Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

RF 25: Klar på at jagte dopamin?

Updated
20250703_OrangeFoto-Kumo99-SteffenJoergensen-SJ1_7883-1200px
20250703_OrangeFoto-Kumo99-SteffenJoergensen-SJ1_7959-1200px
20250703_OrangeFoto-Kumo99-SteffenJoergensen-SJ2_0001-1200px

Med breakbeats, punket energi og japanske vokaler propstoppede Kumo 99 de dansevillige med energi og forvandlede den gamle lade til et interimistisk rave.

Kunstner
Dato
03-07-2025
Koncertarrangør
Fotograf
Steffen Jørgensen - https://photo.stffn.dk
Forfatter
Karakter
4

Efter en på mange måder overvældende FKA Twigs-koncert på Arena, hvor de fleste nok gik fra koncerten med en følelse af at ville danse eller græde – i begge tilfælde for at få afløb med følelserne – tilbød Kumo 99 en løsning: et stort stykke eskapisme i form af et rave.

Den LA-baserede duo kobler jungle-musikkens breakbeats med en energisk, punket vokal. Den unikke måde at tolke genrerne på skal ses i lyset af, at jungle har fået en renæssance, hvilket omvendt tillader musikere (som Nia Archives eller Roskilde-aktuelle 4am Kru) at lege med genrens præmisser. Resultatet bliver i det her tilfælde lydsporet til hurtige dansesko i en lagerhal nær helvede.

Bandet startede koncerten med et nummer, der på flere tidspunkter næsten kyssede gabber-genren. Det satte tonen for resten af koncerten: kompromisløst, kaotisk og med meget lidt hensyn. Herfra bevægede Kumo 99 sig videre, næsten gnidningsløst, mellem jungle og punk, som om de var ét langt og uafbrudt angreb på kroppen.

Efter et par numre ser jeg to unge kvinder til min venstre, der hopper op og ned, arm i arm. Til højre ser jeg en mand i en vest med et stort Tool-symærke på ryggen danse lige så vildt. Ingen af dem kan få armene ned – og slet ikke, efter bandets vokalist, Ami Komai, kommanderer os til det.

Det er desværre en af de få gange, hun henvender sig til publikum, hvilket var en skam, da hun ellers leverede den originale og forfriskende one-liner: "you guys ready for dopamine chasing?", hvilket fik publikum til at blive endnu vildere – for ja, det var de.

Koncerten var ikke perfekt, men det var netop det rå og utilpassede, der samtidig fik den til at virke så godt. Den gav publikum lov til at give slip. Hvad der manglede i kontakt, havde den til gengæld i energi og kompromisløshed. Kumo 99 beviste, at de ikke bare surfer på jungle-bølgen, men former den efter deres eget billede.