Traditionen tro

Machine Head tilbage i Pumpehuset, men de må få rystet mere rundt i bagkatalog-posen, mener vor udsendte. Det er efterhånden blevet fast kutyme for Machine Head at besøge Pumpehuset i slutningen af året, og vi blev da heller ikke snydt i år. Man kunne måske undre sig lidt over anledningen til den igangværende Europaturné, for der er ikke kommet noget nyt fra Machine Heads front siden det ganske udmærkede ”Through the Ashes of Empires”-album fra sidste år.

Men, som altid – når Machine Head gæster landet - var Pumpehuset fyldt til renden med engagerede fans, der var i højt moshing-humør.


Politik og metal

Denne gang havde Machine Head medbragt et af de store nye navne fra New Wave Of American Heavy Metal (NWOAHM)-scenen, nemlig God Forbid. Mange af bandene fra dén scene lider af, at de er inspireret af Slayer grænsende til det kriminelle, så det var i sig selv interessant at finde ud af, om God Forbid kunne leve op til de mange lovprisende ord, som de trods alt har fået med på vejen af anmelderne.

God Forbid lagde ud i brutal stil, og den mørke, store sanger Byron Davis forstod på fineste vis, at få de fremmødte med på noget moshing/headbanging. Ikke mindst, da han bad om et højtlydt ”Fuck George Bush!”. Her var publikum nærmest rørende enige, og selvom brølet nok ikke kunne høres over på den anden side af Atlanten, så var det lige før.

Den hårdtslående trommeslager kunne ikke spille sig ud af den elendige lyd der var på trommerne gennem det meste af sættet, hvilket ødelagde helhedsindtrykket af denne koncert – God Forbid’s første i DK – en anelse, og det var først hen imod slutningen af sættet, da den ganske fede single ”Antihero”, blev spillet, at bandet for alvor hævede sig over det gennemsnitlige.


Utrættelig maskine

Som nævnt besøger Machine Head Danmark forholdsvis jævnligt, og når der ikke er mere end ét år mellem koncerterne, så må det være svært at spille en helt anderledes koncert, eller i hvert at undgå visse ligheder mellem de to.

Der blev da også – præcis som sidste år – åbnet med ”Imperium” fra det seneste album. Robb Flynn var som altid veloplagt, og kastede cola/vodka-shots ud til højre og venstre, mens han kvitterede med et godt dansk ”Scåwl!”. Den nytilkomne guitarist, Phil Demmel, har efterhånden fundet sin plads i bandet og han forstod i sandhed at piske en stemning op i sin side af scenen.

Det kan diskuteres om det nye(ste) album holder så godt, at man kan tillade sig, at lade halvdelen sættet bestå sange af derfra? Den - for os europæere - ukendte ”Season’s Wither” er kun at finde på den amerikanske udgave af ”Through The Ashes of Empires”, og der måtte den da godt være forblevet, for den var ærlig talt ikke noget man faldt på røven af begejstring over…

I vanlig stil forsatte Machine Head med ”Ten Ton Hammer” og ”The Burning Red”. Sidstnævnte starter altid snakken rundt omkring i krogene i Pumpehuset!

Før ”Take My Scars” brød publikum – traditionen tro - ud i ”Højt fra træets grønne top”, som Robb Flynn udmærket huskede, og som han synes lød "awesome". Netop under ”Take My Scars” viste københavnerne også, at de stadig er i stand til at lave et yderst brutalt og omfattende circle-pit.

Nøjagtigt de samme ekstranumre som sidste år afsluttede koncerten, dog var Mercyful Fate og Metallica-coverne skiftet ud med et Sepultura/Pantera-medley, som burde kunne få ethvert ellers nok så kynisk hævi-hoved til at joine moshen og mindes de glade midthalvfemsere! Fem sekunder af Guns N’ Roses’ ”Sweet Child o’ Mine” blev det også til, men det var vist mest for sjov.

Næste gang Machine Head kommer (om det så bliver ved juletid næste år eller ej) så må de godt tænke lidt i nye baner, og ryste lidt bedre rundt i posen med bagkataloget, når de skriver sætlisten. Ellers kan de ikke holde det solide 9-tal, som det blev til denne gang.