Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

AMF 2018: Elder med helt egen lyd

Updated
16ELDER

Elder var klart festivalens mest særprægede koncert, der med deres helt egen stenede og progressive doom udfordrede publikum til Aalborg Metal Festival.

Kunstner
Dato
03-11-2018
Koncertarrangør
Fotograf
Henrik Reerslev
Karakter
2

Elder er en trio fra Boston i USA, der spiller en særegen blanding af stonerrock, progressiv metal og doom iblandt rigelig jazz. Hvis det lyder mærkeligt, så er det, fordi det er det.

Vi kom løbende ind til koncerten, da et interview var løbet par minutter over sig, men det, vi så, var præcis, hvad vi havde forventet. Nogle knalddygtige musikere, der har en fest for sig selv og, til stor glæde for arrangørerne, overraskende nok også for en del af de fremmødte. 

De er på turné med deres seneste plade ’Reflections of a Floating World’, der udkom i juni måned 2017. Herfra kommer de fleste numre også denne aften, og når vi siger fleste, så er det ikke nødvendigvis en hel masse. Pladen består kun af seks numre, men er alle mellem ni og trettenminutter lange. Så det er lange, komplekse sangkonstruktioner, Studenterhuset denne lørdag aften trakteres med, og publikum er pudsigt nok med på ideen.

Elder har lidt knas med lyden mellem to numre, men publikum tager det pænt og hepper på teknikken. Da der kommer styr på elektronikken, sætter de i ’Blind’ fra netop førnævnte plade, og det nummer varer altså 13 minutter. I det lille kvarter kan man så se bassist Jack Donovan hoppe og danse med sit instrument i midten, mens guitarist og forsanger Nick DiSalvo står yderst til højre og synger. Når han synger. For det er sørme ikke stemmebåndet, der slides mest til en Elder-koncert. Der er mange instrumentale passager, hvor man er henført til bandets helt eget musikalske univers.

Der er ingen tvivl om, at Elder er det, vi på nydansk kalder "an acquired taste"’. Det betyder løst oversat, at enten er man helt vild med det, eller også er det simpelthen for navlepillende og højtravende til, at man overhovedet gider beskæftige sig med det. Denne anmelder måtte desværre bekende sig til det lavpandede segment i publikum, da koncerten var slut, for det vakte absolut ingen følelser. Men til alt held var der mange blandt publikum, der godt kunne lide Elder og således sikrede de en stor variation i programmet, når man tænker på, hvor langt der er fra Elder til dødsmetal eller black metal, som der var så rigeligt af på plakaten til Aalborg Metal Festival 2018.