Intet lys i mørket
'I Skyggen af Livet' er en massivt sort energiudladning som startskud på Sort Sinds virke – men skorter på materiale, der sætter sig på nethinden.
Fortærer
Foragt
Hævntørst
Tomhed
Skygge
Sortsyn
Dysterhed
Det er sjældent en god idé at udgive plader en måned inden, året når sin ende. Alle render rundt i juleforblændelser og/eller er allerede ved at samle op på, hvad der gjorde en forskel i det forgangne år, og så når de seneste udgivelser sjældent at få den rette impact i forhold til de plader, der allerede har prentet sig i bevidstheden.
Det nye, københavnske foretagende Sort Sind forsvandt derfor under radaren, da de i slutningen af november udgav deres debut. Også selvom vi snakker et sideprojekt drevet af en vis Mathias Friborg, som mange nok vil kende fra bands som Hyperdontia, Ascendency og Taphos. Navne, der alle gør sig indenfor den mere beskidte dødsmetal, omend han dog her i Sort Sind bevæger sig mere over i black metallens verden. Vi snakker med andre ord pumpende præcision fra Tunas trommer og et utal af tremololinier på guitarsiden, mens vokalen er lige så rådden og rallende, som man kunne forvente sig, Friborgs CV taget i betragtning.
Mest sort bliver det på skæringer som 'Mørke' eller 'Sortsyn', hvor black-maskineriet ruller på højeste klinge, ikke ulig Marduk, Tsjuder og den skole. Fuld fart over feltet, og produktionen er god til at underbygge den massive tyngde, uden det går hen og kompromitterer den gennemgående rå tone. Der mangler dog ligesom noget, der sælger varen. Noget, der binder og sætter sig i de to sange, ud over den Tribulation-klingende gothlinje, der introducerer 'Mørke', og som de lykkes bedre med på den lidt mere varierede lukker, 'Dysterhed'.
Friborgs vante dødsmetal-boldgade får også lejlighed til at skinne igennem undervejs. Mest markant på 'Fortærer', der stormer kaotisk afsted, mens 'Skygge' omvendt er en velvalgt mindre variation som pladens tunge indslag med lækre instrumentale opbygninger i sidste halvdel af nummeret.
I det større billede bliver 'I Skyggen af Livet' dog ikke en plade, jeg kommer til at vende tilbage til. Monotonien er svært overhørig, og sangskrivningen er den største anke. Det lyder for det meste som stiløvelser, der kører på samme klinge, og hvor der ligesom mangler den der umami-effekt, der skulle gøre det endelige udslag. Man kan blot kigge på tracklisten, hvor samtlige sange er mellem 3 og 5 minutter, og alle tituleret med hver sit ord for noget godt og grundigt sort.
Forudsigeligheden er, hvad den er – har du en svaghed for black af den mere tremolo-militante skole, skal du nu nok finde momenter undervejs – men der er da gudskelov enkelte øjeblikke, som 'Skygge' og 'Dysterhed', hvor der gemmer sig potentiale til at holde øje med, hvor Sort Sind driver det hen fremadrettet. Forhåbentlig et sted hen, hvor de gør sig lidt mere vedkommende end på dette indledende skud, men et sted skal man jo starte ...