Copenhell 23: Plat tidsvakuum
00’er-festen fortsatte på Hades hvor Three Days Grace leverede et coup de grace af ligegyldighed.
2. Animal I Have Become
3. I Am Machine
4. Home
5. The Good Life
6. Pain
7. The Mountain
8. I Am the Weapon
9. Painkiller
10. World So Cold
11. Just Like You
12. Break
13. Lifetime
14. I Hate Everything About You
15. Never Too Late
16. Riot
Da Slipknot var færdige med at være Slipknot, var det tid til at række 00’er-faklen videre til canadiske Three Days Grace, der skulle lukke Hades-scenen fredag aften.
Inden bandet gik på blev stemningen lagt an med hip-hop-hittet ’Jump Around’ med House of Pain. Budskabet gik rent ind hos publikum, da canadierne kun nåede kort gennem startskuddene, inden pitten hoppede rundt i glædesrus. Men det var ikke nok for forsanger, Matt Walst, der muligvis stod med mindreværdskomplekser efter Slipknotfesten ved Helviti en halv times tid tidligere, da han helt uden jordforbindelse stampede rundt på scenen og opfordrede publikum til at moshe under ’Animal i have become’. Three Days Grace jo dårlig nok moshmusik, og gentagende gange, når det endelig lykkedes ham at få gang i mosheriet, sluttede det lige så hurtigt, som det startede. Som pantomimet når chefen kommer forbi arbejdsstationen, og man prøver at få det til at se ud som om, man laver noget.
Lidt over halvvejs inde i sættet spillede de ’Break’, der vel er den eneste sang i kataloget, som jeg rigtig kender fra engang til et League of Legends-LAN-party i syvende klasse. De nåede dårlig nok at spille sangen færdig inden Matt Walst skreg ”I can’t fucking hear you”, hvilket jo er klart, når lydmændene gjorde et rigtig godt stykke arbejde til koncerten og resten af bandet stadig spillede. Lægger man det sammen med alle hans tomme frontmandsklichéer som ”We love your beautiful country”- yada yada, der bare fungerede som lamme overgange til sangtitlerne, bekræftede det mistanken om, at han kørte fuldstændig på autopilot.
Three Days Grace er alt andet end tidløse. De var vel store i et halvt årti, hvor de betød rigtig meget for de mange mennesker, der lyttede til dem i teenageårene. Men små to årtier senere fremstår det bare som hamrende irrelevant, og når undertegnede intet forhold har til musikken, vakte koncerten omtrent de samme følelser som en youtubereklame, man ikke kan springe over. Men for folket oppe foran var det sikkert som at gense Star Wars: The Phantom Menace. Det eksisterer i et tidsvakuum, som man kun kan forholde sig positivt til, hvis man selv var der.
Bandet spillede godt, lyden var skarp og publikum elskede det. Men med forsangerens rablende, platte amerikanske tilgang til sit publikum, og deres intetsigende boogielisterock, efterlod Three Days Grace mig fuldstændig apatisk.