Copenhell 25: Britisk solstik
Employed to Serve trådte til som erstatning på Pandæmonium-scenen, men leverede en energiforladt og rodet koncert præget af dårlig lyd og manglende nerve.
Der var høj sol over Pandæmonium-scenen, da britiske Employed to Serve – hevet ind som erstatning for Cattle Decapitation – åbnede betonscenen på Copenhell. Egentlig skulle det have været Kittie, der tog imod publikum på det tidspunkt, men festivalen havde – fornuftigt nok – rykket rundt i programmet, så vi fik det dårligste af de to indslag først. Og sikke da et bundniveau. Vi fik en koncert præget af energiforladt fremtoning, rodet sætliste og et decideret elendigt lydmix – et tidligt lavpunkt på festivalens første dag og en stærk indikator for onsdagens generelt sløje program.
Ikke overraskende valgte Employed to Serve at fokusere sættet på deres seneste album, 'Fallen Star' (2025) – en udgivelse, der i forvejen fremstår forholdsvist rodet og mangler en genremæssig rød tråd. Et ankepunkt, der kun blev forstærket live. Koncerten fremstod usammenhængende og fragmenteret, uden progression eller følelsesmæssigt payoff. Hvert nummer gled over i det næste uden nævneværdig dynamik eller variation. Det var svært at skelne mellem sangene – både på grund af materialet og den mudrede lyd, som pløjede det hele ud i ét stort fladt tæppe.
Lyden var koncertens helt store akilleshæl. Guitarsoli og melodiske detaljer, som normalt ville give numrene identitet, var stort set fraværende i mixet. Ofte kunne man kun høre en udefinerbar mur af støj, som fjernede al kant og finesse fra bandets udtryk. Det hele lød fladt og udtværet. Trommerne, der til gengæld bragede alt for højt, endte med at overdøve resten og skabte en uligevægt, der yderligere forværrede den i forvejen svage helhedsoplevelse.
Den eneste komponent, der fungerede nogenlunde, var vokalerne. Justine Jones leverede som altid med intensitet og autoritet, og hendes stemme stod klart i front i det ellers kaotiske mix. Mere kan man dog ikke tilskrive forsangeren, der ellers virkede blottet for lyst til at bevæge sig eller give tilbage af den energi, som publikum forsøgte at sende bandets vej. Hendes opfordringer til at moshe og crowdsurfe blev dog grebet – hvilket måske overrasker, men det siger nok mere om publikums generelle festivalbegejstring end om bandets evne til at motivere.
Employed to Serve virkede mere som et band på autopilot end et, der greb muligheden for at bevise noget. Kombinationen af en rodet sætliste, et uengageret scenisk udtryk og en katastrofal lydproduktion efterlod indtrykket af en koncert, der hverken var vild, farlig eller mindeværdig – bare forglemmelig.
En times metalcore i bagende sol burde have været en energibombe. I stedet blev det en slatten omgang, hvor solen næsten var det mest intense element.