Kvast af Konvent
Populær
Amager Bio bød på mystik, tysker-tæsk, bajerfest og et ondt og festligt forbandelsesritual til sidst.
2. Grains
3. The Eye
4. Fatamorgana
5. Sand is King
6. Into the Distance
7. Never Rest
8. Ropes pt. II
9. Puritan Masochism
10. Pipe Dreams
11. Squares
Der var et stærkt fremmøde i Amager Bio i lørdags. Tre danske metal-darlings og tyske Implore under Napalm Records skulle nemlig på deres europaturne, ‘Napalm Over Europe: Double The Death/Double The Doom Tour 2022’. Som navnet antyder var der lidt af hvert i genreskuffen, og det var kun godt. Alle bands spillede bragende gode koncerter, som var medrivende fra start til slut.
Turnéen var allerede fra start ramt af en række udfordringer. På den oprindelige plakat skulle ukrainske 1914 have stået øverst, men måtte naturligvis melde afbud på grund af krigens rasen. I stedet kom det hamborgensiske grindcore-band Implore med, hvis bassist lå hjemme med Covid, hvilket skulle vise ikke at være et problem. Derudover er Konvents guitarist, Sara Nørregaard, i øjeblikket på barsel og derfor har bandet hentet den tidligere guitarist fra Shamash og nuværende i Pleaser, Sophie Lake, ind som vikar på touren.
Men disse større eller mindre udfordringer skulle vise sig så godt som ligegyldige for aftenens stemning og succes, for de spillede alle sammen nogle pragtfulde koncerter.
(0)
Til min store skuffelse, skulle de mystiske, navnløse og hættetrøjebærende post-black metallere spille først. Jeg var netop lige kommet ind af døren da de gik i gang og jeg missede derfor de første 20 sekunder af titelnummeret ‘SkamHan’. Satans. ‘SkamHan’ er et virkelig godt nummer at starte ud med, fordi de mange harmoniseringer er så stemningsfyldte – de skaber en enorm spænding og dramaturgi i musikken. Det blev selvfølgelig stærkt efterfulgt af deres bestialske frontmands ankomst og brøl på scenen.
For (0) er musikken og atmosfæren det, der står i centrum og derfor behøver de ikke at gøre noget vildt på scenen. Instrumentalisternes selvsikkerhed, mørklagte ansigter og indlevelse i musikken er nok. Resten står Frontmanden, (FJ), for for. Det stod fuldstændig åbenlyst da de sluttede af med ‘Rød Glorie’ der har en dragende og hæsblæsende opbygning, som stak helt af under det lange og syrede, skærende og delay-effektspækkede stykke inden outroen. Det føltes som om bandet hypnotisk sugede publikum tættere og tættere ind i deres ildevarslende lydunivers. Det blev ikke til mere end fire numre for (0), og det kunne de simpelthen ikke være bekendt.
Implore
En smøgs tid senere kom der ellers nye pølser i brødet, da hamborgenserne trådte op på scenen med tre mand. Før publikum var rigtig klar, jog guitaristen sin guitar ind i højtalerkabinettet for at få fuld skrald på feedbacken og Implore var i gang. De var tight og skød masser af kværnende riffs, blast beats og nærmest morbide breakdowns afsted mod os. De lykkedes næsten med at fylde den ret store scene ud, bortset fra at de holdt sig nærmest overtroisk væk fra deres fraværende bassists side af scenen.
Undervejs kom Implore med en hel del undskyldninger. Det var her vi fik fortalt, at deres bassist lå hjemme med Covid. Derudover havde forsangeren ikke sovet og var derfor (åbenbart) ved siden af sig selv. En masse undskyldninger til os publikummer. som de slet ikke havde behøvet. De fleste havde vel bemærket, at der ikke var en bassist, men lydfolket kunne givetvis trylle den aften, så det var ikke et savn i mixet. Så indtil afsløringen troede jeg egentlig bare at Implore var for seje til at have en bassist. Dertil fløj forsangeren rundt på scenen og skreg så voldsomt, at han lød som en overfyldt svinetransport, der kører for stærkt i en rundkørsel. Det fungerede altså skidegodt, og det var der bred enighed om, eftersom de fik sparket gang i aftenens første wall of death, hvor folk ramlede så hårdt ind i hinanden, at godt halvdelen faldt sammen som et spil klodsmajor ved sammenstødet.
Eftersom Implore var med på et afbud, fik de også frembragt en hyldest og en skål til ukrainske 1914, som aftenen igennem også blev hyldet af den blå og gule lyssætning på scenen. God stil.
Livløs
En kø til baren senere var det Livløs’ tur, og de var betydeligt mere dramatiske. Hvor Implore bare var vrede, ville Livløs feste med store armbevægelser. Aarhusianerne fløj rundt på scenen, stak tungerne ud af munden og skålede i bajere. Der var masser af twin leads, groovy breakdowns, fødder på monitoren og svingende hår over det hele. Kort fortalt: Hele den dramatiske pakke.
Melodisk dødsmetal er for undertegnede en uinteressant genre, og jeg har derfor aldrig haft et behov for at dykke ned i Livløs’ musik. Men Livløs kunne uden tvivl sit kram og fik meget hurtigt sparket gang i salen, hvilket blev hjulpet godt på vej af deres karismatiske frontmand Niklas Lykke. Altså, i sidste ende er en god koncert bare en god koncert, om så musikken fænger eller ej.
Livløs’ største problem var sjovt nok, at de var alt for livlige. De var ikke helt tight, og det lød derfor lidt rodet, men det var også forståeligt nok, når de havde så travlt med at drøne rundt og piske en stemning op – og eftersom musikken ikke rigtig fangede anmelderen, var det måske endda at foretrække for oplevelsen, at Livløs bare hamrede igennem og skabte en fest. Der var mange Livløsfans i blandt publikum, og de elskede det i hvert fald, og det gjorde jeg vel også næsten til sidst, eftersom jeg nær havde hoppet med ind i aftenens største wall of death.
Konvent
Jeg var noget nervøs på Konvents vegne. Den eksplosive fest Livløs havde leveret forinden, efterfulgt af Konvents doom, der foregår i et meget lavere og tungere tempo, var en foruroligende kombination. Men ligesom Implores egne bekymringer tidligere på aftenen, blev mine gjort til skamme. Ritualet startede med en dyster barnekor-version af ‘Solen er så rød mor’, hvorefter Konvent lagde ud med den stemningsfulde ‘In the Soot’.
Droppet nåede vel lige at lande, og så blev vi alle kvast af Konvents tonstunge lyd, mens Rikke List brølede igennem og kastede om sig med mørke besværgelser over os alle. Julie Simonsen havde krammet på trommerne, mens Heidi Withington straffede sin fender-bas noget så grufuldt, og stand-in guitaristen Sophie Lake lirede de grovkornede riffs af.
Sættet var en god blanding af sange fra både ‘Call Down the Sun’ og ‘Puritan Masochism’, og det hele blev spillet med så meget attitude og bombastisk selvsikkerhed, at det smittede af på os alle. Vi skulle ikke langt ind i sættet, før hele hele Amager Bio stod og svajede med til de onde og rituelle hekse-grooves.
For at runde koncerten helt af, gav Konvent et ekstranummer, den bølledoomede ‘Squares’ fra deres første EP. Sangen er vel og mærke Konvents bud på en ‘N.I.B’ i sættet og dermed nok Konvents mest ‘festlige’ sang. Det var genialt, for på det her tidspunkt havde Konvent skabt en så god stemning ved at være så overbevisende, at de kunne have spillet hvad som helst med fuld effekt.
Rikke List takkede dybt og ydmygt på bandets vegne for at stå på sådan en stor scene foran så mange entusiastiske mennesker, men det var helt og holdent deres egen fortjeneste.