det her tilfælde er jeg glad for, at Bela holdt sig til deres messe – det passede bedst til koncertens karakter, der i højere grad virkede som et sonisk ritual fra underverdenen.
Men mere variation blev det heller ikke til. Dette resulterede i, at koncerten mistede noget af sin gennemslagskraft. Det blev svært at fastholde koncentrationen i længden, og selvom stemningen var mørk, dyster og konsekvent, blev det til tider ensformigt. Jeg bifalder det kompromisløse udtryk, men for undertegnede blev det for svært at trænge helt ind. Det er dog helt tydeligt for mig, at Bela er en kunstner med en stærk vision – der er en oprigtighed i deres arbejde, som skinner igennem, selv når udtrykket fremstår utilnærmeligt.
Koncerten var en fascinerende oplevelse, men krævede også noget af de, der lyttede og så på. Og det var langt fra alle, der så ud til at kunne finde vej.