RB 26: Uforløst eksperiment med kendisappeal
Kaos, skronk og store navne – men eksperimentet forbliver netop det: sjældent mere end glimtvis interessant.
På deres Bandcamp-side omtaler Backengrillen sig selv som anti-fascist, anti-racist, free form death jazz . Vidste man ikke bedre, så ville det i hvert hjælpe en hel del til at forklare den noget aparte opstart, hvor vi først udsættes for en øreskærende omgang kakofonisk støj fremført på to tværfløjter miket op på alskens pedaler, inden Dennis Lyxzen indtager scenen i jakkesæt med to yderligere, øredøvende skrig.
Backengrillen er bestemt ikke kommet for at please.
Hvad end man så må formaste sig til at kaste efter dem af genreprædikater, skal jeg ikke dømme nogen for. De er i hvert fald noget for sig selv, som det også tog sig ud på det selvbetitlede debutalbum, der landede her i januar. Et album, der efterlod smagen af at være meget frit funderet uden de store tøjler optaget henover en weekend, og det er tydeligvis også gerne det indtryk, de vil efterlade os med her i dag. Et langt, bastant take på ‘Dör För Långsamt’ er en af de genkendelige indslag, der sniger sig frem med Lyxzen, der udover lidt underlige hyl det meste af vejen følger melodilinien fra saxofonist Mats Gustafsson, når da ikke saxen skejer helt ud. Snart derefter hører vi en mere dyster, post-punket side af dem, hvor saxen mere bruges til at male os ind i ambiens, mens vi også får en flere minutter lang, betontung riffsekvens hen mod slutningen af koncerten.
Backengrillen tyr ganske vist mest til løse strukturer, der kan formes som koncerten skrider frem, men som vi hører det i dag, virker det meget formativt, hvilket det jo i sagens natur så også er. Men hvad vil de egentlig?
Vi er nok næppe nogen herinde, der ikke kender til tre af medlemmernes fortid i nu hedengangne Refused, eller for den sags skyld Gustafssons eget CV, der bl.a. inkluderer samarbejder med så yderliggående kunstnere som Sonic Youth, The Ex og Merzbow. Men så er det kunsten at tænke, hvordan jeg egentlig ville forholde mig til det her, hvis ikke Gustafsson eller Refused havde nogen andel i det her – og her må jeg tilstå, at jeg næppe ville have husket denne koncert, hvis ikke jeg havde historikken fra medlemmerne at forholde mig til. De bevæger sig simpelthen ikke videre fra det interessante til det decideret unikke eller deslige, og hey, fred være med det. Backengrillen er tydeligvis et eksperiment, og vi er da momentvis godt underholdt, f.eks da Mats har kørt skinger skronk i flere minutter, og en velkalkuleret tone leder hele resten af bandet ind på scenen igen til den sidste del af ‘Dör För Långsamt’.
Det kan godt være, at sættet tager mere løseligt afsæt i debutpladen, end vi nok havde antaget. Det gør bare ikke koncerten mere interessant, når de kun sjældent lykkes med hvad end de ellers prøver kræfter med, og de tidligere Refused-gutter virker for meget på udebane, men de skal jo nok også lige nå at finde fodfæste i denne nye side af sig selv. Vi håber da, at det bliver mere spændende, når A Colossal Weekend venter om et par uger – lige nu sætter vi dog ikke forventningerne for højt.