Copenhell 23: Sorte skyer over Pandæmonium
Defacing God spillede uvejret frem med en hæderlig indsats.
Der har været to gennemgående temaer på dette års Copenhell: Følelser og ubekendte faktorer. En stor del af de koncerter, jeg har været til, har været med bands, jeg ikke kendte i forvejen, og det forholdt sig også sådan med danske Defacing God, som efter sigende skulle have endog en del tilfælles med de senere inkarnationer af Arch Enemy.
Det kan jeg godt bekræfte, uden at såre nogens følelser, håber jeg. Forsanger Sandie The Lillith har i hvert fald læst godt på lektien og indtog derfor scenen med en selvsikkerhed funderet i troen på egne evner. Og den var uden tvivl berettiget. Vokalen fejlede ikke noget og hendes brøl kom helt ude fra næste postnummer, klar til at vippe os alle en flad. Hendes optræden matchede musikken i energi og vi kan alle blive enige om at en fod på monitoren, er et power move man kun slipper godt fra, hvis man gør det og mener det.
Men det er svært at abstrahere fra, HVOR indstuderet attituden og fandenivoldskheden er, især når den rustne vokal fulgte efter os over i pauserne mellem numrene. Jeg er helt med på, at alle lader sig inspirere, at man har en foretrukken æstetik, og at der er nogle regler, der definerer de forskellige underarter af dødsmetal. Men der bør stadig være et aftryk, der er bandets eget, og det savnede jeg undervejs. Omvendt er de stadig et ungt band, og derfor er der rig chance for, at de kan finde deres egen niche i en subgenre, der meget let kommer til at være varianter af den samme plade fra engang i 90'erne.
Og apropos variation. Selv med Arch Enemy åndende mig i nakken, var der stadig masser af gode ideer i deres velspillede melodød. Sandie The Lillith har en næsten black metallet hæshed i sin vokal, som går godt i spænd med de melodiske sider af musikken. Jeg bed mærke i, at de også var glade for Bloodbaths mere ekstreme tendenser, noget der var med til at bringe den efterspurgte variation ind i billedet.
Det kan måske godt være svært at udlede af min kritik, at jeg i bund og grund synes, det var en god koncert. De fleste medlemmer har en fortid i andre bands, og det kunne mærkes helt nede i skyggen af ølteltet. Alle var overbevisende og fokuserede på at give os en god koncert, hvilket de gjorde. Alt andet ville være løgn, og det er heller ikke fordi jeg gik derfra og følte, jeg havde spildt min tid. Næste gang håber jeg dog at se Sandie være mere sin egen, for hun har noget at have det i.