RB 25: I udskejelsernes excentriske mørke
Populær
At opføre ‘Black Medium Current’ som helhed er ikke en let opgave, men Dødheimsgard tager udfordringen op – og det forpligter, også selvom uret siger 13:50 på dag tre!
Tankespinnerens Smerte
Interstellar Nexus
It Does Not Follow
Voyager
Halow
Det Tomme Kalde Mørke
Abyss Perihelion Transit
Requiem Aeternum
Mange er da også mødt tidligt op, omend en del så også vælger at slikke sol lidt længere – den har ikke gjort mange tilnærmelser de første par dage. Dem om det, og således mere plads til mig, nu hvor de norske avantgarde-blackstere har meldt klart ud, at dette bliver den helt store forestilling. Ni mand stærk til netop at opføre alle detaljerne så respektfuldt som muligt, og cadeau for modet.
Som min kollega uddyber nærmere her er ‘Black Medium Current’ en kompleks bedrift, der udover at forene mange genremæssige stilarter også åbner dørene op for en mere melankolsk, rørende side af bandet. En side, der ikke mindst bunder i frontmand Vicotniks bevægende register, men også nu står mere tydeligt frem i sangskrivningen, hvor de atmosfæriske keys og vekselvirkningerne fra det nøgternt inderlige til det fuldt ud blackede spiller en central rolle.
Efter Jonas Ulrik Eide og Tommy Thunbergs dvælende indføring på guitarerne i ‘Et Smelter’ er det da også som vanligt Vicotnik, der stjæler billedet. Den sprudlende showmaker med glitter på jakken, et sjal hen over hovedet og klovnede fagter, som for at tage afstand fra alvoren i det hele. Ikke mange minutter går der, før sjalet ryger, og han i sin ejendommeligt rød/hvide ansigtsmaling vælter rundt både på og neden for scenen, som for at sikre, at vi alle holdes oppe på tæerne. Det her er ikke nogen tryghedszone, hvor du står i din egen boble og filmer koncerten. Det her kræver din opmærksomhed, og den sikrer Vicotnik sig, at han har, mens et væld af palietter og soniske paletter folder sig ud."
Bag alskens former for keys er der to hætteklædte mænd til at bære åbningsnummeret frem mod den spacerockede finale. Modsat har Lars-Emil Måløy et stålsat blik, som han skuer ud over Terminalen, mens han på tilsyneladende ukompliceret vis hiver både jazzede licks og tungt bærende anslag ud af ærmet. En imponerende musiker at følge koncerten igennem, altimens Vicotnik tilfører mere af sin dvælende melankoli, ikke mindst i en dybt bevægende udgave af ‘Interstellar Nexus’ tidligt i sættet, i samspil med de to korsangere.
God er han også for hele koncerten igennem at blæse stjernestøv ud over alt og alle, til tider langt op i luften som sin egen slags fyrværkeri, som for at hylde den særlige oplevelse vi er vidne til. Godt nok lyder det, at “Jeg drikker på tredjedagen, som enhver frontmand bør gøre!”, men det svækker intet i leveringen – måske ligefrem tværtimod?
Normalt er jeg ikke meget til den slags koncerter, hvor plader bliver gengivet forholdsvis 1:1, og det viser sig i sagens natur at være præmissen her.
Når det er sagt, så er ‘Black Medium Current’ bare så vild en plade, at det sig selv er en bedrift ud over det sædvanlige at opføre den på denne måde, og det er da også den eneste gang hidtil, at det er sket.
Det føles næsten irrelevant at fremhæve noget fremfor andet – men de to sidste numre fortjener særlige ord med på vejen. ‘Abyss Perihelion Transit’, der slæber sig tungt af sted, men på den der Roadburnske “Redefining heaviness”-måde. Med underspillede overgange, og igen med Måløy komplet overlegen med simple markeringer på jazzbassen, der her tydeligt bærer fundamentet, hele bandet hviler i. Og efterfølgende i ‘Requiem Aeternum’, hvor Vicotnik og de to sangere står nøgternt tilbage på scenen i en bevægende klagesang, blot akkompagneret af Måløy på keypads og afmålte lydflader. Et kvarter, hvor Vicotnik lægger sin gakkede quirks helt på hylden og undtagelsesvis lader sin dybt melankolske side få fuld skrue. Flere tårer bliver fældet. Gåsehud. De stærkeste 15 minutter på hele Roadburn 2025.
Selvom Vicotnik udadtil er showmakeren, med viljen til også at bevæge sig ud over det alt for stift opstillede, så var dette en manifestation hele vejen rundt. At pøblen så endnu ikke har anerkendt ‘Black Medium Current’ som det kæmpe værk det er, må de så selv døje med – i mellemtiden kan vi andre nyde godt af unikke oplevelser som dette, hvor intet er overladt til tilfældighederne. Et dybt bevægende væld af sanseindtryk, der afkrævede en hel time for undertegnede efterfølgende for at genvinde jordforbindelsen – det er noget af det, koncerter kan, når de bevæger dybere end som så. Tak for det, Roadburn. Det er oplevelser som den her, der gør, at hotelværelset allerede er bestilt til næste år!