24 strenge og en småsyg frontmand
Populær
Det er muligt, at Periphery aldrig har spillet en god opvarmningskoncert i Danmark, men som hovednavn leverer de amerikanske prog-metal-ekvilibrister varen stort set hver gang.
Sidste år udgav de amerikanske prog-metallere Periphery deres fjerde album, 'Periphery III: Select Difficulty'. Et album, der er langt mindre djentet og mere poppet end tidligere udgivelser. Udgivelsen af et nyt album fordrer naturligvis turné. En turné, der bragte sekstetten forbi Pumpehusets store sal en ellers kedelig og grå maj-tirsdag. I den sammenhæng fik aftenens publikum ligeledes mulighed for at opleve to andre interessante prog-metal-bands. Den Indianapolis-baserede sekstet The Contortionist og italienske Destrage.
Kunsten at benytte første opvarmningsband til at indstille lyden
Destrage havde live-debut på dansk grund. Når man tænker på, at bandet er grundlagt i 2005 og har fire fuldlængdeudgivelser bag sig, den seneste er ’A Means to No End’ (2016), er det ikke en dag for tidligt. Specielt fordi italienerne har bevist deres værd og kvalitet. Musikalsk minder Destrage i høj grad om Sikth, især grundet tilgangen til prog-arrangementerne, brugen af djent og forsanger Paolo Colavolpes vokalføring. Sidsnævnte minder i høj grad om Mikee Goodmans (Sikth) skiftevis nasale, nærmest hysteriske, rene og brølende vokal.
Desværre var det ikke meget, vi hørte til Colavolpes ellers imponerende vokal. Førstesalen i Pumpehuset var halvfyldt og virkede lydmæssigt mere som en beton-tunnel end en koncertsal. Frederico Paulovich overdøvede alt bag trommerne, mens de to guitarister, Matteo Di Fioia og Raplh Salati, druknede i bulder og brag. Det brugte lydmanden det meste af koncerten på at få ændret. Det lykkedes aldrig helt. Stærke numre som den sublime ’Destroy Create Transform Sublimate’ og førstesinglen fra bandets seneste udgivelse, den medrivende ’Symphony of the Ego’, fik aldrig lov til at udfolde sig i den grad, numrene fortjener.
En ærgerlig debut for Destrage, der tydeligvis gerne ville overbevise det danske publikum.
Aftenens bedste prog-metal-band.
Det er anden gang, The Contortionist gæster Pumpehuset. Sidst var i marts sidste år, hvor de varmede op for Tesseract på den intime scene i stuen. En opvarmning, der var præget af dårlig lyd. Med aftenens første opvarmning i tankerne var frygten for en gentagelse naturlig.
Heldigvis var lyden meget bedre. Lokalet var blevet tættere pakket, og mon ikke også lydmanden havde fået justeret ind under Destrage-koncerten?
Der var ikke så meget pjat. Forsanger Michael Lessard bød kort velkommen, inden sekstetten kastede sig ud i det smukke søskendepar ’Language I: Intuition’ og ’Language II: Conspire’. Samme start som sidst amerikanerne gæstede Danmark, men langt bedre udført. Lessards følsomme rene vokal gik forholdsvis klart igennem, mens guitar-virtuoserne Cameron Maynard og Robby Baca leverede de smukke riff fejlfrit og sikkert.
The Contortionist var aftenens mest proggy navn. Det mest stilrene prog-navn, hvorimod såvel Periphery og Destrage flirter med andre genre-input. Til trods for stor forskel mellem bandets tre fuldlængdeudgivelser fremførte sekstetten en sætliste, der afspejlede diversiteten pladerne imellem og samtidig byggede bro mellem dem. Et fornemt arbejde, der gav publikum en nærmest unik oplevelse. Om det så var melodiske og smukke passager prydet af Lessards excentriske adfærd, eller tungt og brutalt som f.eks. på ’Oscillator’, spillede bandet en flot koncert, der heldigvis kun var præget af få lydproblemer.
Den svære balancegang mellem gammelt og nyt
Hvilket hovednavn starter en koncert med et stille nummer og 24 strenge ligeligt fordelt på tre guitarer? Periphery gør. Den melodiske og neddæmpede ’A Black Minutte’ indledte aftenens koncert med den amerikanske sekstet. En sekstet, der i aftenens anledning var reduceret til en kvintet, da bassist Adam Getgood forud for touren besluttede sig for fravælge livet på landevejen til fordel for andet arbejde.
Spencer Sotelo var småsyg og slatten, Misha Monsoor og Mark Holcomb var derimod i højt humør. Nærmest legesyge. Sotelo måtte arbejde for sin performance, men endte med at hive en arbejdssejr hjem, mens førnævnte guitar-ekvilibrister simpelt og nemt leverede riff såvel som sceneperformance. En optræden, der smittede af på publikum. Aftenens andet nummer, ’Stranger Things’, blev budt energisk velkommen af publikum, og vi skulle ikke længere end til fjerde nummer, ’Marigold’, før gulvet foran scenen velfortjent gyngede.
Resten af koncerten var på mange måder en tour de force i bandets nye materiale. Hele syv numre fra 'Periphery III: Select Difficulty' blev det til. Udover førnævnte var specielt ’The Way the News Goes...’ og ’Prayer Position’ en fornøjelse at opleve live. Til gengæld måtte publikum undvære amerikanernes måske største hit ‘Alpha’ fra ’Juggernaut: Alpha’ (2015). En balancegang mellem nyt og ældre, der nemt kan skuffe. Især efter aftenens fesne afslutning. ’Lune’ er langt fra et Peripherys bedste nummer. Smukt og flot, men slet ikke med den afsluttende nerve og intensitet, som f.eks. ’Alpha’ eller for den sags skyld ’Icarus Lives’ ville have givet koncertens døende åndedræt.
Grundet konstante skift og samplet bas fik publikum desværre også flere uhensigtsmæssigt lange pauser. Det virkede underligt afbrudt, når Sotelo gang på gang blev efterladt alene på scenen. Oftest bakket op af klaver-samples eller lignende, men faktum er, at det satte koncerten på pause, indtil de andre var tilbage.
Bortset fra den lidt kønsløse afslutning og løbende pauser spillede Periphery en flot koncert. Amerikanerne leverer varen, når de står som hovednavn (det har de aldrig gjort som opvarmning på dansk jord). Med undtagelse af den sygdsomramte Sotelo var der lutter smil og højt humør på scenen. Det samme var der blandt publikum.