Spændende soloalbum
Alt godt fra havet, undskyld de 1000 søers land, får man på Amorphis-guitaristen Koivusaaris første soloalbum, der huser flere fine gæster på vokal.
2. Vaka Loka (feat. Addi Tryggvason)
3. Whitebone Wind (feat. Marko Hietala & Petronella Nettermalm)
4. Värinvaihtaja (feat. Ismo Alanko)
5. Awakening
6. World as Fire and Hallucination (feat. Shagrath)
7. The Trickster (feat. Jessi Frey)
8. Hooks in the Sky (feat. Tomi Joutsen)
9. Magenta (feat. Mariska)
10. Reverberations
Det er lidt som en storebror og en lillebror. Guitaristerne, makkerne, sangskriverne, stifterne af Amorphis, Esa Holopainen og Tomi Koivusaari. Holopainen, født 1972, lod sit soloalbum se dagens lys i 2021 på metalkolossen Nuclear Blast, mens Koivusaari, født 1973, i slutningen af sidste år så udgav sit soloalbum på det spændende, men mindre Svart Records.
Fremgangsmåden virker ens for de to guitarister. Et par håndfulde sange skrevet på egen hånd, men indspillet med hjælp fra venner, hvor vokalisterne får så særlig plads, at de rummes i sangtitlerne med en featuring. Hvor Silver Lake by Esa Holopainen havde et lidt mere (metal-)kommercielt snit, så har Bjørkø, som Koivusaari kalder sit projekt, knap så bred appel, hvorfor det også giver mening, at udgivelsen er overladt til et mindre pladeselskab.
De to skiver har ikke som sådan sammenhæng – men det er alligevel noget, som godt kan ses som et par, der i forening forklarer lidt om, hvad det er der skaber den mere moderne Amorphis-lyd. Også selvom begge udgivelser kigger udover, hvad hovedbandet kunne finde på at skabe. Og også viser lidt af fortiden.
Et kompilationsalbum?
Det er svært at skabe et homogent album, når man fra sang til sang skifter sangerne ud. Og det er måske også blevet et frirum til netop ikke at ramme en rød tråd fra ende til anden. I kraft af en fælles produktion for sangene lander det dog stadig mere sammenhængende i lyden end et kompilationsalbum. Og dengang, hvor Amorphis bragede afsted med klassikeren 'Tales From the Thousand Lakes', havde kompilationen i den grad sin berettigelse, og mange stødte måske på bandet via Nuclear Blasts serie 'Death is Just the Beginning'. Og trods nye favoritter opdaget dén vej, så var der jo for de fleste både skidt og kanel på den slags udgivelser.
Så købes præmissen om at få en god og blandet landhandel på et soloalbum på denne måde, så er det heldigvis også et aldeles spændende et af slagsen, som Tomi Koivusaari har begået. Sidder man med spørgsmålet lige ved tændernes gærde "synger han selv?", så er svaret nej. Det gør han desværre ikke, selvom han jo præsterede et glimrende growl på de første Amorphis-udgivelser.
Rå vokal og væk fra det vante
Skal det være growl og grovere vokal, så får man Carcass' Jeff Walker på ét nummer, Shagrath fra Dimmu Borgir på et andet, og et tredje klarer Amorphis' vokalist fra dét, man kan kalde den tredje og nuværende periode. Tomi Joutsen. Her mærkes en primær forskel til Holopainens værk, da sangene synes længere fra, hvor personerne kom fra, end tilfældet var på 'Silver Lake', hvor for eksempel indslagene med Jonas Renkse lød som dennes primære band, Katatonia.
Koivusaari og Holopainen gør således også begge brug af Amorphis-frontmanden Joutsen, men hvor Holopainen skabte noget, der var tæt på snydt ud af tidens Amorphis-næse, så lykkes Koivusaari med at komme lidt mere omkring og får Joutsen til at vise mere af sin growl-palette. Han har en karakteristisk ren vokal og et genkendeligt growl, så helt uden Amorphis-træk er det ikke – men ind kommer også det mere grumme growl, som Joutsen også udlånte til Hallatar på 'No Stars Upon the Bridge'.
Et vink til fortiden
Interessant er 'Vaka Loka' med Addi Trygvason (Sólstafir), hvis klagende, rene vokal klæder nummeret. Melodisk, men med en slags søvnig vokal, der giver nummeret en stenet Kent-stemning. Dét er ret fedt.
Det tidligere Nightwish-medlem Marko Hietala synger 'Whitebone Wind' med Paatos' Petronella Nettermalm. Det emmer af Amorphis (særligt åbningsriffet, der trækker tilbage mod 'Am Universum'-stilen) mixet med noget Nightwish. Eller kald det moderne Amorphis med et twist, Hietala har da også været en vigtig person som co-sangskriver på Amorphis-numre, så udfaldet er måske ikke så sært. Interessant er det, at omkvædet rammer noget, der minder om Helloween med Andi Deris, men ellers er nummeret albummets mindst interessante bidrag.
Og når vi er ved noget, der ser bagud i Amorphis-stilen, så har nummeret 'World as Fire and Hallucination' elementer i broen, som minder om ditto på 'Black Embrace' helt tilbage fra 'The Karelian Isthmus'. Omend pakket i nyere lyd.
Yksi-kaksi-suomi-ja-tak-ski
Det mest spændende på Holopainens soloudspil var samarbejdet med Vesa-Matti Loiri. Det var mere obskurt, og ordene på finsk gjorde noget godt for musikken. Der blev skabt en slags mystik for ører, der ikke er udsat for meget finsk i det daglige. Dét trick har Koivusaari afluret. Udover allerede nævnte 'Vaka Loka', så fænger tunge 'Värinvaihtaja' med den alsidige Ismo Alanko, der har gjort sig i mangt og meget siden en ungdom med new-wave og post-punk. Og stille, smukke 'Magenta' er et spændende, finurligt bekendskab. Sunget af Mariska, der har givet den som rapper, men her er tættere på sit pop-virke. Den finske vokal og den sælsomme guitar giver det en mørkere kant, trods det opløftende guitarspil på nummeret.
Jokeren på albummet fik en plads på denne skribents årsliste for årets hit. Dommen lød:
"Klassisk moderne Amorphis-intro, men så kommer hardcore-vokalen og den underliggende fængende fløjten. Og så et omkvæd nærmest med englesang. Jeg er vild med det, og rodekassen af elementer giver faktisk mening."
Ja, Jessi Freys rå vokal i hardcore-området med den finurlige fløjten under er fremragende, og det blide omkvæd gør det hele sangbart undervejs.
Der er mange elementer, som gør denne skribent mere i tvivl om, hvem der egentlig leverer hvad af riffs, elementer og sange i Amorphis. Måske var det Esa Holopainen, der først styrede delay-pedalen i bandet, måske var det Tomi Koivusaari? Måske var det bare brødre i musikkens kunst, der gjorde hinanden bedre, og nu hver især kan smide det hele ind i en egenhændig pulje af glimrende musik?
De to soloalbums er essentielle for alle med Amorphis-interesse, men særligt Bjørkø og 'Heartrot' kan sagtens tåle at stå alene på egne ben.