Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

SRF ´18: Længe leve lyn, lak & læder!

Populær
Updated
SRF ´18: Længe leve lyn, lak & læder!

Der var vaskeægte kærlighed til metal i luften, da Halford & co. lørdag leverede en god blanding af nye hits, gamle slagere og glemte godter med en lille surprise i ærmet. Der er mødepligt i Royal Arena i aften!

Kunstner
Dato
09-06-2018
Trackliste
1. Firepower
2. Grinder
3. Sinner
4. The Ripper
5. Lightning Strike
6. Bloodstone
7. Saints In Hell
8. Turbo Lover
9. Tyrant
10. Night Comes Down
11. Freewheel Burning
12. You´ve Got Another Thing Comin´
13. Hell Bent for Leather
14. Painkiller
15. Rising From Ruins
16. Metal Gods
17. Breaking the Law
18. Living After Midnight
Koncertarrangør
Fotograf
Jacobh Hansen
Forfatter
Karakter
4

Kors! Læder! Nitter! Skrig! Slager på slager!

Metalguderne var endnu engang ude for at levere varen, denne gang med deres mest roste album i årevis, 'Firepower', på programmet. Tiden måtte vise, om fraværet af Glenn Tipton på grund af begyndende Parkinsons ville være savnet. Andy Sneap, som også var indover produktionen af 'Firepower', var her en habil, omend lidt tilbageholdt erstatning, der mestendels lagde sig i skyggen af den sublime Richie Faulkner, som flere af jer måske husker fra deres koncert på Copenhell i 2011, da han erstattede K.K Downing.

Startskuddet blev titelnummeret fra det nye album, som også live lagde et solidt fundament for resten af showet med både lysshow og bagbeklædninger, der simpelt, men effektivt, illustrerede deres velkendte bombastiske udtryk. Det vakte dog en smule bekymring, at Rob Halford allerede fra starten tenderede det stakåndede, og det viste sig da også at være kendetegnende for dele af aftenen, at han har sværere og sværere ved at holde stemmen i længere tid ad gangen. Når dét er sagt, mestrer han dog stadig det fulde vokalspektrum, præcis som vi kender ham, og i øvrigt som få andre på hans alder, hvilket vi kun kan beundre ham for!

Udover at promovere det seneste album var der gravet godt ud i gemmerne, hvor mange af de mere oplagte slagere blev erstattet af dybere cuts fra bagkataloget. Dejligt forfriskende, deres bagkatalog taget i betragtning, og her var det især 'Tyrant' og 'The Ripper', der begge bragede igennem med mere hårdtslående kant end originalerne, gåsehudsfremkaldende råt! Videoprojektionerne med de faldne engle i flammer, som komplementerede 'Saints In Hell', bidrog samtidig med at belyse den passion for ild og power, som de stadig 40 år senere sværger til.

Halford skifter givetvis jakke lige så ofte, som vi andre trækker vejret. Om de enkelte jakker er bevidst udvalgte til de enkelte numre, står os uklart, hvor jeg her især hæfter mig ved den sølvfarvede jakke med ”Heavy metal” påskrevet med kæmpe bogstaver henover ryggen, mens de spiller en af aftenens mindre metalliske sange, 'Turbo Lover'. Det var festligt, og Faulkner bærer scenen med vanlig kølig charme, lave knægange og cool solbriller, men jakken hang ikke her, som flere andre gange i løbet af aftenen, helt sammen med sangvalget. På den anden side, er der så noget som helst ved Judas Priest, der ikke er metal?

Det var i det hele taget en smuk rejse gennem Judas Priests bagkatalog, og på trods af det komplette fravær af materiale fra 'Painkiller' fra 1990 og frem til 2018 klager vi ikke, når 'Lightning Strike' og 'Rising From Ruins' slog så hårdt som de gjorde. Der var heller ikke et øje tørt, da Tipton selv lavede en smuk entré på de sidste numre, som var behørigt enkle klassikere på stribe, som udvalgt til ikke at udfordre hans Parkinsons.

På med vesten i aften i Royal Arena, I har virkelig noget at glæde jer til!