Moustachemetallerne i Venator spillede med utæmmelig og eksplosiv energi og gav Metal Magic årets fest fredag aften.
Judas Priest nåede ikke de himmelske højder i Royal Arena, men metal-legenderne mødte engageret og energisk op med ægte entusiasme for både nyt og gammelt.
Body Count fik jokket godt og grundigt rundt i følelser, god smag og vestlige værdier anno 2024. Måske havde det været nemmere at forholde sig konstruktivt til, hvis ikke koncerten i forvejen var så elendig.
Trods Paul Christensen er uhelbredeligt syg, så stråler og spiller Pretty Maids stadig som rockstjerner og leverede en rørende koncert i Copenhells historie
Forsinket på scenen og for sent om at spille hits. Accept var udmærket, men nok en koncert, der gik direkte i glemmebogen.
Mr. Bungle er mindst lige så relevante i dag som dengang i 1986, hvor de første gang udgav deres nu genindspillede The Raging Wrath of Easter Bunny Demo. En koncert pakket med betydning, og på en og samme tid en ironisk kommentar og en hyldest til den metalscene og det publikum, der var kommet for at høre bandet.
Brooklyns fineste lagde Amager ned med svedig heavyrock og rul.
Scimitar var en af de koncerter, jeg på forhånd satte mig på, da der skulle fordeles anmeldertjanser under årets A Colossal Weekend. Som fan af Slægt og Shaam Larein var det en no-brainer. Desværre var det kun fedt på papiret.
Traditionel hævi er i gode hænder på sprudlende energisk album.
De sorte ryttere trækker blank, men ikke alle klingerne er lige skarpe.
Pectora tager med 'Twilight Knights' et ordentligt skridt fremad med et troværdigt dansk bud på tradtionel metal: NWODHM?
Canadisk-amerikanske metaltraditionalister tager et ordentligt spring fremad på deres tredje album.
Klokken slår midnat hver nat, og så tager Helvedes tjenere over. Der er intet nyt under fuldmånen, men hvad havde du også forventet dig af Helvede? Selvudviklingskurser?
Igennem 90 minutter med en sublim sætliste var drengerøvene fra Ugly Kid Joe værter for en sprudlende fest.
Judas Priest forsøger at halse efter ungdommen med oppumpet og hyperkomprimeret metal, men glemmer sig selv i forsøget på at være hårde og hurtige.
Første soloalbum fra Bruce Dickinson i knap 20 år er kedelig – og det betyder nok, at man kun får sangene at høre én gang live.
Saxon lyder som sig selv og sælger ikke ud. Men hvor mange gange kan man gentage samme formel og samme omkvæd uden at komme til at lyde træt?
Alt godt fra havet, undskyld de 1000 søers land, får man på Amorphis-guitaristen Koivusaaris første soloalbum, der huser flere fine gæster på vokal.
Taunus fik i 2023 udgivet debutalbummet 'Going Nowhere, Fast'. Måske er det selvopfølgende profeti, men mon ikke der er plads til Taunus på den danske livescene?
Det bliver ikke meget mere metal end Metalucifer, der onsdag kørte gennem Beta med en vaskeægte 'Heavy Metal Bulldozer'.