MMF 25: Det episke finske vingesus
Havukruunu har endnu ikke skabt sig et navn herhjemme – det blev der dog rettet gevaldigt op på lørdag aften i Fredericia!
Yönsynty
Tavastland
Kuoleman Oma
Ulinuos Syömein Sota
Kunnes Varjot Saa
Myrskunkutsuja
Rautalintu
Tähti-Yö Ja Hevoiset
Selvfølgelig er der nogen, der som undertegnede er faldet over dem i årenes løb, ikke mindst i disse Metal Magic-kredse – men du har indtil nu skullet være ualmindeligt heldig for uden videre at kunne støde på metalheads herhjemme, der har noget kendskab til denne finske kvartet, uagtet de har tyve år på bagen. Om de overhovedet har gæstet Danmark før, er der heller ikke meget, der tyder på. I det mindste ikke siden jeg fik øjnene op for dem på ‘Kelle Surut Soi’-pladen tilbage i 2017, hvilket så også bidrager til at forklare, hvorfor Havukruunu er mit utvetydige hovednavn på årets Metal Magic-program.
Af samme årsag er der også store forventninger at skulle imødekomme i deres meget dynamiske lydbillede, hvor det episke touch og de store harmonier aldrig glider alt for langt væk i baggrunden. Således også i dag, hvor vi fra start får åbningsnummeret fra den nye skive ‘Tavastland’, hvorfra de første fire numre i sættet er at finde. Allerede i ‘Kuolematon Laulunhenki’ får alle strengespillerne lov at demonstrere deres trestemmige kor, mens Henkka senere får flashet sine leadskills fremragende på guitaren. Et forrygende, larger-than-life nummer til at sætte bandet i scene, ligesom ‘Kuoleman Oma’, der bliver leveret med lige den rette ration black metal-schwung, hvor deres forkærlighed for Bathory ikke er til at tage fejl af.
Timo Kosenius er i høj grad deres frontfigur, afslappet klædt i læderjakke, hullede jeans og bare fødder, mens han tager sig af hoveddelen af vokalen med sit effektive bjørnebrøl. Snakken mellem numrene holdes til det spartanske, og vi tvinges da heller ikke til at prøve at tyde de finske sangtitler. Sangene er lange nok i forvejen, så ni numre på en time efterlader ikke meget plads til slinger i valsen, og Havukruunu har deres helt på det tørre.
Som det er med koncerter af den indstuderede slags, så kan det også smage lige lovligt professionelt, og det kommer vi heller ikke helt udenom her. Hver mand står fastlåst på sin firkant af scenen, og så kan man se nok så cool ud bag sine solbriller med åbentstående skjorte og behåret brystkasse, som fx Humö Mörkstunde på bassen. Det er bare, for at sige det, som det er, en dybt uinteressant koncert at se på, uden nogen form for backdrops eller udsmykning til at underbygge finnernes stemningsskabende kompositioner. Og det er kun, når strengespillerne står side om side og kører deres trestemmige kor, at der reelt er lidt visuelt at drages af. Her har Havukruunu stadig noget at lære, at løsne op og give musikken og musikerne mere rum til at leve i momentet.
Når det er sagt, så er vi også ude i et repertoire, der er sirligt komponeret med masser af indbyggede harmonier, riffs og hooks, der sætter sig, og gudskelov aldrig så melodiøst, at det bliver alt for poleret i kanten. Kvaliteterne er der allerede, og at vægten så ligger lidt til den tungere side af bagkataloget, hjælper selvfølgelig på det, omend jeg gerne havde set bare lidt flere af de heroiske øjeblikke, der gjorde, at jeg faldt for dem i sin tid – men det er nu skønhedsfejl i småtingsafdelingen. At de så til gengæld hiver en fortræffelig gammel sag som ‘Rautalintu’ fra debuten op af hatten og lukker med en af mine personlige favoritter, ‘Tähti-Yö Ja Hevoiset’, ja, så kan man da dårligt andet end at gå smilende derfra, herligt opløftet på vej videre mod The God of Hellfire, Arthur Brown – og hvilken kontrast!