Røgelse, myrra & mycelium
Indimellem falder du over et stykke musik med en stemning, som får dig til at standse op. Som bevæger man sig fra et hverdagssoundtrack som baggrundslyd – til fokus, interesse og spidsede ører. Danefaes debut er den slags.
Skyer
Eden
Flugt
Løbe
Efterspil
Folder Mine Hænder
Trækker Vejret Langsomt
Regn
Var Din Mund
Potientialet som det afgørende
Lad det være klart. Består dit univers udelukkende af Sanguisugabogg, Caustic Wound og Pissgrave når der skal slappes af, er Danefaes ‘Tro’ umiddelbart ikke din kop te. Danefae er dansksproget rock i den bløde ende, men med tydelige prog-elementer, alt sammen bundet sammen af veltrænet instrument-eksekvering, legesyg sangskrivning og dygtig vokal.
Roen er plantet og interessen vakt fra første klaver-anslag på albummets første nummer ‘Varme’ – et klaverbåret stykke, der i et drømmesyn på et nordisk bakkedrag fader over i nummeret ‘Skyer’, hvor guitarerne introduceres og allerede i første minut selvsikkert bliver melodiskabende og fyrer solo af. Det er fængende og befriende musikalsk.
I teksterne til ‘Eden’ blandes vores oprindelige tro med den mellemøstlige messianske og understreges af kor i kirkelig stil efter godt tryk og plads til guitarer. På ‘Løbe’ fortsætter Danefae med drømmende melodi, småt pulserende guitar-strumming og et klaver med frit svævende tangenter – Anne Olesen er en dygtig vokalist, der med kyndig tilbageholdenhed veksler mellem mere eller mindre luft og samtidig ikke er bange for bevidst at være på kanten til at krænge over hvor det passer ind.
Danefae skaber og leverer sammen fængende, stemningsfulde melodier med dygtig vokal og kyndigt eksekverede instrumenter i et rent og knivskarpt lydunivers. En lyseslukker eller to vil sandsynligvis kunne finde på at kalde bandets lyd for ungt og med “efterskole-vibes”, og det er netop hvad det er. I positiv forstand. Det er et ungt og frisk bud og med den helt særlige, rene naivitet der på denne plade giver sig til kende gennem drømmende rock i eventyrklæder med nordisk snit. Et album med lige dele klaver og distortet guitar. Er efterskolen i øvrigt en Grundtvig-Koldsk tradition, hvor mennesker dygtiggør sig og indgår i et fælleskab, kan det næppe være dårligt. En bøn kommer på lyd i ‘Folder Mine Hænder’ før den rolige ‘Trækker Vejret Langsomt’ serverer opløftende tekst og lækkert samspil mellem guitar, klaver og keyboard. Blandingen mellem klaver og den distortede guitar er virkelig fed, og noget af det, man af Danefae kunne håbe på blive udbygget på sigt. Når man hører tekster på ens eget modersmål, kan der indimellem være være tendens til at opfatte det som “simpelt” eller dårligere, end det i virkeligheden er – sammenligner man for eksempel med engelske tekster i samme genre. Danefae har en pakke med egen lyd og fine tekster der også på albummets sidste nummer ‘Var Din Mund’ kommer til udtryk. Som højskolesangbogen der møder rocken.
Efterspil
Med den kreativitet og musikalitet som Danefae viser med ‘Tro’, skal det kun være, fordi bandet ikke har lyst, hvis de ikke ser ind i spændende musikalsk fremtid. Danefae stikker ud i landskabet, ikke kun grundet deres unikke lyd, men også fordi de slet og ret er gode på deres instrumenter og ikke gemmer sig bag effekter og distortion. Det er rent, ungt og kreativt på et niveau sjældent set på debutalbums. En unik recept, der for alvor bliver spændende at følge, og som skal roses for sin kreative og gode særegenhed.