NMF 24: Ujævnt og genialt
Tiamat var først kejtede, sidenhen mægtige, da de opførte deres hyldest til 90'ernes kreative eksplosion på Næstved Metalfest!
Clouds
Play Video
Smell of Incense
A Caress of Stars
The Sleeping Beauty
Forever Burning Flames
Wildhoney
Whatever That Hurts
The Ar
Visionaire
Vote for Love
This Is My Life (Gasolin'-cover)
Gaia
Hvilke forventninger kan man have til en Tiamat-koncert i 2024?
Svenskerne, der er anført af den karismatiske excentriker Johan Edlund, der sidste år med kort varsel aflyste en koncert på Viften i Rødovre, fordi Edlund var involveret i en ulykke, der kostede et kraniebrud, en arm, der var brækket to steder, og en voldsom hjernerystelse? Et band anført af en mand, der virker temmelig mærket af livet og lidt ude af kontakt med noget som helst uden for sin egen bevidsthed, da han stavrer Ozzy Osbourne-agtigt rundt på scenen fredag i Næstved, iført en slags tornekrone af gummi, spøgelseshvid makeup med bevidst dårligt optegnede sorte læber, læderjakke og, selvfølgelig, solbriller midt i aftenmørket.
Men Edlund er også en af de helt store originaler i metallens historie. Som interviewperson, hvor han altid virker på en gang åbenhjertig og ikke helt til at stole på. Som frontfigur og manden bag nogle af 90'ernes mest originale metaludgivelser med en lyd, som det aldrig rigtig er lykkedes nogen at kopiere. Og som sådan må han da også gøre lige hvad han vil, for han har skabt noget, som det er få forundt at gøre.
Radikale eksperimenter
Men alligevel ... Tiamat har ikke udgivet et album i tolv år, de var holdt op med at være rigtig gode dengang, og de er på turne med numre fra 90'erklassikerne 'Clouds' og 'Wildhoney', og Edlund er også berygtet for svingende præstationer live. Som det antydes i vores nylige metaldiktator om 'Wildhoney' er albummet en sær størrelse, der ligger et usikkert, udefinerbart sted, hvor bandets evner ikke helt står mål med de tårnhøje ambitioner – og måske derfor ender med at blive så vellykket. Albummet står også som en milepæl for, hvor langt man egentlig kunne drive eksperimenterne i metal i 90'erne, hvor frugtbar perioden end var.
Det gør 'Clouds' fra 1992 egentlig også, men det er det de færreste, der er klar over det. Hører man den i dag, er det påfaldende, at den er flere år forud for sin tid, som om den i passager er blåkopien for den kreative revolution i den atmosfæriske metal, der kom nogle år senere (før kreativiteten i genren fordampede helt mod slutningen af 90'erne). Den er voldsomt original – sikkert, fordi bandet gerne vil spille psykedelisk rock, men ikke kan finde ud af ikke at være et metalband. Det kommer til i ånden at minde om Celtic Frosts radikale eksperimenter i 80'erne, af og til også i lyden, men med en sært flamboyant tone, som om Edlund også har fået noget godt ud af at høre schweitzernes 'Cold Lake'. Men også primitivt i forhold til det, de vil opnå. Der er ikke noget helt som 'Clouds', og det har været en lille åbenbaring at høre det de senere år, med den senere metalhistorie i baghovedet.
Fremmedartet og fremmedgjort
Men som sagt: 'Clouds' er et lidt underbelyst album, der står i skyggen af Tiamats senere udgivelser. Og det gør også, at begyndelsen af koncerten går hen over hovedet på store dele af det feststemte publikum. Og selvom de begynder at nikke mere med hovederne, da vi når til "hittet" 'The Sleeping Beauty', bliver man lidt bekymret for, hvor koncerten er på vej hen. Edlunds excentriske optræden virker sær, numrene virker ikke helt egnede til et festivalpublikum i et land, hvor de færreste kan deres metalhistorie, og man frygter, at publikum føler sig for fremmedgjorte til, at det nødvendige samspil mellem band og publikum kan etableres. En skam, for numrene fra 'Clouds' står stadig i al deres uperfekte originalitet som et vidnesbyrd om en tid, hvor metallen på usikre vinger flaksede mod et eller andet, den ikke helt selv vidste hvad var.
Et mikrokosmos for sig
Det er, da numrene fra 'Wildhoney' begynder at dukke op, især da hittet 'Whatever That Hurts' bliver spillet, at publikum for alvor vågner op, og koncerten løfter sig fra noget lidt kejtet noget for kendere til en stor aften. Det er også, som om Edlund endelig begynder at slappe af. Om det er den øgede feedback fra publikum eller de bajere, han løbende skyller ned, ved jeg ikke; måske er han bare mere komfortabel med 'Wildhoney', fordi det album kom tættere på hans ambitioner, men han liver i hvert fald kendeligt op, taler meget mere til publikum, laver sjov og tager mod slut sågar sine solbriller af. Og tager billeder af publikum til konen hjemme i Canada, hvor han bor i dag.
At høre numrene fra 'Wildhoney' live føles lige så magisk som at høre dem på cd for første gang. De er aparte, mærkeligt statiske og temmelig fri for metalkonventioner, men de lyder heller ikke som de progressive rocknumre, de var inspireret af. Det er, som om de stadig står i ensom majestæt, aldrig kopieret, et mikrokosmos for sig i den større metalverden. Her skinner Tiamats sol stærkt. Det gør den for så vidt også under 'Vote For Love' ('Judas Christ', 2002), fra da transformationen til gothrock-band for længst var endegyldig. Dengang var Tiamat holdt op med at være stilskabende visionære, men til gengæld er det virkelig en banger, naiv tekst eller ej. Det bliver næsten for meget af det gode, da de vælger at please danskerne med et cover af Gasolin's 'This Is My Life', inden mægtige 'Gaia' afslutter en sær og stor koncert.
En modvægt til lunken professionalisme
Hvordan bedømme en koncert som Tiamats koncert fredag på Næstved Metalfest?
Er det et problem, at en del af publikum virker fremmedgjorte af et navn på hovedscenen, mens anmelderen er temmelig meget oppe at køre som fan?
Er det et problem, at koncerten er ujævn, blandt andet fordi materialet fra 'Clouds' går hen over hovedet på store dele af publikum, så man virkelig skal ville koncerten i begyndelsen?
Er det et problem, at Edlund virker skrøbelig i begyndelsen, og at bandets optræden er ret anonym det meste af koncerten, så alt hviler på Edlunds martrede skuldre?
Eller skal man i stedet bare overgive sig til den storhed, Tiamat viser i især anden halvdel af koncerten?
Jeg vælger det sidste, at overgive mig til storheden. Og jeg gør det også, fordi jeg er oprigtigt benovet over, hvor banebrydende Tiamats sange stadig er i 2024, hvor unikke de er på metalscenen. Og fordi Tiamat også i 2024 står et sted, der virker usikkert. Den slags er simpelthen et helt andet kunstnerisk niveau end den sikre, lunkne professionalisme, der fylder så meget på festivalscenerne og på metalscenen generelt.