VMF '20: Det her er liv i Viborg

Nervosa og Orm stod som højdepunkter på en fredag aften i det midtjyske, hvor vi aldrig helt blev blæst bagover, men dog var fint underholdt stort set fra start til slut.

Ah, gode gamle Viborg.

Det er ikke fordi, jeg har sat mine ben i den jyske domkirkeby siden samme tid sidste år, hvor arrangørerne bag Viborg Metal Festival leverede et brag af en oplevelse, der kaldte på et gensyn endnu en råkold martsdag, denne gang i 2020.

Ved indtjekningen på hotellet får jeg fortalt, at alle musikerne også bor her. Det viser sig, at den aldrende og velmenende receptionist henviser til Sweet og Slade, som samme aften giver koncert i Tinghallen andetsteds i byen. Og at hun er så glad for det, fordi ”det bringer noget liv til Viborg”. En venlig sjæl ville ikke vælge at påpege at en flok 70-årige briter, der spiller bedagede hits for ligeså gamle tilhørere ikke just bør omtales som ”liv”, så jeg lader være. Det kan være, hun også står for morgenmadsbuffetten, og man bør aldrig rage uklar med kokken.

Turen går til spillestedet Paletten, hvor arrangørerne på et pressemøde før koncerterne offentliggør, at festivalen fra næste år flytter i større lokaler, femdobler sit bookingbudget og satser på 20 bands frem for de 12, der gæster Viborg denne weekend. Målet er at være Danmarks største indendørs metalfestival. Og naturligt nok kribler det allerede i en for at se, hvad Viborg kan byde på i 2021 med den slags forudsætninger.

Som vanligt har den lokale ølbar Ølluminati sat et par haner med mikrobryg op ude i Palettens foyer, og de vinder både ved aftenens første pitstop og derefter ved hver eneste ansats til tørst over de mere traditionelle fadøl, som vi bliver trakteret med inde i salen.

Aftenens første band er esbjergensiske Cor Vacante. Trods medlemmernes meget voksne alder et relativt nyt orkester, hvis debut 'Amygdala' fra 2019 var en ganske udmærket udgave af tung, groovy, midt-tempo dødsmetal. Selv om salen er meget, meget langt fra fyldt går jyderne friskt til opgaven; bandet selv lever med, headbanger heftigt, bevæger sig godt rundt på scenen og skaber en fin kontakt til de tilhørere, der er nået at møde op til festivalens åbning. Mens Cor Vacante ikke nødvendigvis excellerer i et hidsigt tempo eller riffs, der bare ikke vil forlade ens hukommelse efterfølgende, har deres musik dog en tyngde og en gennemslagskraft der, kombineret med forsanger Jan Bergmann Jepsens stærke og alsidige vokal, efterlader et helt positivt indtryk. Jeg skal tilfældigvis se dem igen i næste weekend i Aarhus. Det gider jeg egentlig godt.

Hyggepopcorn og tåbelig tale
Herefter følger det obligatoriske hurtige sceneskift, og da Paletten stadig lider under ikke at have ordentlige forhold, hvis man bare lige skal sidde og slappe af i 10 minutter, går turen udenfor. Den obligatoriske pølsevogn er ved at blive sat op, mens et sammenrend af jyske metalmedier og festivalarrangører udveksler røverhistorier med en dialekt, som Devilutions københavnske generalstab aldrig ville forstå.

Indenfor er Hellmaze klar til opvisning. Halvdelen af bandet sidder også i arrangørerne, Musikforeningen Olms bestyrelse, så det har nok været blandt årets mere lette bookinger, der ikke har krævet de store forhandlinger. Mens bandet ikke selv lægger skjul på, at de er et hyggeprojekt, formår de nu alligevel at servere en fin, melodisk thrash med tendenser til den klassiske heavy metal. Der er ikke de voldsomme armbevægelser, og tempoet ligger fint og groovy midt i spektret. Det er udmærket tons at indlede to dages festival med, og specielt det godt indstuderede dobbelte vokalarbejde hos forsanger Rafal Malewski og bassist Lars Sørensen efterlader et huskværdigt indtryk. Bandet understreger, at det hele ikke skal tages vanvittig seriøst, da de halvvejs igennem koncerten sender maskotten, en person klædt ud som, tja, Helvedesmajs?, på scenen for at bombardere de første fire rækker med popcorn fra en hjemmelavet kanon. Det er ikke specielt seriøst, men det understreger meget godt den hygge, festivalen emmer af.

Et af de hyggeelementer, vi dog fint kunne leve foruden, er de to bondske konferencierer, som VMF af uransagelige årsager stadig insisterer på at bruge. Vi har før plæderet for, at metalfestivaler ikke har behov for mere eller mindre kompetente personer, hvis eneste formål er at introducere bands med et par farjokes fra et ikke helt færdigskrevet manuskript. De har lært det i Aalborg, men såvel på Copenhell som i Aarhus og Viborg er den ikke trængt ind. Denne fredag topper de to konferencierer dagens amatøristiske indsats med at introducere Orm med en serie umanerligt slatne ordspil på bandets navn i stedet for, eksempelvis, at fortælle publikum, at de nu står for at opleve 2019's formentlig bedste danske metalplade spillet i sin helhed. Det er meget sigende, at kun de tos allerbedste venner kan nosse sig sammen til at grine dæmpet af det mens såvel bandet, som ventede ude i kulissen, og publikum på gulvet var ved at brække flere fodknogler i ren tåkrummen over, hvor akavet og tåbelig indsatsen fra pauseklovnene var.

I en velfungerende virksomhed er det kutyme at skære det fedt fra, der både er overflødigt og ikke bidrager til den gode smag. Hvis Viborg Metal Festival gerne vil op og sætte sig tungt på det jyske metallandkort, hvilket ambitionerne for 2021 vidner om, bør det tohovede, vittighedsudspyende fedt være det første, der bliver fjernet.

Frydefuld kulde fra Solskinsøen
Men altså; tilbage til den kraftpræstation, Orm stod for at levere. For sidste års 'Ir' er vitterligt en ekstraordinær plade, og bornholmernes levering af det godt tre kvarter lange album gjorde ikke oplevelsen af musikken dårligere. Tværtimod. Bandet entrerede på en godt tilrøget scene og kastede sig uden et ord ud i 'Klippens Lyse Hal', pladens første halvdel. Nummerets bragende brutale første minutter går over velklingende akustiske harmonier, groove, ustyrlig black metal, instrumentale passager og afsindigt skregne vokaler fra Simon Sonne og formår derigennem at male dystre, sorgfulde, melankolske og smukke stemninger, som gør både første samt anden halvdel af pladen, 'Bær Solen Ud', til en oplevelse, der rækker langt længere ud i verden og ind i sindet end blot en solid, atmosfærisk black metal-plade.

At bandet kun blev belyst bagfra af lys, der skiftede farve med musikkens tematikker, anonymiserede de fire medlemmer og tilføjede en god virkning til den overvældende oplevelse af de fire sorte silhouetter, bevægelige som genfærd midt i scenerøgen, som trak én igennem det univers af tab, sorg og kamp, som Orm har bygget op på 'Ir'. At Orm netop evner skiftene mellem det smukke og klangfulde og det brutale og aggressive giver en kærkommen afveksling i de ambitiøse kompositioner, ikke mindst eksemplificeret ved den majestætiske slutning på pladens andet og sidste nummer.

Orm har allerede været godt rundt i landet og opføre 'Ir', men chancen er der stadig. Har du endnu ikke oplevet det, er det noget, du bør unde dig selv. Det er en oplevelse ud over det sædvanlige, der også stod uhyggelig stærkt denne aften i Viborg.

Fart og garn på godt og ondt
Klokken er hastigt på vej mod 21, og næste band på scenen er Stormwarrior der, trods et sceneskift, som udfordrer aftenens tidsplan, stadig står tilbage med dagens med afstand dårligste lyd. Det aldrende viking power metal-band får et par numre til at overbevise, hvilket de ikke rigtigt gør, og den strategiske beslutning bliver at stikke omkring pølsevognen udenfor for at få lidt mad i maven inden aftenens to hovednavne. Ved siden af vognen har den første overvældede stakkel i aften netop kastet op, hvilket dog ikke afholder hverken denne skribent eller mange andre fra at nyde et aftensmåltid lige ved siden af pølen i Viborgs kolde forårsluft. Pølsevognen har taget det velprøvede, klassiske materiale med, udfører det til punkt og prikke og skuffer ikke. Her er i der i hvert fald tale om nogen, der holder niveau.

Indenfor er det blevet tid til den brasilianske thrash-trio Nervosa. Stemningen på førstedagen er på sit højeste, og Nervosa gør deres til at holde den der. Lynhurtigt får de gjort hele salen til deres, og forsanger Fernanda Lira bliver med vind i håret, fed mimik og ditto attitude det naturlige samlingspunkt for samtlige tilhørere. Hendes vokalstil, der i live-regi bedst kan beskrives som en mellemting mellem hvisken og skrig, er både speciel og ganske virkningsfuld.

Bandet trækker os igennem egne klassikere som 'Death!' og 'Into Moshpit', mens vi også bliver trakteret med en række stærke numre fra 2018's 'Downfall of Mankind' i form af bl.a. 'Never Forget, Never Repeat', 'Kill the Silence' og 'Fear, Violence and Massacre', hvoraf sidstnævnte står som et energisk højdepunkt denne aften. Nervosa kan synes en smule ensformigt i vinylformat, men på en kold aften i Viborg var bandets hårde, kontante speed-thrash det festlige højdepunkt, der stod som en fin modpol til Orms kunstneriske magtdemonstration tidligere.

Nervosa havde nok suget det meste energi ud af tilhørerne, hvilket absolut ikke kom aftenens lukkere fra Memoriam til gode. Det kan du læse mere om her. Nederst på facitlisten, mens vi traskede hjemad mod hotellet, stod en hæderlig aften i Viborg, hvor bornholmerne og brasilianerne stod for de koncerter, som vi stadig vil mindes med smil til næste år, når VMF byder velkommen i langt større og mere ambitiøse rammer.