RF '19: Tunge træk fra Tromsø
De unge norske sludge-rockere kæmpede lidt med lyden og med udtrykket, men hev en hæderlig præstation i land på rent talent.
Roskildes diminutive Gloria-scene er altid et velkomment afbræk fra den store festival, der brøler af sted uden for den lille lagerhal, hvor scenen har hjemme. Her får man følelsen af at være tilbage til en lille spillestedskoncert, hvor nærværet mellem band og publikum har alle muligheder for at trives og skabe intense liveoplevelser, man ikke nødvendigvis kan få ude på de store græsmærker på Dyrskuepladsen. En intensitet, som det i hvert fald til dels også lykkedes norske Heave Blood & Die at opbygge fredag aften.
Trods indledende strømproblemer på scenen gik den unge kvintet på i et lysinferno, der trængte igennem den tætte tåge af teaterrøg, som indhyllede scenen. Marie Sofie Mikkelsens keys, der tilføjer et fint atmosfærisk aspekt til bandets post-rockede sludgemetal, var allestedsnærværende længst fremme i lydbilledet fra start, og mens vokalisterne Mads Ystmark og Karl Pedersen gjorde et hæderligt forsøg på at agere indpiskere over for publikum, var det netop keyboardet, der konstant trængte klarest igennem til tilhørerne.
Hvilket på sin vis er synd. Mens bandet bl.a. på den seneste udgivelse ’Vol. II’ har fundet et perfekt mix mellem den tunge metal, de syrede vokaler og det elektroniske aspekt fra keyboardene, så ramte de bare ikke den blanding denne aften. Om det var en lydmand, der havde en dårlig dag, er uvist, men det fjernede desværre meget tyngde fra Heave Blood & Dies ellers fine udtryk, at man til tider følte sig hensat til en synth-koncert, snarere end til et tungt skud doom fra Tromsø.
Bandet lagde vægt på at få opbygget en stemning og en intensitet i hallen, og derfor blev interaktionen med de par hundrede tilhørere fravalgt, for i stedet at opbygge et momentum i den kværnende sludge. Hvilket var et udmærket valg, om end resultatet var, at publikum var mere tyst medlevende end egentlig interagerende i koncerten. Trods det haltende lydmix var koncerten stadig intens og positivt påtrængende. Heave Blood & Dies musik er medrivende og kræver opmærksomhed. Det er ikke en lyd, man bare står og småsludrer til. Musikken kræver lytterens tilstedeværelse, og er man villig til at give den, er den en rigtig fin oplevelse.
Kombinationen af det keyboarddrevne lydbillede og den manglende interaktion med publikum gjorde, at Heave Blood & Dies udtryk denne aften handlede mere om atmosfære og mindre om aggression. At koncerten måske kunne have været mere mindeværdig, hvis det fokus blev vendt om, som bandet gør på plade, er så en anden sag. Men det var stadig et tungt, atmosfærisk og aldeles godkendt afbræk fra Roskilde Festivals normale trængsel og alarm.