Roskilde '17: Kun lige akkurat godkendt
Populær
Med deres klasssike bud på hardcore fik norske Sibiir under søndagens warm up-koncert motiveret publikum til at holde en passende fest. På Roskilde Festival er det ikke et kvalitetstegn i sig selv.
At det år efter år bliver ved med hovedsageligt at være en fornøjelse at være på Roskilde Festival, skyldes i høj grad den indstilling, som størstedelen af de musikere, der gæster festivalen, synes at tage med sig på scenen, når de spiller på Dyrskuepladsen. Uanset om man hedder Dave Grohl og giver koncert foran titusinder og atter titusinder af publikummer på Orange Scene, eller om man har et navn, som måske kun de færreste nikker genkendende til, og derfor spiller på en af festivalens mindre scener, løber det stærke engagement som en rød tråd under de koncerter, man er til på Roskilde.
Særligt kommer engagementet til udtryk på festivalens Rising-scene, der i warm up-dagene så at sige giver en række up and coming musikere fra Skandinavien muligheden for at vise deres værd. At de såkaldt mindre etablerede kunstnere selvfølgelig kan have et stort engagement, var koncerten med blandt andet danske Natjager et godt eksempel på i år. Her oplevede man et band, der er nye i spillet, og som i live-regi spillede derefter. Det vil sige med en vilje og en energi, der motiverer en til at dukke op også næste gang, bandet lægger vejen forbi et spillested i nærheden. Selvom man egentlig ikke er specielt imponeret over den musik, som Natjager disker op med, leverede de en koncert, der lige akkurat gav en lyst til at se dem igen.
Det samme gør sig ikke gældende for Sibiir, der spillede på Rising søndag eftermiddag. Den norske kvintet var for nylig opvarmningsband for Kvelertak på en række datoer rundt omkring i Europa, hvilket i sig selv ellers indikerer, at vi har at gøre med et band, der sandsynligvis forstår at skrue på de knapper, der nu engang skal skrues på, for at få deres festligere take på hardcore til at give genlyd hos publikum. At bandets knapper maksimalt kan skues op til ”på det jævne”, betyder i dette tilfælde ikke alverden, thi det jævne ofte er nok for festivalens publikum. Flere gange under festivalen viste middelmådige sange – dvs. sange, der sådan set eksekveres okay, men som samtidig er hørt tusinde gange før – samt anonyme musikere at være festlig motivation nok. Det gjaldt ikke kun under festivalens warm up-dage, men også generelt, at Roskildes publikum skaber en fest, uanset hvilken musik de står overfor. Nogle gange tager festhysteriet tilmed overhånd og fjerner fokus fra musikken, som det var tilfældet under koncerterne med både Auðn og Baest.
Under Sibiirs koncert tog festen ikke overhånd, men passede egentlig meget godt til omstændighederne. Alligevel skulle der ikke meget til for at fjerne fokus fra både show og musik, hvilket skyldes middelmådighed. At Sibiir både musikalsk samt med hensyn til deres stage presence i bund og grund er et band, man har set og hørt utrolig mange gange før, betød på Roskilde muligvis ikke meget set med festbrillerne på. Tværtimod. Det 100 % generiske udtryk synes at passe fint ind blandt festlige teenagere, der i højere grad er på Roskilde på festens betingelser end på musikkens. Havde Sibiir gæstet en af de større scener som en del af det ”rigtige program”, havde man sandsynligvis stået med en følelse af at være blevet taget i røven. Tager man scenens formål i betragtning, var Sibiirs koncert på Rising lige akkurat træg men godkendt.