Fucking bevæg jer!
PopulærStairways sidste koncert blev til et brag af en fest sammen med Henret, John Cxnnor og aftenens hovedpersoner fra Cabal, der også benyttede lejligheden til at fejre deres nye plade, 'Magno Interitus'.
Livet er blevet en alvorlig ting. Vi taler om elpriser, inflation og konkurser - og det hele ser lidt dystert ud. Denne aften på Stairway holdt vi kollektivt fri fra alle problemerne, og gav den maksimalt gas til et festfyrværkeri af slås- og dansemusik fra Henret, John Cxnnor og Cabal. Det var også Cabals releasefest for deres plade 'Magno Interitus', der kom for 1,5 måneds tid siden, men som en kort snak med bandets frontmand Andreas Bjulver Paarup afslørede, så har balkortet simpelthen været fyldt. Og det skal man jo aldrig brokke sig over som band.
Charmerende Henret
Stairway var godt fyldt allerede inden aftenens første band, Henret, gik på scenen og det var med et mulehårs forspring, at undertegnede fik fat i et garderobeskab til jakken. Men befriet for vinterens tunge tøj og udstyret med en øl, var det tid til at komme ind og høre noget musik.
Henret er et typisk deathcoreband, med masser af breakdowns, chugga-chugga-riffs og knald på stortrommerne. Egentlig står musikken ikke ud på nogen måde fra mange andre bands i genren, men de havde en charme, som er svær at sætte en finger på, og som også får en til at bære over med de småting, der ikke var så fede.
Først og fremmest skal Henrets tightness fremhæves. De har ret godt styr på hinanden, og mestrer også de langsomme skift i tempo, som ind imellem godt kan mudre lyden en hel del, hvis ikke alle er helt enige om, hvordan det skal gøres. Henret havde helt sikkert forventningsafstemt, inden de gik på, og med en forsanger, der pacede som en vred løve i et bur på den ret lille scene, var der lagt i kakkelovnen til taktfast nikken med hovedet foran scenen. En ikke helt fyldt sal bevirkede også, at publikum som sædvanligt ikke havde fundet vej helt op til scenens kant, så det blev så som så med mosh’en. Men det kan man dårligt bebrejde musikken.
Lyden var også god, og det var derfor nemt at skille instrumenterne fra hinanden. Men som sagt: Henret skiller sig ikke særligt ud fra andre bands i genren, måske lige bortset fra at visse vokalstykker er konstrueret som 'snakke/synge-tilløb' til et brøl. Det virkede besynderligt, og første gang var jeg helt overbevist om, at det var en fejl. Men da det blev gentaget nogle gange, blev det klart at det var med vilje. Det er muligt, at det fungerer på plade, men det blev bare virkelig underligt live, og måske skal bandet overveje om de enten skal udelade de passager og fortolke frit fra scenen, eller om de skal bringe en ekstra vokalist ind i billedet, så det lyder lidt mindre stresset. Det var heller ikke sådan lige i skabet rent tonalt, hvilket man dårligt kan fortænke nogen, når man har så travlt. Men så måske hellere lade være. Henret gav os en god forbrænder på aftenens hovedpersoner, fik varmet op under publikum og viste, at man sagtens kan skille sig ud fra mængden alene på charmen.
Hæmningsløs revolution
Et kort change over og så skulle John Cxnnor indtage scenen. John Cxnnor er, som mange af vores læsere vil vide, et navn, som vækker svær begejstring på dele af redaktionen, og derfor var de også den virkelige grund til vores besøg i Vanløse denne aften. John Cxnnor var også aftenens aparte indslag - for er der noget, de ikke spiller, så er det generisk deathcore. Brødrene Rasmus og Ketil Sejersen indtog scenen med vanlig tilbagelænethed og indledte aftenens seance med tungt, industrielt bulder, der fik ørene til at blafre. I dagens anledning havde de allieret sig med Victor Kaas fra Eyes, og allerede på Roskilde så vi, at det match er helt rigtigt.
Kaas kom marcherende ind på scenen med John Cxnnors flag højt hævet og fik sat festen igang i et inferno af støj. Eller han forsøgte i hvert fald. De første par numre var publikum nok mere i chok end decideret begejstrede, og vi fik først for alvor gang i festen, da Rasmus Sejersen gav pokker i det hele og smed både hæmnninger og ørebøffer overbord. Med drumpad’en i hånden kom han ud til scenekanten og fik sat gang i løjerne, og om end det nok var en indskydelse, så fungerede den fremragende. Publikum kom op til scenekanten, begyndte at bevæge sig, og virkede i det hele taget til at have accepteret dette industrielle, technoprægede indslag i aftenen. Besynderligt nok fik festen endnu mere luft under vingerne, da sættet slog om i et mere hardstyleinspireret indslag.
35 minutter kaos og vanvid
Den kaotiske improvisation på scenen, hvor Sejersen også undervejs måtte give fortabt i kampen mod hovedtelefon-ledningens drilskhed, fik også flaget til at gå på omgang blandt publikum. John Cxnnors tunge, maskinelle lydflader kombineret med det bedste, techno kan byde på, er et fremragende bud på, hvordan den hårde musik kan spilles i fremtiden. Det sætter sig i mellemgulvet på den helt rigtige måde og vi kiggede alle sammen ind i vores undergang; en følelse, der kun forstærkedes af Kaas' vanvittige vokal og kropssprog på scenen, mens Ketil Sejersen havde sin egen fest bag keyboardet. Det var en kaotisk koncert, et revolutionært oprør mod alt etableret, og John Cxnnor fik os hevet grundigt rundt i managen på de skaldede 35 minutter, de havde til deres rådighed.
Overraskende livlige Cabal
Efter et længere changeover, blev det tid til aftenens hovednavn. Cabal. Vores anmelder her på magasinet anmeldte tidligere på året Cabals nyeste album 'Magno Interitus' og efterlyste lidt mere eventyrlyst. Vi havde derfor ikke de store forventninger til koncerten, men her blev vi positivt overraskede. For hvad Cabal måske mangler af liv på albummet, kompenserede de så rigeligt for live, og det var et virkelig veloplagt band, der endelig fik lov at fejre udgivelsen og samtidig sige pænt tak til Stairway i Vanløse, der om kort tid overtages af spillestedet Alice. Ikke overraskende for en releasekoncert spillede Cabal pladen fra ende til anden. Vi fik da også lidt af det gamle i slutningen af sættet.
Hvis jeg skal sætte et eneste ord på Cabal, så er det ordet “fest”. Måske ikke i den gængse definition, men de hårde timer på landevejene og på scener på hele kontinentet har givet dem en fintunet fornemmelse for hvordan man starter en mosh. Med få ord fik de startet festen: ‘fucking bevæg jer’. Tallige dedikerede fans var mødt op og stod helt oppe foran - klar til at slås. For det var nemlig den slags fest. Slås, crowdsurf, og moshpit. Ingen tænkte på elregningen lige i dette øjeblik.
Et modnet band
Det slog mig undervejs, at Cabal er modnet. Umærkeligt og undervejs har de fået en sound, som selv en turist i genren kan genkende som Cabals. For det er ingen hemmelighed, at jeg ikke normalt sætter lige præcis deathcore på derhjemme. Eller for den sags skyld opsøger det live. Men det skal ikke ligge Cabal til last. Det de gør, gør de godt og de gør det originalt. Det var et konsolideret band, vi så indtage scenen på Stairway og vi er helt klart ude over det værste ungdomsfjol. Musikken er stadig ung, men ikke længere naiv, hvilket måske er det, der er min største anke mod genren generelt. At de tilmed spiller fremragende, med energiske Andreas Bjulver Paarup helt ude på scenekanten, på scenegulvet og på publikums hænder oppe i luften, er bare et plus, og vi havde en fornøjelig koncert. Der har sneget sig lidt elektronisk ind i hist og pist, og det lagde en bund af uhygge under den hårdtslående, stramme deathcore. Det fungerede fremragende og gav en ekstra dimension til musikken.
Umætteligt publikum
Måske blev numrene lidt ens efterhånden, men det kan også skyldes at jeg ikke har skamhørt pladen. Det havde publikum til gengæld og de vidste præcist hvordan de numre lød, og spredt jublen kunne høres når nogens nye yndlingsnummer blev slået an. På den måde kan der jo være fordele i at holde releasekoncert en måneds tid efter udgivelsen. Da sættet nåede de ældre numre i Cabals bagkatalog, blev pointen om et modnet band for alvor understreget. For selvom det er gode numre, velkomponerede og velspillede, så virkede de måske til tider som en t-shirt, der var blevet lidt for lille til bandet. Men hits er hits, og publikum var ellevilde helt frem til afslutningen af koncerten, hvor Cabal måtte kaste håndklædet i ringen overfor et umætteligt publikum, der bare ville have mere.
Henret: 3/5
John Cxnnor: 5/5
Cabal: 5/5