RB 25: Lørdag – anatolsk dans og stjernestøv
Den sidste, fulde dag i Roadburn-felten bød på et væld af sære, vilde og stemningsmættede indslag – og Alexander Marcus!
Endelig! Endelig får jeg set aben i rummet!
Ikke, at det har været et knugende stort ønske, men nu hvor Witch Club Satan efterhånden er blevet et hyppigere live-act i Danmark end i deres eget hjemland Norge, er det måske på tide at se, hvad de hekse kan.
At det så allerede skal være kl. 13 på tredjedagen tager vi med, for et vist andet tilløbsstykke venter lige bagefter i den tilstødende sal. En tankegang vi deler med mange – faktisk er køen ind til Witch Club Satan stadig godt 50 (!) meter lang, tyve minutter efter de er gået på, hvilket siger lidt om den hype, der verserer om dem i disse kredse. En hype, jeg ærligt talt ikke forstår, hvis ikke det er for imaget, og, bevares, de bare bryster. Gimmicks er gode til at sælge varen, og da de kommer vadende igennem publikum med de hvide klæder og ditto konstruerede hornhjelme, er vi da ikke i tvivl om, hvad der er i vente.
Black metal af den primale skole, garneret med heksede skrig og hvin, samt længere monologer, der gør mere for at stikke ud på rablen end på budskaber. Med en naturlig svaghed for black og for det outrerede burde jeg nok på papiret kunne lide noget ved WCS, men musikalsk hører jeg intet, der står ud på nogen måde. Facaden er fin, men det virker bare som tomme kalorier, så ad sti af sted, en weissbier luner i middagssolen, og jeg sikrer mig den gode plads forrest til Dødheimsgard.
En vild booking på alle parametre, når nu der skal gøres livtag med ‘Black Medium Current’, der til stadighed er en af de vildeste udgivelser, jeg erindrer nogen udgive 30 år inde i karrieren. En plade, der virkelig favner vidt i både klassiske black-referencer, korsektioner, keyflader, hooks og arty udskejelser, som de vælger at gå helskindet til værks med at opføre, ni mand stærk. Vicotnik er, som altid, herligt bjergtagende. Tildækket af et sjal, når han føler for det. Kaster og spytter med lilla støv som sin egen fortryllende gimmick. Vælter rundt på scenen som det passer ham, vræler, når materialet tillader det, og stormer rundt blandt publikum, fordi vi alle er i det her sammen. Som en del af den her gennemførte gengivelse af en plade, der betyder meget for bandet selv, og det kan mærkes.
Især da vi når til tungdrejeren ‘Abyss Perihelion Transit’, der om noget er indbegrebet af “Redefining heaviness”, mens den ambiente ‘Requiem Aeternum’ ligeledes er dybt rørende, og viser, at bassisten tydeligvis også mestrer sine keypads fortræffeligt. To showstoppere, som derudover viser en klart mere dybtfølt, personlig side af Vicotnik, der undtagelsesvis går mere rørende til leveringen af disse sange, uden sine vanlige quirks. Tænk at skulle tage sig i at fælde tårer til en Dødheimsgard-koncert – så stærkt var det!
Til gengæld provokerende efterfølgende at skulle forholde mig til sygemeldinger på dagjobbet, men et utal af beskeder og noter rigere over en pils i merchteltet, indfinder jordforbindelsen sig stille og roligt, inden næste show kalder. Min nylige begejstring for Grey Auras konceptværk ‘Zwart Vierkant: Slotstuk’ skal stå sin prøve, og så ovenikøbet på egen hjemmebane. Vil du blive klogere på konteksten, så har jeg uddybet nærmere her – men i live-konteksten er det kun musikalsk, at historien kommer til sin ret. Ruben WIjlackers voldsomme brøl er i sagens natur uforståelige, og derudover på hollandsk, men kaosset, det mentale vildrede, lidelsesfortællingen skinner tydeligt igennem. Dog lidt for buldrende, fordi Hall of Fame nu engang ikke har den bedste lyd i verden, men overbevisende bestemt, ikke mindst i lyset af, hvor komplekst arrangerede numrene er.
Men hey, ingen Roadburn uden overlap. Slutningen af Grey Aura må skippes til fordel for Uniform, der sidste år udgav den fænomenale ‘American Standard’, som vi i dag skal høre det hele fra. Med to bassister og to trommeslagere, fordi man aldrig kan få nok bund – og hold da kæft, en energiudladning! Lige på med den brutale ‘This Is Not a Prayer’, simpelt og repetitvt, med trommerne til at holde drivet. Hvis Ministry spillede hardcore ville de nok ikke lyde himmelvidt fra det her – kompromisløs vildskab på et primalt, næsten sludget bagtæppe, potent og effektivt uden videre omsvøb, og svært ikke at holde af, alene for den tunge nerve de lægger for dagen!
Desværre er det i år blevet mere nødvendigt at tænke forud, og undgå lemmingegang på vej væk fra koncerter, og/eller kødannelser galore. Og kan man gå et par minutter før, en koncert stopper, så er det altid god tid vundet. Og tid til at hvile stængerne bare i ti minutter, før flere fristelser venter. I dette tilfælde Silver Knife. Lokal black i den roll’ede afdeling, hvor Abbath nok ikke har levet helt forgæves. Det er da sådan set fint “nok”, men også meget ordinært metervaret, så hvad laver jeg egentlig her?
Jeg spiser i hvert fald ikke, og det er en fejl – så en tyrkerplatte rigere på det lokale fastfoodjoint, der bemærkelsesværdig nok stadig har samme splintrede vinduesfacade som sidste år, samles crewet derefter over en pils foran 013. Diskuterer branderter og FOMOs. I Roadburn-regi når man bare aldrig alt det, man vil – men miljøet bliver også hurtigt meget prætentiøst, fordi mange af kunstnerne nu engang er her for både at udfordre sig selv og sine lyttere. En anden festivalgæst forsikrer os om, at det altså er helt ok ikke at tage sin musik alt for højtideligt ved at introducere os for Alexander Marcus og hans video til ‘Homo Dance’.
Nu hvor vi selv er blevet beriget med denne fantastiske stykke tysk popkultur, så ville det selvfølgelig være en skam ikke også at dele det med jer – det var så lidt!
Således opmuntret går turen videre til ‘No Depression in Heaven’, en af Midwifes tre koncerter på årets Roadburn. Her med fokus på sidste års udspil af samme navn, hvor hun med et band i ryggen går i en lidt mere hudløst rå og rocket retning. Diversiteten står skarpere her i live-formatet, hvor bl.a. ‘Vanessa’ bevæger sig udi et mere americana-rocket 70’er-feel, men jeg må samtidig tilstå, at mit liv hurtigt bliver for kort til hendes kaliber af bittersød melankoli. Så hellere få dansemusen på til Altin Gün, der i flere år har stået på undertegnedes bucketliste. Deres take på anatolsk rock aftvinger lidt løse hofter, og med bandet på hjemmebane er det egentlig underligt, at det først er her i 2025, vi ser dem på Roadburn-plakaten. Tungt er det dog ikke, og det er så som så, hvor meget de som annonceret bevæger sig ud af nogen syrede eller dystre afkroge, udover lidt lange jams undervejs. Altin Gün lyder til gengæld så unikt meget som sig selv – en kæmpe kvalitet for enhver kunstner – og det er svært ikke at stå for deres opløftende tyrker-folk med den altid bærende baglama. At percusionisten så tilmed har så travlt med at bruge sin koklokke, at den har fået sin egen fodpedal, føjer kun til charmen – og den koklokke får vitterligt alt, hvad den kan trække!
Lidt blinde bud skal man aldrig fornægte, så pageninetynine får også en chance. Vi snakker hardcore-smadder med ni mand, der stormer rundt, hvor den ene sanger crowdsurfer to gange inden for de første ti minutter. Vildt og towligt, men gør det noget ellers?
Sikkert for andre, men i lyset af min kærlighed til Haunted Plasma, der lukker hovedscenen i morgen, er Kaukolampi absolut et must som afrunding på tredjedagen. Ganske vist er jeg ikke meget for den slags koncerter, der visuelt er begrænset til én mand og sit nok så veludviklede lydarsenal, men når nu Timo Kaukolampis fokus er de svulstige keyflader med Tangerine Dream-venlige sequencer-løb og kaskader af tung bas, så er min interesse usvigeligt pirret. Med pift af 70’ernes elektroniske kraut og 90’ernes pumpede electronica har han fundet en niche, men uden sidekicks til at gøre leveringen mere spændende og spiselig, er der desværre for lidt til at sælge varen. I hvert fald efter ti timer i felten, hvor der skal lidt mere til at holde pulsen oppe.
Kollegaer tyer til mere tramp ala FOUDRE!, og jeg tramper adstadigt med, så længe vi er enige om, at det må være dødsstødet for endnu en stærk dag i Tilburg. Med oplevelser i alskens afkroge, og med en trods alt relativt høj bundlinie. Roadburn er fortsat en spændende festival at gå på udflugt i, med musikalske tøbrud i en lind strøm, og så kan jeg dårligt brokke mig. Det skulle da lige være over menneskemylderet og årets mildest talt uigennemskuelige pantsystem – men pyt nu med det, for i morgen venter endnu en dag. En dag med med bl.a. Haunted Plasma, Violent Magic Orchestra og et par Swans-kendinge forude – ingen indvendinger herfra!