Devilution - webmagasin om hård rock og heavy metal

Grumstikkeraften

Populær
Updated
_JD18488
_JD18744
_JD18891
_JD18109
_JD28103
_JD18268
_JD18373
_JD18390

Hærg og horror! Stikkersvin og Nyredolk gjorde metallen mere farlig i Pumpehusets stueetage, bare for en aften.

Kunstner
Titel
+ Stikkersvin + St. Digue
Spillested
Dato
27-01-2023
Fotograf
Jacob Dinesen
Forfatter
Karakter
4

Tidligere på dagen, da et par kolleger spurgte mig, hvad weekenden skulle stå på, stod forundringen malet i deres ansigter, som smagte de på kunstnernavnene, jeg havde i vente. Som den fødte optimist prøvede jeg at blødgøre dem med Stikkersvin-medlemmernes navne (Skvat, Tronraner, Ingen m.fl.), men lige lidt hjalp det.

Det kræver nok lidt mere end som så at forstå den, for metallens verden, iboende kompromisløshed, aftenens lineup ville byde på. Som koncertaktuelle Manowar engang så kækt udtrykte det, ”Wimps and posers, leave the hall” – men så tidligt som billetterne blev udsolgt, var der heller ikke nogen risiko for, at nogen forvildede sig tilfældigt ind fra gaden. Alle vidste nogenlunde, hvad de gik ind til, om end ikke hvilken form det ville antage i denne kulisse.

Én ting er dog ny for de fleste – ’…Og De Levede Ulykkeligt og Alt For Længe’ udkom samme dag, og det er derfor ikke mindst denne nye skive, Stikkersvin har på dagsordenen. Joy Division fra DJ-pulten afbrydes af pulserende støj, inden bandet entrerer scenen i patronbælter, laser og læder. Coolness-faktoren er høj, som Skvat med de karakteristiske, lange dreads og skarpe solbriller hyler, vræler og brøler sig igennem sættet som den lettere maniske frontmand, vi allerede oplevede ham som til deres debutkoncert for tre måneder siden i Fredericia. Attila Csihars teatralske attitude spøger lidt i krogene sonisk såvel som i de hidsige fagter, men musikalsk er vi dog et helt andet sted. 

_JD18388.jpg

I bund og grund fremstår Stikkersvin som nogen af de seje punkere fra Ungdomshusmiljøet, der har fundet ud af, at de faktisk hellere ville spille black – og qua deres upolerede baggrund havner et eller andet forstyrret sted midt imellem. Kortfattet bliver sættet fræset af sted med afstikkere udi både anarchopunket fræs og black'n'rollede grooves, og så gør det for så vidt ikke noget, at Skvat er den eneste, der bærer bandet udover scenekanten. Det tager intet fra musikken, hvor særligt trommeslager Ingen holder drivet kørende med samme attitude som på pladen. At publikum så for flertallets vedkommende ikke udnytter lejligheden til at bryde med den stillestående konformitet må stå for egen regning, for Stikkersvin gør usvigeligt alt det, der skulle til for at starte en fest – udover selv at springe ud i masserne ligesom hovednavnet efterfølgende.

_JD28168.jpg

Det eneste tidspunkt, hvor vildskaben stilner af, er sent i sættet under den sagte, klimpende intro til ’Hovmod’, som antydningen af den stereotypt lange, følte black metal-intro. At den så bliver lige så abrupt afbrudt af den primale tremolo-black, de mestrer til perfektion, stod kun til at bekræfte deres uskolede og kompromisløse natur, som fortjener al den cadeau, den kan få, i dyngerne af den karakterløse konservatorie-black, vi ofte må tage til takke med i disse tider.

_JD18477.jpg

En halv times mental udrensning senere er Nyredolk dagens hovednavn. Et band, jeg kun har fanget på Metal Magic Festival 2019 under den i nogen kredse legendariske og mildest talt kaotiske 15-minutters-seance, hvor jeg nærmest blev stormet af spøgelset i front fra første sekund. Dengang virkede dette kutteklædte foretagende endnu meget formativt, uden at gøre meget ud af det musikalske, i stedet med fuld vægt på det konfrontatoriske aspekt. 

_JD18882.jpg

Hvor banalt det dengang end virkede i sin eftersmag af ”form uden indhold”, så kan den indstilling trods alt godt have sin berettigelse på rette tid og rette sted, og her viser Pumpehuset at være den helt rette kulisse. Ikke hovedscenen, som ellers kunne have været overvejet, nu hvor der blev så tidligt udsolgt, men stueetagen, hvor vi alle er på øjenhøjde. Ikke, at vi kan se deres øjne i andet end udvasket, sortrandet form, men med muligheden for at interagere og skabe den tumult, som de er kendt for at skabe. Det er sigende i sig selv, at det første vennelaget vender ved ankomst til Pumpehuset er, hvor de har tænkt sig at stille sig i forhold til forsangeren, alt afhængig af om de er med på at gå hele linen ud denne fredag eller ej. Nyredolk har på den vis udadtil først og fremmest skabt sig et navn på, hvor farlige de er, og med det musikalske potentiale som den sekundære faktor.

_JD18729.jpg

Hvad det angår er Nyredolk i dag stadig det samme band, jeg så dengang i 2019. Efter mere pulserende støj lyder der et par minutters klageskrig, inden sættet åbnes med paraderne oppe og frontspøgelset på spring udover masserne. Den crust-baserede black får alle til at fokusere på nuet, om de skal involvere sig i tumulten inde i midten eller ej, og ikke mindst at glemme alt om pæne facader og sikre slagere. Nyredolk har intet, der blot minder om den slags, og det er så også til dels deres udfordring. I dedikationen til at gøre metallen mere farlig, som så absolut stadig er bandets force, er der meget lidt musikalsk, der står ud fra helheden. En udfordring, de til dels deler med Stikkersvin forinden, hvor genkendelighedsfaktoren er svært fraværende, men det giver så andre muligheder, hvis kulissen er den rette. Her kan frontspøgelset gang på gang bæres som i en kongestol henover publikum, mens han brøler de udeciffrerbare tekster henover den diskante lydmur. Noget musikalsk nybrud er det ikke, men omvendt viser Nyredolk og Stikkersvin sig at være et perfekt match-up i denne ramme, hvor etagens størrelse er ideel til at holde intensiteten kørende for disse to upolerede, kompromisløse navne, der begge har det forstyrrede og punkede aspekt i bagagen til at holde publikum stangen.

_JD28379.jpg

Helt anderledes energisk bliver det til gengæld med St. Digue til sidst, der egenhændigt skaber en fest på dansegulvet med sin synth-baserede dark wave. Enkle rytmer blev krydret med live-keys, og metallen levede videre – ikke i sin naturlige, musikalske form, men i det bastante energiniveau, som tydeligt smitter af på de dansende horder. Et synth-cover af Misfits-klassikeren ’Hatebreeders’ runder aftenen af, og på den vis er St. Digue en befriende, feststemt måde at slå hæmningerne løs, inden festen fortsætter videre udi den mørke januar-nat – og et navn, der fortjener udbredelse i disse tider, både i diversitetens navn og for at samle metalfolket i tider, hvor vi mere ofte end ikke har travlt med at gå hver vore veje.

I det større billede havde Stikkersvin utvivlsomt mest musikalsk på hjerte og fangede fremmødet med sin dramatiske kompromisløshed. Det skal dog ikke tage noget fra resten af aftenens program, der var perfekt skruet sammen som et energisk, hårdtslående slag i nyrerne til alle dem, der giver køb på den farlige side af metallens æstetik.
Det kunne egentlig være forfriskende med en videreudvikling af dette line-up i anden form til at sætte mere liv i scenen – må vi i så fald foreslå Stikkerdolk eller Nyresvin?