Rørende tyngde med tilbageholdt åndedræt
Vi skulle på en spændingsmættet, kontrastfyldt svævetur med knusende møder med tyngdekraften sammen med canadiske Big|Brave, men først støj med Fågelle.
Uden titel
Uden titel
Uden titel
Of This Ilk
Half Breed
Fågelle optrådte solo på Pumpehusets lille lobbyscene med det, der vel bedst kan beskrives som indfølt popsang over droner og støj. Med et arsenal af pedaler, guitar og violinbue skabte svenskeren fine arpeggioer ud af støj fra guitaren og tilsatte droner og sang. Til tider lød hendes guitarspil, måske med vilje, en smule klodset, næsten outsider art-agtigt, men overordnet set fungerede hendes korte opvarmningsset godt. Et klart højdepunkt var, da et knasende guitarstik blev til et kakofonisk væld af støj på sin vej gennem Fågelles effektpedaler. Det kom der en paradoksal skønhed ud af, som klædte hendes vokal godt.
Uden titler, stadig vitalt
Big|Brave har et bandnavn, der passer godt til dem. Deres lyd er temmelig storslået, og deres udtryk er modigt, og derfor kunne man måske frygte, at Pumpehusets lille scene ikke helt ville kunne bære bandets knugende lyrik og både eksperimenterende og grumt tordnende musik, men det skulle heldigvis vise sig ikke at holde stik. Ganske vist stod det klart, at en konsekvens af et så intimt setup er, blandt andet at bækkenernes hvislen skærer ind over vokalen på en måde, som det er svært at styre med så lille afstand mellem publikum og band, men det lille scenerum gav til gengæld en tætpakket, mættet og meget kropslig oplevelse af bandets intense musik.
Karakteristisk for bandets mod og kompromisløshed bestod hovedparten af koncerten af fire helt nye numre, som endnu ikke har fået titler. Udtrykket på disse numre lå fint i forlængelse af bandets seneste og uden tvivl bedste udgivelse ’Vital’. Forsanger og guitarist Robin Watties klare stemme, som både lød godt over de stille, svævende passager såvel som de dundrende guitarnedslag fra hende og den anden guitarist Mathieu Ball, skabte et rørende, menneskeligt anker i musikken, som stod smukt i kontrast til trommeslager Tasy Hudsons angulært minimalistiske, men hårdtslående rytmer.
Små detaljer, store armbevægelser
Bandet har en virkelig fin fornemmelse for dynamik og pacing, og samspillet mellem de to guitarister, som mere synes at fokusere på tekstur og dybe forstærkersvingninger end på tonalitet, er fænomenalt. Små, soniske detaljer, som da Mathieu Ball holdt sin guitars hoved op mod Tasy Hudsons bækken og lod hendes slag forplante sig gennem guitaren, så det hvæsede smukt i forstærkeren, sørgede for, at brutaliteten og tyngden konstant antog nye, interessante former.
Til sidst fik vi to numre fra albummet ’Vital’, som i høj grad hviler på Watties poetiske beskrivelser af hendes liv som POC-kvinde. På ’Of This Ilk’ sang Wattie, så ens hjerte knustes: “Strike me with that desire, the burn of what I’ll never be / born to this body, I’ll starve of waiting”.
Wattie er en fantastisk vokalist og virkelig bandets helt store plus, og det var derfor også helt passende, at hun fik lov at afslutte koncerten helt alene, messende foran et helt tyst, intenst lyttende publikum. Og det var da, at Big|Braves voldsomme energi og følelsesudladninger for alvor fejede benene væk under mig. Jeg kunne næsten ikke trække vejret af frygt for at ødelægge øjeblikket, og jeg var bogstaveligt talt rørt til tårer. En vidunderlig afslutning på en koncert, der både talte til kroppen og følelserne.