Illdisposed viste igen, hvorfor de har været blandt eliten gennem 35 år, men strømsvigt stod i vejen for den helt sublime oplevelse.
Massacre tog os smukt tilbage til begyndelsen og spillede Mantas-materiale med kraft og kærlighed. Kam Lee kan heldigvis også fortælle historien. Men han skal holde sig fra “humoren”.
Sněť tager klistret og ulækker dødsmetal med til København og sætter samtidig gang i en pit, der går fuldstændig amok.
Der er slet ingen tvivl. Det her er med længder årets bedste koncert på Kill-Town Death Fest 2026 indtil videre.
Massacre formår næsten at omvende en skeptiker på Kill-Town Death Fest. Så begynder Kam Lee at snakke.
Det er okay at være lidt en dinosaur på scenen, så længe T-rex-armene kan nå de rigtige strenge og holde det tight. 40 år inde klarer Atomic Aggressor stadig den del.
Disembodiment leverer groovet, tyngden og energien, men nogle gange er summen mærkeligt nok mindre end delene.
Seraphic Entombment begraver Pumpehuset i langsom dødsdoom, hvor tiden trækkes ud, luften bliver tung, og lydmuren langsomt lukker sig om publikum.
Portugisiske Phenocryst bringer geologien med på scenen, hvor dødsmetal, magma og seismiske trykbølger får den lille sal til at vibrere. Men trods massiv lyd, stærk stage presence og et solidt greb om publikum forbliver kvartetten mærkeligt indkapslet, som en krystal i vulkanen, der aldrig helt går i udbrud.
Efter syv år væk fra europæiske scener og 17 år mellem regulære album står Funebrarum igen foran et europæisk publikum. På Kill-Town Death Fest minder amerikanerne os om, hvorfor deres navn vejer så tungt i undergrunden.
Father Befouled har i to årtier prædiket menneskets fald gennem slæbende dødsdoom, blasfemi og riffs så tunge, at selv djævelen må tage et skridt tilbage i Pumpehuset.
Med knusende riffs, veloplagt brutalitet og et bagkatalog fuld af dødstravere lukker Bloodbath Næver Næverland med manér!
Deicide gav en tung og velspillet koncert i Hamburg, hvor deres store hits fra halvfemserne blev fremført med lige dele akuratesse og nerve.
På ‘End Whispers’ kommer verdens ende som en hæs hvisken fra de døde, mens mennesket fortsætter sin begravelsesmarch i den tro, at det stadig er på vej fremad.
Igorrr tog Lagune med på et metallisk vanvidstogt, hvor opera, balkan og blackmetal smeltede sammen i himmelstræbende ambitioner.
De unge kvinder i Braindead gav et kort og entusiastisk, men lydmæssigt mudret dødsmetal-sæt på den intime Boneyard-scene.
Gatecreeper leverede en times energisk koncert af slagsen, der er effektiv i øjeblikket, men hurtigt fordøjet og glemt igen.
Chris Barnes og Six Feet Under tog fusen på folk og leverede en times herlig omgang groovy death metal.
Tidligt fredag på Gehenna beviste Pustulant Flesh, hvorfor de er deres generations bedste death metal-band.
Passion og erfaring stråler ud af Maceration, der i 35 graders sol leverede 45 minutters bundsolidt dødsmetal.